Posts in Category: Norden

De små forlag rykker (for vildt)

For et par uger siden var jeg til et oplæg om den danske forlagsverden. Der blev selvfølgelig snakket en masse om de store spillere, hvordan de opererer og hvordan man får sin daglige gang derinde. Men det fik mig også til at tænke på i hvor høj grad litteraturen florerer i Danmark. Tag det fra en som har arbejdet inden for et endnu mindre sprogområde, antallet af danske kvalitetsudgivelser sparker røv! Vi kan altid komme ind i en længere diskussion om hvad kvalitet er, men det er også det, man har et kommentarspor til. Hvorom alting er, så er der et mylder af fantastisk spændende forlag i Danmark. Og det er ikke en underdrivelse – gentag efter mig: FANTASTISK spændende. Det er passionerede mennesker med pivsmukke udgivelser, som kæler for øjet ned til mindste vigtige detalje – sproget, fonten, papiret; you name it – det hele er der!

Lille Bogdag

Lille Bogdag 2015. Billede af Frej Rosenstjerne.

Og denne weekend (16.17. april) får vi endnu en gang lov at møde flere af de små forlag i Dome of Visions til Lille Bogdag. Lad os bare få rammerne udstukket med det samme: Fra sidste år kan jeg rapportere, at det var knaldvarmt (nice!), maden uden for var læ-æ-ækker, menneskene, for det meste, smilende på den der vi-er-alle-sammen-her-fordi-det-er-en-knaldhamrendeflippin-fed-oplevelse, oplæsningerne var veloplagte, og forfatterne kunne baske sig i et intimt publikums klare skin. Alt i alt en af de bedste litterære oplevelser i 2015.

I år kan vi gense Tomas Espedal – som jeg oplevede og mødte i Politikens Boghal i forbindelse med udgivelsen af fotobogen Mit Privatliv – yey!
Og så fremviser bogbinder Iben Andersen sine skillz, du kan snuse til en masse lækre tidsskrifter, høre fra oversætterne (yey!), bytte en bog, snakke med en forlægger (snak med dem alle!), plant rumpen i sædet og lad poesien flyde over dig som små bølgeskvulp. Sig det med mig: bølgeskvulp. Og i år kører Bogdagen et tema med titlen Andre formater, hvor du kan opleve sms-digte, interaktive værker og digital litteratur.

Og alt det her er netop noget, de små forlag kan. Ja, de er nørdede og har et publikum, der måske passer ind i en lille campingvogn (fanme en sjov en af slagsen). Og ja, de er en, måske to personer i en lille lejlighed med manuskripter under syltetøjsmadder. Men deres udgivelser anmeldes, nok fordi den passion skinner igennem, og tit og ofte kommer de længere med mindre. For de kan frembringe en unik entusiasme hos andre i kraft af den ambitioner de har om at give det bedste ud – give, som i at overrække, skænke denne verden – og nørkle. Tak for nørklingen. Det giver opmærksomhed.

Det viser sig desuden ofte, at sociale medier og alternative støttemuligheder spiller en stor og fordelagtig rolle for de små forlags og litteraturfestivalers overlevelse. Da Lille Bogdags fondsansøgninger uventet alle gav afslag (WTF btw?!) tog det blog 28 timer og et indlæg på Facebook, der blev delt 49 gange, for arrangørerne at skrabe penge sammen via en crowdfunding kampagne. 28 timer! Otte og tyve timer. Og så får vi alle lov at lege mæcener for en dag. Det er et investeret publikum og det får nok nogle klokker at ringe i litteraturgangene.

