Posts in Category: The power of literature

Litteraturen i 2017 – Del 1

Endnu et år – endnu en læseudfordring på Goodreads jeg dumpede. Men det handler selvfølgelig ikke om hvor meget man når at læse, det handler om hvad man tager med fra læsningen og den tid man tager sig med bogen. Så jeg er ikke så ked af at det blev til 20 bøger, for det var i særdeleshed litteratur som har sat sig – i hvert fald hovedparten af bøgerne. Så her er første del af min gennemgang af læseåret 2017.

Goodreads Reading Challenge 2017

2017 blev året hvor jeg endelig kom i gang med at læse igen efter to års latterlige læseår. Jeg mener what the actual laver jeg i 2015 og 2016, når jeg kun når at læse fem bøger pr. år? Og jeg var også bevidst om det, for det var lidt som om en del af mig – af min personlighed – manglede i hverdagen blandt barsel, dagpengestrid, tidsbegrænsede stillinger og alt, alt, alt for meget netflix! Skuden skulle vendes og det gjorde den i januar med en smuk bog om en falkoner, der talte til både hjerne og hjerte på én og samme tid. Og når det samtidig bliver anbefalet af min gode veninde, som altid rammer plet, når det kommer til anbefalinger, så var jeg ikke i tvivl, da jeg åbnede op på første side (metaforisk: Jeg læste den på en iPad). 2017 blev også året, hvor jeg, dels baseret på min pressede økomomi, dels fordi jeg elsker konceptet: 1) kom mere på biblioteket og 2) satte mere lid til e-bøgerne. Sidstnævnte for de er sgu smarte at have med i sengen, når læselampen i realiteten fungerer mere som en projektør end diskret lyskegle, og vækker alt og alle i huset så man bliver gryntet af som om man var i gang med at torturere sengepartneren via lys… Anywho, jeg kom væk fra emnet:

H is for Hawk af Helen Macdonald er en smuk bog om sorg og at bearbejde tab. Sproget er ligetil og fokuseret på detaljer ved falkoneri, så den grænser til en ikke-faglig fagbog (sorry, det sidste er en forfærdelig beskrivelse, men bær over med mig). Der er en filosofisk rød tråd om eksistens og væren gennem hele værket, og giver du dig selv tid til det, kan den sætte gang i nogle ret heftige tanker. Romanen tager sit udspring i Helen Macdonalds fars død, som efterlader hende i dyb, depressiv sorg. Som erfaren falkoner er det mest naturlige at vende sig mod arbejdet som så mange andre, men i stedet for at vende tilbage til de velkendte falke, kaster Helen sig over den flygtige rovfugl, duehøgen, i et forsøg at finde tilbage til faren og deres bånd. I denne omfattende sorg, som gør at hun lukker sig af fra andre mennesker, fordyber sig og fokuserer på duehøgen, forsøger hun at kaste al menneskelighed af sig, at blive en iagttager, og fordybe sig i fuglens væsen på et plan, der tilsidesætter det menneskelige, det emotionelle – i bund og grund forsøger ikke at være i sorgen.

I’d flown scores of hawks, and every step of their training was familiar to me. But while the steps were familiar, the person taking them was not. I was in ruins. Some deep part of me was trying to rebuild itself, and its model was right there on my fist. The hawk was everything I wanted to be: solitary, self-possessed, free from grief, and numb to the hurts of human life.

I had put myself in the hawk’s wild mind to tame her, and as the days passed in the darkened room my humanity was burning away.

Jeg slugte bogen på ingen tid og følte Macdonalds dybe sorg og hendes målrettede, snublende forsøg at komme ud på den anden side af sorgen for hvert skridt. Det er en dybt empatisk bog, som vækker genklang på mange planer, og man skal ikke være falkoner for at finde stor nydelse i de mange beskrivelser af den majestætiske duehøg. Jeg var så fascineret af denne verden, at det var oplagt at tage en tur til Ørnereservatet ved Skagen, da vi tog på familietur – og det var en oplevelse på så mange niveauer.

