Posts in Category: Norden

Litteraturen i 2017 – Del 1

Endnu et år – endnu en læseudfordring på Goodreads jeg dumpede. Men det handler selvfølgelig ikke om hvor meget man når at læse, det handler om hvad man tager med fra læsningen og den tid man tager sig med bogen. Så jeg er ikke så ked af at det blev til 20 bøger, for det var i særdeleshed litteratur som har sat sig – i hvert fald hovedparten af bøgerne. Så her er første del af min gennemgang af læseåret 2017.

Goodreads Reading Challenge 2017

2017 blev året hvor jeg endelig kom i gang med at læse igen efter to års latterlige læseår. Jeg mener what the actual laver jeg i 2015 og 2016, når jeg kun når at læse fem bøger pr. år? Og jeg var også bevidst om det, for det var lidt som om en del af mig – af min personlighed – manglede i hverdagen blandt barsel, dagpengestrid, tidsbegrænsede stillinger og alt, alt, alt for meget netflix! Skuden skulle vendes og det gjorde den i januar med en smuk bog om en falkoner, der talte til både hjerne og hjerte på én og samme tid. Og når det samtidig bliver anbefalet af min gode veninde, som altid rammer plet, når det kommer til anbefalinger, så var jeg ikke i tvivl, da jeg åbnede op på første side (metaforisk: Jeg læste den på en iPad). 2017 blev også året, hvor jeg, dels baseret på min pressede økomomi, dels fordi jeg elsker konceptet: 1) kom mere på biblioteket og 2) satte mere lid til e-bøgerne. Sidstnævnte for de er sgu smarte at have med i sengen, når læselampen i realiteten fungerer mere som en projektør end diskret lyskegle, og vækker alt og alle i huset så man bliver gryntet af som om man var i gang med at torturere sengepartneren via lys… Anywho, jeg kom væk fra emnet:

H is for Hawk af Helen Macdonald er en smuk bog om sorg og at bearbejde tab. Sproget er ligetil og fokuseret på detaljer ved falkoneri, så den grænser til en ikke-faglig fagbog (sorry, det sidste er en forfærdelig beskrivelse, men bær over med mig). Der er en filosofisk rød tråd om eksistens og væren gennem hele værket, og giver du dig selv tid til det, kan den sætte gang i nogle ret heftige tanker. Romanen tager sit udspring i Helen Macdonalds fars død, som efterlader hende i dyb, depressiv sorg. Som erfaren falkoner er det mest naturlige at vende sig mod arbejdet som så mange andre, men i stedet for at vende tilbage til de velkendte falke, kaster Helen sig over den flygtige rovfugl, duehøgen, i et forsøg at finde tilbage til faren og deres bånd. I denne omfattende sorg, som gør at hun lukker sig af fra andre mennesker, fordyber sig og fokuserer på duehøgen, forsøger hun at kaste al menneskelighed af sig, at blive en iagttager, og fordybe sig i fuglens væsen på et plan, der tilsidesætter det menneskelige, det emotionelle – i bund og grund forsøger ikke at være i sorgen.

I’d flown scores of hawks, and every step of their training was familiar to me. But while the steps were familiar, the person taking them was not. I was in ruins. Some deep part of me was trying to rebuild itself, and its model was right there on my fist. The hawk was everything I wanted to be: solitary, self-possessed, free from grief, and numb to the hurts of human life.

I had put myself in the hawk’s wild mind to tame her, and as the days passed in the darkened room my humanity was burning away.

Jeg slugte bogen på ingen tid og følte Macdonalds dybe sorg og hendes målrettede, snublende forsøg at komme ud på den anden side af sorgen for hvert skridt. Det er en dybt empatisk bog, som vækker genklang på mange planer, og man skal ikke være falkoner for at finde stor nydelse i de mange beskrivelser af den majestætiske duehøg. Jeg var så fascineret af denne verden, at det var oplagt at tage en tur til Ørnereservatet ved Skagen, da vi tog på familietur – og det var en oplevelse på så mange niveauer.