Der er masser af muligheder at møde danske forlag i løbet af året – der er efterhånden ikke mangel på små og store litteraturbegivenheder og -festivaler. Jeg nævner i flæng: Louisiana Literature, Vild med ORD, BogForum (er det ikke snart på tide nu at blive BogBella, eller er der for meget Twilightfanning over det?), Gentofte Bogmesse, Verdenslitteratur på MønKBH Læser, Krimimessen, Jakob Hansens Litteraturfestival, Litt talk på Vallekilde højskole, Tag og Læs! på Testrup Højskole og jeg kunne blive ved og ved og ved… jeg undskylder at opremsningen viser en klar bias mod store sjællandske begivenheder, men samtidig glædes jeg over, at der sgu også er mange begivenheder jeg endnu ikke har hørt om, eller har glemt i spændingen, derude i lokalområderne. Og når jeg engang flytter ud på BØHlandet (igen), så tager jeg sgu også ud og sætter den mest nørdede og sjoveste litteraturfestival op på en mark og genskaber Woodstock-følelsen. I kid you not: det er et punkt i min 5-års plan (OK, så måske 10-års plan).

Men hvad jeg ved af, har der ikke før Lille Bogdag været en begivenhed, der samler specifikt de små kræfter under et tag, så den har helt klart eksistensberettigelse. Der er noget for alle hele året rundt, og jeg må sige, at for en som mig, der kan gå helt i spagat over en mærkelig tekst, cut up eller illustration, så er Lille Bogdag helt og aldeles slaraffenland møder chokoladefabrikken. Så kald mig Alice og mød mig i kuplen ved Det Kgl. Bibliotek.

 

Gæk, gæk, gæk – mit navn er blevet væk

 

[‘jɛnɪ]

Jeg har ikke tænkt synderligt meget over mit navn, før jeg blev omkring 16-17 år. Mine forældre valgte navnet, og til min mors store lettelse fandt min far ikke ud af, at min mormors mellemnavn var Henrikka før efter dåben. Og jeg var ok tilfreds med navnet. Nok mere end ok, fordi det var nu min mormors navn. Vi var ‘navnar’, som man siger på færøsk, og det var ikke en heeelt dum position at stå i.

Men så oprandt dagen, hvor jeg flyttede til Danmark. Og lige pludselig kom jeg i kontakt med en følelse af afmagt, fordi en del af min identitet, som jeg havde taget for givet, konstant blev udfordret. Hvem er jeg, hvis jeg har identificeret mig og er blevet tiltalt hele mit liv som Jenny med et nordisk j, men det med et viskes ud og bliver Jenny med engelsk j, til trods for mange gentagende “Jeg hedder altså…”? Værre endnu: dano-englænder j – altså sorry, men djenny skurrer så forfærdeligt i mine ører, at jeg på visse dage føler det som et fysisk angreb, når nogen siger mit navn i Kongerigets fladeste afkrog.

Man får næsten lyst til at recitere Shakespeares Julie i en lang kontinuerlig mantra; for hvad er egentlig det store problem? En rose – jeg – dufter lige så sødt om jeg tiltales djenny, djenni, ienni eller noget helt fjerde. Ph.d.en har et par navne i kærestekassen til mig, min mor kalder mig af og til Popeye og mine søskende ynder at kalde mig alle diminutive ord de kan komme i tanker om bare så jeg ikke glemmer, at jeg er en lille prop på 1 meter og 60…

Etymologien på OED siger, at navnet stammer fra 1600-tallet og er “A female personal name, pet-form or familiar equivalent of Janet (or, by confusion with Jinny or Jeanie, of Jane), and so serving as a feminine of Jack. Hence, like Jack, used as a feminine prefix, and as the name of machines.” Som min matematiklærer også ofte mindede mig om, deler jeg også navnet med den første industrielle spindemaskine, spinning-jenny, elsket af fabriksejeren og hadet og saboteret af arbejderen, som frygtede for sit job.