Planen af Morten Pape – Her skulle jeg sætte mig ind i et helt andet og meget menneskeligt univers, men stadig inden for det selvbiografiske spor. Vi kommer tæt på en dagligdag, jeg ikke kan påstå at have noget som helst kendskab til andet end på overfladen, men er blevet meget mere bevidst om efter de skiftende regeringers fokus på udlændingestramninger, øget social kontrol, reformer og generel assholery. Planen foregår i ghettoen, og er en skildring af en dreng-til-mands udvikling inden for samfundets dømmende rammer og kamp imod social arv. Det er en old school dannelsesroman med et moderne twist. Som sådan ikke særlig mange overraskelser givet genren, og litterært ikke en banebrydende fortælling. Men jeg er ikke desto mindre fanget og fascineret af historien grundet min absolutte uvidenhed om de indre funktioner i en ghetto og for familier på laveste rangstige i Danmark. Der er (maskulin) råhed for fuld skrue, mobning, multikultur og anti-kultur og er det det man søger i en fortælling, så vil jeg gerne anbefale denne bog.

Beetle Boy af M.G. Leonard – OK, full disclosure, dette er en arbejdsbog, i den forstand at jeg har oversat den til færøsk. Men ikke desto mindre er det en bog jeg også fandt underholdende og sjov at læse. Den er helt klart til et yngre publikum eller voksne som nyder at læse børnebøger på mellemniveau. Jeg forestiller mig, at den bliver en darling i skolen. Billedrengen (DK titel) er første del af en triologi om en moderløs dreng, Darkus, hvis far – forsker og leder på afdelingen for billesamlingen på det naturhistoriske museum – lige pludselig forsvinder under mystiske omstændigheder og uden spor. Darkus må flytte ind hos sin onkel, en verdensomrejst arkæolog med seriøse Indiana Jones vibes (hvis Indiana Jones var britisk), og møder i denne sammenhæng to nye venner – kække Virginia og nørdede Bertolt – i en ny skole, bliver mobbet af bøller og reddet af en kæmpestor bille med et kæmpe udstående horn. Darkus er opsat på at finde ud af hvad der er sket med faren, for han kan ikke bare være rejst. Og snart render han og vennerne sig ind i et spind af mystiske spor om genmanipulation, en splitterravende gal billedame og eventyr, som ethvert barn ville dø af misundelse for at få en flig af. Anbefales til skolebørn og ungdommelige sjæle. Og til en vis del til folk som er nysgerrige på biller, men hellere vil have info pakket ind i litteratur end opslagslingo.

Óendaliga Vera af Marjun Syderbø Kjelnæs – Dette var et af årets bedste læsninger. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg sad og kæmpede med tårerne hen imod afslutningen. Havde det ikke været fordi jeg sad i en flyver på vej hjem fra en studietur i Budapest omgivet af 10. klasse elever, så havde jeg givet fuldt los og ladet de små, våde sataner flyde. Jeg måtte pænt vente, ånde dybt ind og lade oplevelsen synke. Vera (finurlig detalje fra overskriften – henviser både til væsen, at være og navnet på hovedkarakteren) sidder på alderdomshjem (eller sygehus?) i livets sidste strækning, ude af stand til at tale, men med mere tyngde bag de tænkte ord end hvad fleste talende mønstrer. leon er en tro besøger, Veras eneste kontakt til den fysiske omverden foruden plejepersonalet. Vi følger Vera op gennem hendes sorg- og passionsfyldte liv, og parallelt med dette følger vi leon, som står ved en skillevej, en slags midtvejskrise. De personer Kjelnæs introducerer i løbet af fortællingen, som har (haft) betydning for Vera, får akkurat så meget plads og fokus i romanen, at de fremstår klare; og med dem får vi indblik i Veras liv (og leons). Fortællingen spiller på hjertestrengene, og sproget fanger en empati, som skinner igennem fra forfatter over karaktererne i bogen til læseren. Jeg kan ikke anbefale denne bog nok til folk, som er i stand til at læse færøsk – det er en absolut must read. Og danske læsere kan være heldige i at Forlaget Torgard udgiver romanen på dansk, forventeligt inden sommer 2018. Jeg håber så meget for denne bog (og potentielle læsere) at den kommer længere ud i verden.