Planen af Morten Pape – Her skulle jeg sætte mig ind i et helt andet og meget menneskeligt univers, men stadig inden for det selvbiografiske spor. Vi kommer tæt på en dagligdag, jeg ikke kan påstå at have noget som helst kendskab til andet end på overfladen, men er blevet meget mere bevidst om efter de skiftende regeringers fokus på udlændingestramninger, øget social kontrol, reformer og generel assholery. Planen foregår i ghettoen, og er en skildring af en dreng-til-mands udvikling inden for samfundets dømmende rammer og kamp imod social arv. Det er en old school dannelsesroman med et moderne twist. Som sådan ikke særlig mange overraskelser givet genren, og litterært ikke en banebrydende fortælling. Men jeg er ikke desto mindre fanget og fascineret af historien grundet min absolutte uvidenhed om de indre funktioner i en ghetto og for familier på laveste rangstige i Danmark. Der er (maskulin) råhed for fuld skrue, mobning, multikultur og anti-kultur og er det det man søger i en fortælling, så vil jeg gerne anbefale denne bog.

Beetle Boy af M.G. Leonard – OK, full disclosure, dette er en arbejdsbog, i den forstand at jeg har oversat den til færøsk. Men ikke desto mindre er det en bog jeg også fandt underholdende og sjov at læse. Den er helt klart til et yngre publikum eller voksne som nyder at læse børnebøger på mellemniveau. Jeg forestiller mig, at den bliver en darling i skolen. Billedrengen (DK titel) er første del af en triologi om en moderløs dreng, Darkus, hvis far – forsker og leder på afdelingen for billesamlingen på det naturhistoriske museum – lige pludselig forsvinder under mystiske omstændigheder og uden spor. Darkus må flytte ind hos sin onkel, en verdensomrejst arkæolog med seriøse Indiana Jones vibes (hvis Indiana Jones var britisk), og møder i denne sammenhæng to nye venner – kække Virginia og nørdede Bertolt – i en ny skole, bliver mobbet af bøller og reddet af en kæmpestor bille med et kæmpe udstående horn. Darkus er opsat på at finde ud af hvad der er sket med faren, for han kan ikke bare være rejst. Og snart render han og vennerne sig ind i et spind af mystiske spor om genmanipulation, en splitterravende gal billedame og eventyr, som ethvert barn ville dø af misundelse for at få en flig af. Anbefales til skolebørn og ungdommelige sjæle. Og til en vis del til folk som er nysgerrige på biller, men hellere vil have info pakket ind i litteratur end opslagslingo.

Óendaliga Vera af Marjun Syderbø Kjelnæs – Dette var et af årets bedste læsninger. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg sad og kæmpede med tårerne hen imod afslutningen. Havde det ikke været fordi jeg sad i en flyver på vej hjem fra en studietur i Budapest omgivet af 10. klasse elever, så havde jeg givet fuldt los og ladet de små, våde sataner flyde. Jeg måtte pænt vente, ånde dybt ind og lade oplevelsen synke. Vera (finurlig detalje fra overskriften – henviser både til væsen, at være og navnet på hovedkarakteren) sidder på alderdomshjem (eller sygehus?) i livets sidste strækning, ude af stand til at tale, men med mere tyngde bag de tænkte ord end hvad fleste talende mønstrer. leon er en tro besøger, Veras eneste kontakt til den fysiske omverden foruden plejepersonalet. Vi følger Vera op gennem hendes sorg- og passionsfyldte liv, og parallelt med dette følger vi leon, som står ved en skillevej, en slags midtvejskrise. De personer Kjelnæs introducerer i løbet af fortællingen, som har (haft) betydning for Vera, får akkurat så meget plads og fokus i romanen, at de fremstår klare; og med dem får vi indblik i Veras liv (og leons). Fortællingen spiller på hjertestrengene, og sproget fanger en empati, som skinner igennem fra forfatter over karaktererne i bogen til læseren. Jeg kan ikke anbefale denne bog nok til folk, som er i stand til at læse færøsk – det er en absolut must read. Og danske læsere kan være heldige i at Forlaget Torgard udgiver romanen på dansk, forventeligt inden sommer 2018. Jeg håber så meget for denne bog (og potentielle læsere) at den kommer længere ud i verden.