Så, for at komme tilbage til den nordiske sammenhæng: Jeg forstår denne hang til angloficering til dels, fordi de nordiske lande er så gennemsyrede med engelske fraser og kultur, at man næsten tager det for givet, at det skulle være ˈdʒɛni. Det er jo et engelsk navn. Samtidig har jeg endnu at møde en dansker, der hedder Jenny. I Norge er navnet i stærk fremgang i disse år og i 2014 lå det på en 18. plads i statistikken. I Sverige er der nedgangstider for mine navnefæller. Og ifølge den uceremonielle navnestatistik Danmarks Radio lavede for nogle år siden, forbindes mit navn – hvis jeg husker rigtigt – med en 40+ sosu-assistent i Nordjylland. Vi har yderemere mistet 86 Jenny’er fra 2015 til 2016, så totalantallet af Jenny’er i landet nu ligger på 2.175. Vi er et navn i frit fald. Så det er måske ikke så mærkeligt. Hvis de nu alle bor i Nordjylland. Og måske endda også vil tituleres djenni. Men jeg kan ikke, jeg kan IKKE, ryste det af mig, at folk ikke lader sig rette, når jeg høfligt siger ‘ienni’.

Når det så er sagt, så kendte jeg heller ikke mange Jennyer, da jeg boede i Færøerne. Sandt at sige var det kun mig og min bedstemor – altså, som jeg kendte til. Til trods for vores store kærlighed til englænderne, deres Cadbury og soldater, som heldigvis vandt ræset op til Færøerne over tyskerne tilbage i 1940erne, så er mit navn aldrig blevet associeret med den engelske udtale, før jeg udvandrede til fladlandet. Men det er nok af den simple grund, at de ældre generationer er i en konstant fornægtelsestilstand om egne kompetencer, når det kommer til engelsk, og det smitter af på de yngre generationer. Vi siger gladeligt Digestive udpenslet med hårdt g og langt i, og i lang tid troede jeg, at jeg drak typo te (Typhoo). Så kan I for øvrigt bare forestille jer, hvordan Viscount kiksen udtales.

Og så tror jeg, at jeg vil afslutte denne svada med min gode mand Sebastians version af Seeräuberjenny – som i selve teksten ikke bliver nævnt ved navns nævnelse en eneste gang, så her kan danskeren heller ikke lære, hvordan den propre nordiske Jenny skal udtales.

 

Den nordiske model

Den nordiske modelCPH:DOX viser i denne uge Erik Gandinis dokumentar “The Swedish Theory of Love”. Titlen kommer fra et manifest udarbejdet i 70’erne af svenske politikere. Og i en rapport, som de nordiske lande udgav til World Economic Forum i 2011 om ‘The Nordic Way’, står der:

According to what we have called “a Swedish theory of love”, authentic relationships of love and friendship are only possible between individuals who do not depend on each other or stand in unequal power relations. Thus autonomy, equality and (statist) individualism are inextricably linked to each other. Whatever political and cultural drawbacks there might be to this commitment to personal autonomy, a strong state and social equality – the usual criticisms are conformity, loneliness and an intrusive bureaucracy – one should note the upside: citizens, who feel empowered, accept the demands of modernity and are willing to make compromises to achieve economic efficiency and rational decision-making.

I rapportens model ligger Sverige i den absolut yderkant af aksen ‘traditionel familie vs. individualisme’. Den nordiske model bliver ofte nævnt i forhold til mange ting, ofte med positive konnotationer, ligestilling, tryghed og tillid til hinanden og staten, glæde og økonomisk stabilitet. Og det viser bare at den er meget mere end politik – det er en indstilling, tør jeg sige det; a way of life.

Men Gandini – og kritiske røster – mener at der er en bagside til denne livsstil, som vi må være opmærksomme på. I jagten efter individualisme og autonomi er svenskerne paradoksalt nok mere alene, isoleret og risikerer i langt højere grad end i de traditionelle samfund at dø uden at nogen lægger mærke til det. Resten af de nordiske lande ligger også ret langt ude på den akse og derfor vil jeg argumentere at Gandinis fokus er relevant for hele den nordiske model. Gandini interviewer en polsk psykiater som forklarer, at livsglæde ikke nødvendigvis opstår af at leve et trygt liv, men hellere gennem de udfordringer og problemer, vi bliver udsat for og som vi må tackle. Når vi til gengæld deler vores eksistens i livet online og offline, renser vi nærmest vores tilværelse for forhindringer. Hvis en anden ytrer en mening vi ikke kan lide online, så blokerer vi bare vedkommende og finder nogen som vi kan være enige med – vi giver os ikke “muligheden for at føle ensomheden”.