Stoner af John Williams – så var vi ved den amerikanske portion af litteraturhistorien. Kunne ikke andet end at fnise umodent, da jeg første gang så titlen, for jeg kan ikke være den eneste, der ser et langhåret, sandaliklædt nirvanavrag med en bong på en sofa for mit indre… eller? #momjoke aside, det er i hvert fald ikke det romanen handler om. Som så mange andre 300+ siders amerikanske romaner, så sigter denne efter titlen som the Great American Novel – eller, akademisk roman, som jeg lige har lært (fordi den handler om en underviser på et uni? I dunno, men det er åbenbart en genredefinition nu…) – delvis udviklingsroman, delvis udskejelser udi filosofiske betragtninger, delvis stik til den etablerede samfundsstruktur mod den utilpassede, den rugged (mands)person som forsøger at klatre op rangstigen og hans store forkærlighed for litteraturen. William Stoner er af landmandsfamilie og det ligger ikke umiddelbart i kortene at han skal være noget andet end en forlængelse af den stolte landbrugstradition. Akademia tiltaler ham dog så meget at han søger om og får tildelt en plads ved landbrugsfakultetet på et universitet. Meningen er, at han skal erhverve viden om landbrug for at sikre familiens gård ind i det nye århundrede, men her finder han ud af, at landbrug ikke tiltaler ham nær så meget som litteraturens kringlede verden. So far so good, og her føler jeg lidt et stik af genkendelse – ikke at jeg var presset til at overtage gården (ja, jeg er landmandsdatter), men det er alligevel en 300+ års (maskulin) familietradition jeg vendte ryggen til fordel for storby og litteratur, så ja. Stoner føler sig dog ikke veltilpas i elfenbenstårnet qua hans anderledes baggrund, økonomiske status og livsperspektiv. Og efter en fejde med en konkurrerende underviser, bliver grænserne trukket op og venner er måske ikke så tro, som man kunne ønske sig. Blandet ind i fortællingen om det akademiske miljø, kommer vi ind i historiens vingesus med en oversøisk krig, som sætter de patriotiske over for de mindre patriotiske, et mærkeligt ægteskab jeg ikke kan greje og finder mig selv at root for the other side, affære(r?) med kvinden som forstod han på planer hans kone ikke gør (please!). Jeg er sikker på, at der er mange som ville finde denne roman absolut fascinerende, både hvad angår personudviklingen og det akademiske miljø, men andet end plotlinjen, er ikke meget hængt ved hos mig, som jeg ikke allerede har læst i andre udviklingsromaner.

Astragal af Albertine Sarrazin er indbegrebet af franskhed i min stereotype verden. Insinuerende flirt, passion, fyldte læber, sexet vold (what?), oo-la-la, voulez vous og pø a pø. Jeg har et utrolig anstrengt forhold til fransk(mænd), som mange i min omgangskreds har erfaret et par gange, bundet i en (freudiansk?) barndomsoplevelse i Paris koblet til min ikke-undskyldende semi-vanillalivsstil uden nogen intention om at ændre mit syn på dem. Sorry, you guys, men I kan sagtens leve uden min billigelse, nay, det er min påstand at de lever AF min misbilligelse. (SIDESPOR) Hvad der kunne lyde som om jeg hadede romanen er et kneb, en finte, for jeg absolut elskede hvert ord, hver sætning og hver side af denne bog. For mig ukendt og valgt alene fordi Patti Smith står for forordet, så sneg denne roman sig ind under huden og efterlod et varigt indtryk. Smukt sprog (jeg må gå ud fra at det var smukt på fransk, og oversætteren har gjort et kanonflot arbejde, kudos). Anne flygter fra et kvindefængsel og brækker forfodsknoglen (astragalen) i forsøget. Hun bliver samlet op af en forbikørende mand, Julien, som bliver hendes elsker, og som gemmer hende væk fra autoriteterne i familiens hjem. Romanen er et langt og passioneret road trip gennem Frankrigs småbyer op til glitrende Paris og langs vejen og i storbyen kommer læseren ind på livet af Anne, en barsk kvinde med en dyster grundindstilling, som lever efter mottoet at intet her i livet er givet eller kommer uden aktiv handling, men det oplevede skal sandelig opleves på godt og ondt. Det blev til tider lidt for meget for denne kølige nordbo, men samtidig nød jeg at udfordre hvorfor visse aspekter af denne type kvinde/livsstil gør mig semi ilde til mode. Hvis man er til Patti Smith’s Just Kids, moderne franske romaner, stærke kvindelige forfattere, cigaretrygende femme fatales, sårbarhed pakket ind i råhed, ja hele spektret af fransk stereotypi, så er man solgt til denne bog.