Stoner af John Williams – så var vi ved den amerikanske portion af litteraturhistorien. Kunne ikke andet end at fnise umodent, da jeg første gang så titlen, for jeg kan ikke være den eneste, der ser et langhåret, sandaliklædt nirvanavrag med en bong på en sofa for mit indre… eller? #momjoke aside, det er i hvert fald ikke det romanen handler om. Som så mange andre 300+ siders amerikanske romaner, så sigter denne efter titlen som the Great American Novel – eller, akademisk roman, som jeg lige har lært (fordi den handler om en underviser på et uni? I dunno, men det er åbenbart en genredefinition nu…) – delvis udviklingsroman, delvis udskejelser udi filosofiske betragtninger, delvis stik til den etablerede samfundsstruktur mod den utilpassede, den rugged (mands)person som forsøger at klatre op rangstigen og hans store forkærlighed for litteraturen. William Stoner er af landmandsfamilie og det ligger ikke umiddelbart i kortene at han skal være noget andet end en forlængelse af den stolte landbrugstradition. Akademia tiltaler ham dog så meget at han søger om og får tildelt en plads ved landbrugsfakultetet på et universitet. Meningen er, at han skal erhverve viden om landbrug for at sikre familiens gård ind i det nye århundrede, men her finder han ud af, at landbrug ikke tiltaler ham nær så meget som litteraturens kringlede verden. So far so good, og her føler jeg lidt et stik af genkendelse – ikke at jeg var presset til at overtage gården (ja, jeg er landmandsdatter), men det er alligevel en 300+ års (maskulin) familietradition jeg vendte ryggen til fordel for storby og litteratur, så ja. Stoner føler sig dog ikke veltilpas i elfenbenstårnet qua hans anderledes baggrund, økonomiske status og livsperspektiv. Og efter en fejde med en konkurrerende underviser, bliver grænserne trukket op og venner er måske ikke så tro, som man kunne ønske sig. Blandet ind i fortællingen om det akademiske miljø, kommer vi ind i historiens vingesus med en oversøisk krig, som sætter de patriotiske over for de mindre patriotiske, et mærkeligt ægteskab jeg ikke kan greje og finder mig selv at root for the other side, affære(r?) med kvinden som forstod han på planer hans kone ikke gør (please!). Jeg er sikker på, at der er mange som ville finde denne roman absolut fascinerende, både hvad angår personudviklingen og det akademiske miljø, men andet end plotlinjen, er ikke meget hængt ved hos mig, som jeg ikke allerede har læst i andre udviklingsromaner.

Astragal af Albertine Sarrazin er indbegrebet af franskhed i min stereotype verden. Insinuerende flirt, passion, fyldte læber, sexet vold (what?), oo-la-la, voulez vous og pø a pø. Jeg har et utrolig anstrengt forhold til fransk(mænd), som mange i min omgangskreds har erfaret et par gange, bundet i en (freudiansk?) barndomsoplevelse i Paris koblet til min ikke-undskyldende semi-vanillalivsstil uden nogen intention om at ændre mit syn på dem. Sorry, you guys, men I kan sagtens leve uden min billigelse, nay, det er min påstand at de lever AF min misbilligelse. (SIDESPOR) Hvad der kunne lyde som om jeg hadede romanen er et kneb, en finte, for jeg absolut elskede hvert ord, hver sætning og hver side af denne bog. For mig ukendt og valgt alene fordi Patti Smith står for forordet, så sneg denne roman sig ind under huden og efterlod et varigt indtryk. Smukt sprog (jeg må gå ud fra at det var smukt på fransk, og oversætteren har gjort et kanonflot arbejde, kudos). Anne flygter fra et kvindefængsel og brækker forfodsknoglen (astragalen) i forsøget. Hun bliver samlet op af en forbikørende mand, Julien, som bliver hendes elsker, og som gemmer hende væk fra autoriteterne i familiens hjem. Romanen er et langt og passioneret road trip gennem Frankrigs småbyer op til glitrende Paris og langs vejen og i storbyen kommer læseren ind på livet af Anne, en barsk kvinde med en dyster grundindstilling, som lever efter mottoet at intet her i livet er givet eller kommer uden aktiv handling, men det oplevede skal sandelig opleves på godt og ondt. Det blev til tider lidt for meget for denne kølige nordbo, men samtidig nød jeg at udfordre hvorfor visse aspekter af denne type kvinde/livsstil gør mig semi ilde til mode. Hvis man er til Patti Smith’s Just Kids, moderne franske romaner, stærke kvindelige forfattere, cigaretrygende femme fatales, sårbarhed pakket ind i råhed, ja hele spektret af fransk stereotypi, så er man solgt til denne bog.