Jeg synes at det er interessant at at den nordiske rapport netop nævner kritikpunkterne ensomhed og påtrængende bureaukrati, men lige så hurtigt fejer det af bordet igen, fordi fordelene er så meget bedre, og det er især den sidste del jeg hæftede mig ved: “… are willing to make compromises to achieve economic effieciency and rational decision-making.” Det er så selvfølgelig til World Economic Forum, så fokus ligger immervæk på økonomien, men det er alligevel ret slørede begreber, og jeg kan ikke helt se hvad den økonomiske effektivitet og rationelle afgørelser dækker over. Vil det sige at dette er unikt for den nordiske model? Og kan man sige at landene endnu er enige? I mange tilfælde bliver den nordiske model udhulet indefra – der skæres i sociale ydelser, der strammes og indskærpes og forflyttes – alt under påskud af at den nordiske model er truet af indre og ydre kræfter. Dog ofte er de ‘kræfter’ der henvises til, borgerne i landene som mistænkeliggøres af stat og kommune, snyltere, nassere og dem som ikke fik memoet om at der skal laves kompromisser for at opnå økomisk effektivitet. Jeg er ikke sikker på at grundtanken bag den nordiske model – økonomisk og social løsrivelse fra andre individer, dvs. at man ikke skulle være stavnsbunden af andre, for at indgå i ligeværdige forhold med hinanden – kan holde til hvad den bliver presset ud i for tiden. Hvad jeg nok egentlig cirkler omkring er: Kan den nordiske model overleve den højredrejning vores regeringer har taget?

For at komme tilbage til dokumentaren, så må jeg sige at det var et interessant projekt, da jeg læste om det – at kaste et kritisk blik på hvad det er for et samfund der er skabt i ‘du gamla, du fria, du fjällhöga nord’ (og i resten af Norden). Men det virkede bare ikke som om det var kritisk, men mere generelt negativt med et snert af humor. Og så var der visse dele af dokumentaren som var ret langhårede – fx de unge mennesker som dyrker en afart af 70ernes hippiebevægelse. Intentionen er god nok: De vil i kontakt med hinanden igen, de vil ses og høres og føles og ikke bare køre rundt i møllen med alle andre uden øjenkontakt. Men jeg må indrømme at mit kølige nordnordiske sind går i baglås, da jeg er vidne til deres løsning på denne isolation: at sidde i cirkler, vugge frem og tilbage og nå de orgiastiske højder med berøring, grin og rullen rundt i græsset. Det var halvvejs sekterisk, men måske er det nødvendigt, hvis man vil sprænge den stiltiende accept af den nordiske models konformitet og bureaukrati. Så bliver det lidt flippet. Men er vi ikke kommet lidt for langt fra hinanden, når mennesker kan ligge døde i en lejlighed i tre måneder uden at nogen savner en? Måske skulle vi turde være mere kritiske over for den nordiske models rammer, tage den op til revision.

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede at der er tider hvor jeg ikke længere ser den nordiske model fra sin storhedstid i det samfund vi lever i i dag. Hellere bevæger vi os nærmere og nærmere amerikansk liberalpolitik; noget visse dele af befolkningen får våde øjne og ståpik af – og hvori der også er indgroede traditionelle familiemønstre og -værdier. Men jeg vil langt hellere have den nordiske model, hvis vi kan sætte ord på hvad der egentlig var der gjorde den så stærk. En model der løfter hele socialklasser op på samme niveau og fremmer ligeværd mellem mennesker – individer uden at give køb på vores trang til at være sociale.

Dokumentaren kan ses i Empire i morgen d. 12/11 og i Cinemateket på lørdag.
The Swedish Theory of Love