Og sådan blev det af Maren Uthaug – Jeg “mødte” prisvindende forfatter bag striben Ting, jeg gjorde, som har grebet hele Politiken-segmentet og videre by the balls, ved et tilfælde på mit lokale biblioteks reol. Når jeg kommer på biblioteket, lader jeg ofte tilfældighederne råde (inden for rimelighedens grænser) og ofte ender der nogle ret overraskende titler i mit skød. Mit yndlingssted på biblioteket (det er et ret skrabet bibliotek, mind you, intet som Gentofte Hovedbibliotek, som jeg ville have sex med, hvis jeg var til den slags) er den lille roterende 14-dages lån reol, for her får jeg muligheden for at møde nye, ukendte forfattere samt utrolig eftertragtede titler. I Uthaugs tilfælde tror jeg næsten, at det var en kombination af hendes efternavn og min forkærlighed for stædige midt-i-luften titler, der tiltrak mig. Siden er jeg kommet at kende hendes finurlige striber om hverdagen, og har fulgt hende på Instagram, hvor hun pt er gået i gang med del to af fortælling om Johan og Aagot. Og jeg kan på det allervarmeste anbefale, at du tager et smut forbi, hvis du ikke allerede er hooked på #teamagot. Og sådan blev det er Uthaugs debutroman; en fortælling om Knut, der tager op til Nordnorge og forelsker sig i samekvinden Rhitta, med hvem han får datteren Risten. Knut er ikke den mormorens kop the, langt fra, men til gengæld er der masser af hengivenhed til barnebarnet, som i tryghed og symbiose med den traditionelle bedstemor, tegner og får fortalt historier om fordums sagaer. Det er en historie om stærke rødder og nye tider, og der er råt for usødede karakterbeskrivelser blandet med en vis trang til humor fra forfatterens side. Da Knut falder for danske Grethe, forlanger Rhitta at han tager Risten med til Danmark, da hun frygter at Risten er i fare for at blive kidnappet af søsteren, som er forsvundet/forvist op i fjeldene. Hvad Risten i begyndelsen tror er en sommerferietur til Danmark, viser sig at blive et længere ophold, et ophørt forhold til moren, og en opvækst i parcelhusdanmark med en stedmor som huser bådflygtninge i kælderen, en bleeding-heart figur, der dog ikke er så altruistisk, at hun ikke er bleg for at mistænke tidligere nævnte for at stjæle fra sig. Kan varmt anbefales alle kølige nordboer, som ved at der gemmer sig mere blandt linjerne end først opfanget og elsker litteratur, der anerkender den dybde.