Og sådan blev det af Maren Uthaug – Jeg “mødte” prisvindende forfatter bag striben Ting, jeg gjorde, som har grebet hele Politiken-segmentet og videre by the balls, ved et tilfælde på mit lokale biblioteks reol. Når jeg kommer på biblioteket, lader jeg ofte tilfældighederne råde (inden for rimelighedens grænser) og ofte ender der nogle ret overraskende titler i mit skød. Mit yndlingssted på biblioteket (det er et ret skrabet bibliotek, mind you, intet som Gentofte Hovedbibliotek, som jeg ville have sex med, hvis jeg var til den slags) er den lille roterende 14-dages lån reol, for her får jeg muligheden for at møde nye, ukendte forfattere samt utrolig eftertragtede titler. I Uthaugs tilfælde tror jeg næsten, at det var en kombination af hendes efternavn og min forkærlighed for stædige midt-i-luften titler, der tiltrak mig. Siden er jeg kommet at kende hendes finurlige striber om hverdagen, og har fulgt hende på Instagram, hvor hun pt er gået i gang med del to af fortælling om Johan og Aagot. Og jeg kan på det allervarmeste anbefale, at du tager et smut forbi, hvis du ikke allerede er hooked på #teamagot. Og sådan blev det er Uthaugs debutroman; en fortælling om Knut, der tager op til Nordnorge og forelsker sig i samekvinden Rhitta, med hvem han får datteren Risten. Knut er ikke den mormorens kop the, langt fra, men til gengæld er der masser af hengivenhed til barnebarnet, som i tryghed og symbiose med den traditionelle bedstemor, tegner og får fortalt historier om fordums sagaer. Det er en historie om stærke rødder og nye tider, og der er råt for usødede karakterbeskrivelser blandet med en vis trang til humor fra forfatterens side. Da Knut falder for danske Grethe, forlanger Rhitta at han tager Risten med til Danmark, da hun frygter at Risten er i fare for at blive kidnappet af søsteren, som er forsvundet/forvist op i fjeldene. Hvad Risten i begyndelsen tror er en sommerferietur til Danmark, viser sig at blive et længere ophold, et ophørt forhold til moren, og en opvækst i parcelhusdanmark med en stedmor som huser bådflygtninge i kælderen, en bleeding-heart figur, der dog ikke er så altruistisk, at hun ikke er bleg for at mistænke tidligere nævnte for at stjæle fra sig. Kan varmt anbefales alle kølige nordboer, som ved at der gemmer sig mere blandt linjerne end først opfanget og elsker litteratur, der anerkender den dybde.

På Bornholm må man græde overalt af Martha Flyvholm Tode – endnu en debut, endnu et 14-dages lån på biblioteket. Valgt ene og alene fordi det er en god titel og den gav associationer til familie på Bornholm (ikke at de står og flæber i Hammershus eller ned i sildekarret, det var mere Bornholmdelen, jøsses). Men så lidt skal der åbenbart til for at jeg udvælger en bog. Jeg troede i første omgang, at det var lyrik, før jeg åbnede op på første side (… indrømmede litteraten, der forsøger at være bare en lille smule professionel), men her er vi ude i noget så smart som en kortroman. Ikke en novelle, ikke en roman = kortroman. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker den – der var noget med sorg (duh), så meget kan jeg huske. Men i stedet for at google mig frem til handlingen, må dette faktum bevidne, at fortællingen ikke fæstnede sig. Måske læste jeg den for hurtigt, måske ville det gavne at genlæse den, måske var jeg ikke i det rigtige humør. Jeg ved ikke. Jeg ved bare, at jeg kan hverken anbefale eller fraråde en læsning.

De urolige af Linn Ullmann – Jeg var ret ung første gang jeg læste noget af Ullmann, og det gjorde så heftigt indtryk på mig, at jeg valgte at skrive en længere opgave i gymnasiet om Før du sover (hermed anbefalet) og den står tåget, men samtidig klart, som en af hjørnestenene for min lyst at gå litteraturens veje. Vi er ude i noget helt andet (og dog) i De urolige. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016, men kunne dog ikke slå svenske Katarina Frostensons digtsamling, Sånger och formler, af pinden. Forfattere fra Norge har en god plads i mit hjerte, men det er først i år (2018) at jeg er blevet rigtig bevidst om det. Der er noget ved skriften, ved det underspillede og rå sprog, som på samme tid er så sprængfyldt med usagte følelser og sårbar fejlbarhed, der gør at karaktererne i norsk litteratur fremstår som dybt empatiske og giver mig håb om at menneskeheden ikke er tabt. Warts and all. De urolige er en tidstypisk roman – den selvbiografiske roman – i mamma, pappa, barn stil. Giver det mening? Nej, vel? Ok, vi prøver igen. Baseret i dokumenteret materiale, båndoptagelser lavet med faren og fragmenter fra hukommelsen, opbygger Linn en familiehistorie om hendes barndom med stor overvægt på en fraværende (karriere)mor og en karismatisk (fraværende) far, der fremtræder som en overstrålende kraft, om hvilken alle andre (forventes at) cirkulerer. Det er farens idé, at de to skal lave et erindringsværk sammen, men på det tidspunkt er han allerede stærkt ældet, og det falder på Linn at afslutte det. Progressionen er ikke nøglen i denne roman – det cirkulære er; erindringen, (gen)bearbejdningen af følelserne bag forhold, familie og kærlighed. For selv om der er stærke ambivalente følelser på spil, så er den ikke blottet for kærlighed, tværtimod. Anbefales til alle Bergmann-fans og -hadere, dem der søger poesi i erindringen, familiebåndsaficionadoer, eksistentialister og (wannabe)kølige nordboer.

Afd. for grublerier af Jenny Offill – Åh, min fornavnesøster, denne her var svær at læse. Både fordi jeg var lidt presset på den personlige front, da jeg læste den, og fordi den krævede så meget af mig; et overskud, et intellekt og tid jeg ikke besad. Den handler kort sagt om et ægteskab fra romance til krise og børn blandet ind i cocktailen, men mere af alt handler den om en person – en identiet – i krise. Ægteskabet bliver en ramme, hvori krisen får frit løb. Jeg tror delvis at den var hård at læse, fordi jeg følte at hovedkarakterens position talte lidt for direkte til min egen livskrise, eller rettere sagt, fordi jeg lagde min egen livskrise ind i hovedpersonens tanker, handlinger og fortælling. Det farvede læsningen og forstærkede min egen uvilje mod at sætte ord på en masse grublerier, jeg selv gik med. Og af selvsamme årsag mener jeg ikke, at jeg yder den retfærdighed, hvis ikke jeg giver mig selv muligheden for at genlæse den og lave en komparativ anmeldelse af den. Der er derfor intet punktum ved denne gennemgang, ingen krølle på halen.

 

Men kom tilbage senere og få et skud litteraturoplevelse i del 2, hvor jeg dykker ned i anden halvdel af læseåret 2017. Der er både meh- og OH.MY.GOD.-oplevelser og glæde, så meget glæde ved litteraturen

Og hvis du vil se hvad jeg læser i 2018, skal du være så velkommen at følge mig på Goodreads

De små forlag rykker (for vildt)

For et par uger siden var jeg til et oplæg om den danske forlagsverden. Der blev selvfølgelig snakket en masse om de store spillere, hvordan de opererer og hvordan man får sin daglige gang derinde. Men det fik mig også til at tænke på i hvor høj grad litteraturen florerer i Danmark. Tag det fra en som har arbejdet inden for et endnu mindre sprogområde, antallet af danske kvalitetsudgivelser sparker røv! Vi kan altid komme ind i en længere diskussion om hvad kvalitet er, men det er også det, man har et kommentarspor til. Hvorom alting er, så er der et mylder af fantastisk spændende forlag i Danmark. Og det er ikke en underdrivelse – gentag efter mig: FANTASTISK spændende. Det er passionerede mennesker med pivsmukke udgivelser, som kæler for øjet ned til mindste vigtige detalje – sproget, fonten, papiret; you name it – det hele er der!

Lille Bogdag

Lille Bogdag 2015. Billede af Frej Rosenstjerne.

Og denne weekend (16.17. april) får vi endnu en gang lov at møde flere af de små forlag i Dome of Visions til Lille Bogdag. Lad os bare få rammerne udstukket med det samme: Fra sidste år kan jeg rapportere, at det var knaldvarmt (nice!), maden uden for var læ-æ-ækker, menneskene, for det meste, smilende på den der vi-er-alle-sammen-her-fordi-det-er-en-knaldhamrendeflippin-fed-oplevelse, oplæsningerne var veloplagte, og forfatterne kunne baske sig i et intimt publikums klare skin. Alt i alt en af de bedste litterære oplevelser i 2015.

I år kan vi gense Tomas Espedal – som jeg oplevede og mødte i Politikens Boghal i forbindelse med udgivelsen af fotobogen Mit Privatliv – yey!
Og så fremviser bogbinder Iben Andersen sine skillz, du kan snuse til en masse lækre tidsskrifter, høre fra oversætterne (yey!), bytte en bog, snakke med en forlægger (snak med dem alle!), plant rumpen i sædet og lad poesien flyde over dig som små bølgeskvulp. Sig det med mig: bølgeskvulp. Og i år kører Bogdagen et tema med titlen Andre formater, hvor du kan opleve sms-digte, interaktive værker og digital litteratur.