På Bornholm må man græde overalt af Martha Flyvholm Tode – endnu en debut, endnu et 14-dages lån på biblioteket. Valgt ene og alene fordi det er en god titel og den gav associationer til familie på Bornholm (ikke at de står og flæber i Hammershus eller ned i sildekarret, det var mere Bornholmdelen, jøsses). Men så lidt skal der åbenbart til for at jeg udvælger en bog. Jeg troede i første omgang, at det var lyrik, før jeg åbnede op på første side (… indrømmede litteraten, der forsøger at være bare en lille smule professionel), men her er vi ude i noget så smart som en kortroman. Ikke en novelle, ikke en roman = kortroman. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker den – der var noget med sorg (duh), så meget kan jeg huske. Men i stedet for at google mig frem til handlingen, må dette faktum bevidne, at fortællingen ikke fæstnede sig. Måske læste jeg den for hurtigt, måske ville det gavne at genlæse den, måske var jeg ikke i det rigtige humør. Jeg ved ikke. Jeg ved bare, at jeg kan hverken anbefale eller fraråde en læsning.

De urolige af Linn Ullmann – Jeg var ret ung første gang jeg læste noget af Ullmann, og det gjorde så heftigt indtryk på mig, at jeg valgte at skrive en længere opgave i gymnasiet om Før du sover (hermed anbefalet) og den står tåget, men samtidig klart, som en af hjørnestenene for min lyst at gå litteraturens veje. Vi er ude i noget helt andet (og dog) i De urolige. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016, men kunne dog ikke slå svenske Katarina Frostensons digtsamling, Sånger och formler, af pinden. Forfattere fra Norge har en god plads i mit hjerte, men det er først i år (2018) at jeg er blevet rigtig bevidst om det. Der er noget ved skriften, ved det underspillede og rå sprog, som på samme tid er så sprængfyldt med usagte følelser og sårbar fejlbarhed, der gør at karaktererne i norsk litteratur fremstår som dybt empatiske og giver mig håb om at menneskeheden ikke er tabt. Warts and all. De urolige er en tidstypisk roman – den selvbiografiske roman – i mamma, pappa, barn stil. Giver det mening? Nej, vel? Ok, vi prøver igen. Baseret i dokumenteret materiale, båndoptagelser lavet med faren og fragmenter fra hukommelsen, opbygger Linn en familiehistorie om hendes barndom med stor overvægt på en fraværende (karriere)mor og en karismatisk (fraværende) far, der fremtræder som en overstrålende kraft, om hvilken alle andre (forventes at) cirkulerer. Det er farens idé, at de to skal lave et erindringsværk sammen, men på det tidspunkt er han allerede stærkt ældet, og det falder på Linn at afslutte det. Progressionen er ikke nøglen i denne roman – det cirkulære er; erindringen, (gen)bearbejdningen af følelserne bag forhold, familie og kærlighed. For selv om der er stærke ambivalente følelser på spil, så er den ikke blottet for kærlighed, tværtimod. Anbefales til alle Bergmann-fans og -hadere, dem der søger poesi i erindringen, familiebåndsaficionadoer, eksistentialister og (wannabe)kølige nordboer.

Afd. for grublerier af Jenny Offill – Åh, min fornavnesøster, denne her var svær at læse. Både fordi jeg var lidt presset på den personlige front, da jeg læste den, og fordi den krævede så meget af mig; et overskud, et intellekt og tid jeg ikke besad. Den handler kort sagt om et ægteskab fra romance til krise og børn blandet ind i cocktailen, men mere af alt handler den om en person – en identiet – i krise. Ægteskabet bliver en ramme, hvori krisen får frit løb. Jeg tror delvis at den var hård at læse, fordi jeg følte at hovedkarakterens position talte lidt for direkte til min egen livskrise, eller rettere sagt, fordi jeg lagde min egen livskrise ind i hovedpersonens tanker, handlinger og fortælling. Det farvede læsningen og forstærkede min egen uvilje mod at sætte ord på en masse grublerier, jeg selv gik med. Og af selvsamme årsag mener jeg ikke, at jeg yder den retfærdighed, hvis ikke jeg giver mig selv muligheden for at genlæse den og lave en komparativ anmeldelse af den. Der er derfor intet punktum ved denne gennemgang, ingen krølle på halen.