Og alt det her er netop noget, de små forlag kan. Ja, de er nørdede og har et publikum, der måske passer ind i en lille campingvogn (fanme en sjov en af slagsen). Og ja, de er en, måske to personer i en lille lejlighed med manuskripter under syltetøjsmadder. Men deres udgivelser anmeldes, nok fordi den passion skinner igennem, og tit og ofte kommer de længere med mindre. For de kan frembringe en unik entusiasme hos andre i kraft af den ambitioner de har om at give det bedste ud – give, som i at overrække, skænke denne verden – og nørkle. Tak for nørklingen. Det giver opmærksomhed.

Det viser sig desuden ofte, at sociale medier og alternative støttemuligheder spiller en stor og fordelagtig rolle for de små forlags og litteraturfestivalers overlevelse. Da Lille Bogdags fondsansøgninger uventet alle gav afslag (WTF btw?!) tog det blog 28 timer og et indlæg på Facebook, der blev delt 49 gange, for arrangørerne at skrabe penge sammen via en crowdfunding kampagne. 28 timer! Otte og tyve timer. Og så får vi alle lov at lege mæcener for en dag. Det er et investeret publikum og det får nok nogle klokker at ringe i litteraturgangene.

Der er masser af muligheder at møde danske forlag i løbet af året – der er efterhånden ikke mangel på små og store litteraturbegivenheder og -festivaler. Jeg nævner i flæng: Louisiana Literature, Vild med ORD, BogForum (er det ikke snart på tide nu at blive BogBella, eller er der for meget Twilightfanning over det?), Gentofte Bogmesse, Verdenslitteratur på MønKBH Læser, Krimimessen, Jakob Hansens Litteraturfestival, Litt talk på Vallekilde højskole, Tag og Læs! på Testrup Højskole og jeg kunne blive ved og ved og ved… jeg undskylder at opremsningen viser en klar bias mod store sjællandske begivenheder, men samtidig glædes jeg over, at der sgu også er mange begivenheder jeg endnu ikke har hørt om, eller har glemt i spændingen, derude i lokalområderne. Og når jeg engang flytter ud på BØHlandet (igen), så tager jeg sgu også ud og sætter den mest nørdede og sjoveste litteraturfestival op på en mark og genskaber Woodstock-følelsen. I kid you not: det er et punkt i min 5-års plan (OK, så måske 10-års plan).

Men hvad jeg ved af, har der ikke før Lille Bogdag været en begivenhed, der samler specifikt de små kræfter under et tag, så den har helt klart eksistensberettigelse. Der er noget for alle hele året rundt, og jeg må sige, at for en som mig, der kan gå helt i spagat over en mærkelig tekst, cut up eller illustration, så er Lille Bogdag helt og aldeles slaraffenland møder chokoladefabrikken. Så kald mig Alice og mød mig i kuplen ved Det Kgl. Bibliotek.

 

Gæk, gæk, gæk – mit navn er blevet væk

 

[‘jɛnɪ]

Jeg har ikke tænkt synderligt meget over mit navn, før jeg blev omkring 16-17 år. Mine forældre valgte navnet, og til min mors store lettelse fandt min far ikke ud af, at min mormors mellemnavn var Henrikka før efter dåben. Og jeg var ok tilfreds med navnet. Nok mere end ok, fordi det var nu min mormors navn. Vi var ‘navnar’, som man siger på færøsk, og det var ikke en heeelt dum position at stå i.

Men så oprandt dagen, hvor jeg flyttede til Danmark. Og lige pludselig kom jeg i kontakt med en følelse af afmagt, fordi en del af min identitet, som jeg havde taget for givet, konstant blev udfordret. Hvem er jeg, hvis jeg har identificeret mig og er blevet tiltalt hele mit liv som Jenny med et nordisk j, men det med et viskes ud og bliver Jenny med engelsk j, til trods for mange gentagende “Jeg hedder altså…”? Værre endnu: dano-englænder j – altså sorry, men djenny skurrer så forfærdeligt i mine ører, at jeg på visse dage føler det som et fysisk angreb, når nogen siger mit navn i Kongerigets fladeste afkrog.

Man får næsten lyst til at recitere Shakespeares Julie i en lang kontinuerlig mantra; for hvad er egentlig det store problem? En rose – jeg – dufter lige så sødt om jeg tiltales djenny, djenni, ienni eller noget helt fjerde. Ph.d.en har et par navne i kærestekassen til mig, min mor kalder mig af og til Popeye og mine søskende ynder at kalde mig alle diminutive ord de kan komme i tanker om bare så jeg ikke glemmer, at jeg er en lille prop på 1 meter og 60…

Etymologien på OED siger, at navnet stammer fra 1600-tallet og er “A female personal name, pet-form or familiar equivalent of Janet (or, by confusion with Jinny or Jeanie, of Jane), and so serving as a feminine of Jack. Hence, like Jack, used as a feminine prefix, and as the name of machines.” Som min matematiklærer også ofte mindede mig om, deler jeg også navnet med den første industrielle spindemaskine, spinning-jenny, elsket af fabriksejeren og hadet og saboteret af arbejderen, som frygtede for sit job.

Så, for at komme tilbage til den nordiske sammenhæng: Jeg forstår denne hang til angloficering til dels, fordi de nordiske lande er så gennemsyrede med engelske fraser og kultur, at man næsten tager det for givet, at det skulle være ˈdʒɛni. Det er jo et engelsk navn. Samtidig har jeg endnu at møde en dansker, der hedder Jenny. I Norge er navnet i stærk fremgang i disse år og i 2014 lå det på en 18. plads i statistikken. I Sverige er der nedgangstider for mine navnefæller. Og ifølge den uceremonielle navnestatistik Danmarks Radio lavede for nogle år siden, forbindes mit navn – hvis jeg husker rigtigt – med en 40+ sosu-assistent i Nordjylland. Vi har yderemere mistet 86 Jenny’er fra 2015 til 2016, så totalantallet af Jenny’er i landet nu ligger på 2.175. Vi er et navn i frit fald. Så det er måske ikke så mærkeligt. Hvis de nu alle bor i Nordjylland. Og måske endda også vil tituleres djenni. Men jeg kan ikke, jeg kan IKKE, ryste det af mig, at folk ikke lader sig rette, når jeg høfligt siger ‘ienni’.

Når det så er sagt, så kendte jeg heller ikke mange Jennyer, da jeg boede i Færøerne. Sandt at sige var det kun mig og min bedstemor – altså, som jeg kendte til. Til trods for vores store kærlighed til englænderne, deres Cadbury og soldater, som heldigvis vandt ræset op til Færøerne over tyskerne tilbage i 1940erne, så er mit navn aldrig blevet associeret med den engelske udtale, før jeg udvandrede til fladlandet. Men det er nok af den simple grund, at de ældre generationer er i en konstant fornægtelsestilstand om egne kompetencer, når det kommer til engelsk, og det smitter af på de yngre generationer. Vi siger gladeligt Digestive udpenslet med hårdt g og langt i, og i lang tid troede jeg, at jeg drak typo te (Typhoo). Så kan I for øvrigt bare forestille jer, hvordan Viscount kiksen udtales.

Og så tror jeg, at jeg vil afslutte denne svada med min gode mand Sebastians version af Seeräuberjenny – som i selve teksten ikke bliver nævnt ved navns nævnelse en eneste gang, så her kan danskeren heller ikke lære, hvordan den propre nordiske Jenny skal udtales.

 

Den nordiske model

Den nordiske modelCPH:DOX viser i denne uge Erik Gandinis dokumentar “The Swedish Theory of Love”. Titlen kommer fra et manifest udarbejdet i 70’erne af svenske politikere. Og i en rapport, som de nordiske lande udgav til World Economic Forum i 2011 om ‘The Nordic Way’, står der:

According to what we have called “a Swedish theory of love”, authentic relationships of love and friendship are only possible between individuals who do not depend on each other or stand in unequal power relations. Thus autonomy, equality and (statist) individualism are inextricably linked to each other. Whatever political and cultural drawbacks there might be to this commitment to personal autonomy, a strong state and social equality – the usual criticisms are conformity, loneliness and an intrusive bureaucracy – one should note the upside: citizens, who feel empowered, accept the demands of modernity and are willing to make compromises to achieve economic efficiency and rational decision-making.

I rapportens model ligger Sverige i den absolut yderkant af aksen ‘traditionel familie vs. individualisme’. Den nordiske model bliver ofte nævnt i forhold til mange ting, ofte med positive konnotationer, ligestilling, tryghed og tillid til hinanden og staten, glæde og økonomisk stabilitet. Og det viser bare at den er meget mere end politik – det er en indstilling, tør jeg sige det; a way of life.