 

Men kom tilbage senere og få et skud litteraturoplevelse i del 2, hvor jeg dykker ned i anden halvdel af læseåret 2017. Der er både meh- og OH.MY.GOD.-oplevelser og glæde, så meget glæde ved litteraturen

Og hvis du vil se hvad jeg læser i 2018, skal du være så velkommen at følge mig på Goodreads

Magda Szabó – Az ajtó

Tre dage. Så kort tid tog det mig at sluge 262 sider af ungarske Magda Szabós semi-autobiografiske og helt igennem fantastiske roman i et sommerhus på Vestsjælland.


Var det for ti år siden, ville det ikke have overrasket mig, men i dag, hvor mine dage konstant bliver afbrudt af: “Mamma, mamma, du skal komme her!” eller “Mamma, mamma, hvor er du?” eller ‘øh, shit, hvor er Fittibolli? Er han taget ALENE NED PÅ STRANDEN! LØØØØØØØØØØØØØB!!!’ (And the most distracted mom award goes to…). Eller hvad med den klassiske klokken-barnet-sover-endelig-skraber ZZZZZZZZzzzzZZZZ…?

Så er tre dage en guldmedalje i litteraturolympiaden.

Az ajtó, eller The Door – for lad os bare cut the bullshit! Jeg har ikke læst den på ungarsk, så jeg kravler lige ned fra min piedestal – er så meget en læsning værd. Og den sætter alt på spidsen allerede fra indgangskapitlet:

I seldom dream. When I do, I wake with a start, bathed in sweat. Then I lie back, waiting for my frantic heart to slow, and reflect on the overwhelming power of night’s spell. As a child and young woman, I had no dreams, either good or bad, but in old age I am confronted repeatedly with horrors from my past, all the more dismaying because compressed and compacted, and more terrible than anything I have lived through. […] Once, just once in my life, not in the cerebral anaemia of sleep but in reality, a door did stand before me. That door opened. It was opened by someone who defended her solitude and impotent misery so fiercely that she would have kept that door shut through a flaming roof crackled over her head. I alone had the power to make her open that lock. In turning the key she put more trust in me than she ever did in God, and in that fateful moment I believed I was godlike – all-wise, judicious, benevolent and rational. We were both wrong: she who put her faith in me, and I who thought too well of myself. […] The fact that I was trying to save her rather than destroy her changes nothing.

Romanen fortælles ud fra en ung kvindelig forfatters* synsvinkel, hvis karriere pludselig får fart på efter lang tids politisk eksklusion, og hendes forhold til husholdersken Emerence, som allernådigst har taget forfatteren og hendes mand under opsyn og vejledning udi livet. Og hvor fortælleren er hovedaksen hvorfra alle fortællinger udspringer, så er hun ikke den mest interessante karakter i romanen. Hendes handlinger, fortællinger og indblik er sekundær til Emerence. Denne husholderske har en stålsat karakter, formet af hårde vilkår og ikke uden sympatiske træk omend den strikse og til tider lidt overdrevne træn-dine-omgivelser-som-en-modvillig-hund teknikker frustrerer både mig som læser, men sandelig også forfatteren, som i sin unge alder og naive sind forsøger alle slags indfaldsvinkler at få Emerence til at kunne lide sig.

Emerence, som allerede er oppe i årene, da vi først hører om hende, er en hård arbejder, en no-bullshit kvinde, der ikke engang har en seng, for hvis hun skal lægge sig ned, så bliver hun ‘svimmel’. Alle i nabolaget respekterer hende og flere frygter hende i en vis grad: “Emerence was a caretaker, someone with a bit of authority; […] if she didn’t warm up to us, no amount of money would induce her to accept the job.” Da fortælleren (forfatteren) leder efter hjælp, er det ikke Emerence som bliver interviewet til stillingen. Snarere er det Emerence, som vælger at tage forfatteren og hendes mand under sin vinge, og det sker i en slags formel optagelsesceremoni både for at understrege at hun ikke påtager sig arbejde for hvem som helst og det handler i høj grad om hvem der har magten i forholdet.

Emerence regerer over sit kongerige med lige dele udskamning og næstekærlighed. Der er en måde at gøre det på og det er Emerences måde.Til de syge kommer hun med suppe og sidder hos dødeligt syge uanset stand. De slette – dem hun anser for at være slette – revser hun med hårde ord og fryser dem ude indtil de kommer krybende tilbage.

Emerence er ikke en kend-din-plads type. Hun harcelerer over Gud, som ingen plads har i hendes hjerte og gør det til stor frustration for den troende forfatter, som begynder at tage lange omveje til kirke for at undgå Emerences kritiske øje og dertilhørende verbal udskamning. Den unge forfatter er gentagne gange åbenbart frustreret af denne person, som udvikler sig i flere spor til en striks mor, ven, hjælper og et moralsk kompas, hvor livet former sig gennem årtier af litterær modgang, personlige forhold og succes i karrieren. Det er klart at de to – omend de begge er kommet fra samme egn – opholder sig i forskellige verdener og hvor de to mødes, sker der sammenstød, misforståelser, og i sidste ende uoprettelig skade.

Det afgørende fokuspunkt i historien – døren – og det stykke information indgangskapitlet lægger op til og pirker ved vores nysgerrighed, er Emerences meget bestemte afvisning af alle mennesker, som forsøger at komme ind på livet af hende. Den eneste, som har fået lov at komme inden om døren til det allerhelligste – hendes lejlighed – er den gamle militærmand i den gade, hvor al fortælling udspiller sig. Og dette kun én enkelt gang for langt tid siden, fordi myndighederne er nødsaget til at undersøge en række mistænkelige dødsfald blandt en nabos transportduer – en strid, der strækker sig langt ind i bogen med insinuationer, som yderligere grumser al “viden” om Emerence. For én ting står lysende klart – mennesker får ikke Emerences kærlighed i form af søde ord og tilkendegivelser. Men dyr, det er en anden sag. Emerence kaster al sin kærlighed på en lille udstødt hund, som hun påtvinger forfatteren og hendes mand, kun for derefter at gøre det meget klart for dyret, at Emerence er dens relle hersker i den lille flok. Igen til stor frustration for forfatteren, som ikke kan få hunden at adlyde – hunden, hverken hun eller manden ville have – hvis Emerence har sagt andet. Det er komisk, tragisk og enerverende på en og samme tid. Men når det er sagt, så er det svært ikke at se, at Emerence nærer stor kærlighed for forfatteren. Udsagnet, she grows on you, er meget passende her. Forfatteren misforstår – forståeligt nok – konstant Emerences forsøg på at gøre godt, og det gør det også så pinefuldt at læse. For de cirkler om hinanden, viser stor omsorg for hinanden og deres omgivelser, men fordi de er så forskellige, så rammer de lige så ofte ved siden af. Alt imens forfatterens og Emernces forhold udvikler sig, får vi også små indblik i Ungarns politiske landskab og ikke mindst litteraturens position i et svært polariseret miljø. Og her ser vi endnu et eksempel på Emerences studse hengivenhed. Da det litterære parnas skyr forfatteren og hendes litterære udtryk, sørger Emerence for at alle i gaden ved, at de skal stille op for forfatteren og vise deres støtte. Til trods for at hun ikke er en belæst person – den slags intetsigende fritidsaktivitet har hun ikke tid til – og at hun ingen respekt har for en person, hvis arbejde ikke handler om fysisk udfoldelse, så gør hun det meget klart, at hun er forfatterens største forsvarer. Hun er som en løvinde, der beskytter sit kuld, og hun gør det med stor ihærdighed.

Magda Szabó – og i forlængelse af hende oversætteren Len Rix – skriver sublimt og indlevende. Jeg havde så svært ved at rive mig fra bogen og fandt mange undskyldninger for at snige mig væk fra solbadningen ved Jammerland bugten bare for at læse et par sider eller bare et par sætninger. Jeg måtte høre mere, læse mere, forstå mere af denne forbindelse forfatteren havde til Emerence, vide mere om Emerence, som alle andre, der cirklede omkring den gamle dame, ville jeg også snage i hendes mest intime helligdom bag den skide dør, hun aldrig åbnede for nogen på nær én.