Men Gandini – og kritiske røster – mener at der er en bagside til denne livsstil, som vi må være opmærksomme på. I jagten efter individualisme og autonomi er svenskerne paradoksalt nok mere alene, isoleret og risikerer i langt højere grad end i de traditionelle samfund at dø uden at nogen lægger mærke til det. Resten af de nordiske lande ligger også ret langt ude på den akse og derfor vil jeg argumentere at Gandinis fokus er relevant for hele den nordiske model. Gandini interviewer en polsk psykiater som forklarer, at livsglæde ikke nødvendigvis opstår af at leve et trygt liv, men hellere gennem de udfordringer og problemer, vi bliver udsat for og som vi må tackle. Når vi til gengæld deler vores eksistens i livet online og offline, renser vi nærmest vores tilværelse for forhindringer. Hvis en anden ytrer en mening vi ikke kan lide online, så blokerer vi bare vedkommende og finder nogen som vi kan være enige med – vi giver os ikke “muligheden for at føle ensomheden”.

Jeg synes at det er interessant at at den nordiske rapport netop nævner kritikpunkterne ensomhed og påtrængende bureaukrati, men lige så hurtigt fejer det af bordet igen, fordi fordelene er så meget bedre, og det er især den sidste del jeg hæftede mig ved: “… are willing to make compromises to achieve economic effieciency and rational decision-making.” Det er så selvfølgelig til World Economic Forum, så fokus ligger immervæk på økonomien, men det er alligevel ret slørede begreber, og jeg kan ikke helt se hvad den økonomiske effektivitet og rationelle afgørelser dækker over. Vil det sige at dette er unikt for den nordiske model? Og kan man sige at landene endnu er enige? I mange tilfælde bliver den nordiske model udhulet indefra – der skæres i sociale ydelser, der strammes og indskærpes og forflyttes – alt under påskud af at den nordiske model er truet af indre og ydre kræfter. Dog ofte er de ‘kræfter’ der henvises til, borgerne i landene som mistænkeliggøres af stat og kommune, snyltere, nassere og dem som ikke fik memoet om at der skal laves kompromisser for at opnå økomisk effektivitet. Jeg er ikke sikker på at grundtanken bag den nordiske model – økonomisk og social løsrivelse fra andre individer, dvs. at man ikke skulle være stavnsbunden af andre, for at indgå i ligeværdige forhold med hinanden – kan holde til hvad den bliver presset ud i for tiden. Hvad jeg nok egentlig cirkler omkring er: Kan den nordiske model overleve den højredrejning vores regeringer har taget?

For at komme tilbage til dokumentaren, så må jeg sige at det var et interessant projekt, da jeg læste om det – at kaste et kritisk blik på hvad det er for et samfund der er skabt i ‘du gamla, du fria, du fjällhöga nord’ (og i resten af Norden). Men det virkede bare ikke som om det var kritisk, men mere generelt negativt med et snert af humor. Og så var der visse dele af dokumentaren som var ret langhårede – fx de unge mennesker som dyrker en afart af 70ernes hippiebevægelse. Intentionen er god nok: De vil i kontakt med hinanden igen, de vil ses og høres og føles og ikke bare køre rundt i møllen med alle andre uden øjenkontakt. Men jeg må indrømme at mit kølige nordnordiske sind går i baglås, da jeg er vidne til deres løsning på denne isolation: at sidde i cirkler, vugge frem og tilbage og nå de orgiastiske højder med berøring, grin og rullen rundt i græsset. Det var halvvejs sekterisk, men måske er det nødvendigt, hvis man vil sprænge den stiltiende accept af den nordiske models konformitet og bureaukrati. Så bliver det lidt flippet. Men er vi ikke kommet lidt for langt fra hinanden, når mennesker kan ligge døde i en lejlighed i tre måneder uden at nogen savner en? Måske skulle vi turde være mere kritiske over for den nordiske models rammer, tage den op til revision.

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede at der er tider hvor jeg ikke længere ser den nordiske model fra sin storhedstid i det samfund vi lever i i dag. Hellere bevæger vi os nærmere og nærmere amerikansk liberalpolitik; noget visse dele af befolkningen får våde øjne og ståpik af – og hvori der også er indgroede traditionelle familiemønstre og -værdier. Men jeg vil langt hellere have den nordiske model, hvis vi kan sætte ord på hvad der egentlig var der gjorde den så stærk. En model der løfter hele socialklasser op på samme niveau og fremmer ligeværd mellem mennesker – individer uden at give køb på vores trang til at være sociale.

Dokumentaren kan ses i Empire i morgen d. 12/11 og i Cinemateket på lørdag.
The Swedish Theory of Love