Det er ikke kun dele af Emerences tilgang til andre mennesker, der frustrerer mig, og derved også gør denne fortælling så indlevende. Det er også forfatteren/fortælleren, som er så opsat på at alle skal kunne lide hende. Hun gentager flere gange, at hun er en social og sympatisk person, men af og til krakelerer udsagnet og især sammen med Emerence, som gør det meget klart for forfatteren, at hun ikke er sat på jorden for at behage andre. Forfatteren bliver konfronteret med denne pæne pige i sig, som fluktuerer mellem selvoptaget godhed, manglende indsigt i egne adfærdsmønstre og reel omsorg for Emerence. Og det er også gennem denne linse vi tvinges at se og høre om Emerence. Ikke på noget punkt i historien får vi direkte indblik i Emerences tankemønster. I stedet må vi klare os med forfatterens udlægninger og de gange Emerence ytrer sig – ellere rettere sagt presses op i et hjørne af den kære forfatter – hvorefter hun uddeler sublime verbale smæk, som ikke mangler noget i grandios enetale og som i sig selv er værd en læsning. Men dette er også med til at gøre historien værd at læse – for hvem vil du tro på? Hvordan afkoder du Emerences væremåde og handlinger? Og hvad mener du om forfatteren? Så meget ligger åbent til fortolkning om det var Szabós hensigt eller ej.

Jeg kan ikke sige, at jeg bliver efterladt med fuld forståelse for hverken fortæller eller Emerence eller får en grand finale og happy end. Og som den sande tragedie fortællingen er, er det heller ikke meningen. Men jeg kan sige, at jeg nød at se livet fra Emerences (mærkelige) logik og morale omend det var gennem fortælleren. Jeg følte sympati for fortælleren, som gang på gang misforstår Emerence og gang på gang modtager skældud for derefter at undskylde – uanset om der er tale om reel skyld eller forestilt ud fra Emerences synspunkt – og krybe til korset. Til tider også nyde at arbejderen og kvinden  udviser så stor autoritet i et lettere betændt miljø, hvor man ikke skal træde meget ved siden af før man straffes. Og jeg gik ned ad mindernes gade til mine egne store maternalistiske helte, som virker irettesættende strenge og absolut ikke er sat på jorden for at behage andre, men som til gengæld har et hjerte af guld og hvis løvindekamp har været til gavn for mange naive og søgende sjæle. Omend de – som alle os andre – også snubler fra tid til anden.

Et sidste citat, som symbol på denne jernlady (ikke at forveksle med Thatcher) og den måde forfatteren lægger scenen for os og inviterer os at betragte Emerence og gøre os mange, mange tanker om hvad der gemmer sig bag:

“The old woman worked like a robot. She lifted unliftable furniture without the slightest regard for herself. There was something superhuman, almost alarming, in her physical strenght and her capacity for work, all the more so because in fact she had no need to take so much on. Emerence obviously revelled in her work. She loved it. When she found herself with free time, she had no idea where to begin. Whatever she took on, she did to perfection, moving around the apartment in almost total silence – not because she was over-familiar or snooping; she simply avoided unnecessary conversation. “

* Al omtale af forfatteren herefter skal forstås som karakteren i bogen, ikke Magda Szabó selv.

Google vs. Authors Guild

The verdict is in in the case between the Authors Guild and Google regarding copyright infringement.

In his verdict, judge Denny Chin writes: ‘The sole issue now before the Court is whether Google’s use of the copyrighted works is “fair use” under the copyright laws. For the reasons set forth below, I conclude that it is.’

Fair use is amongst others defined by if the use of the work is commercial or nonprofit, how much of the work is used, and what effect the use will have on the value of the work. Since the terms are so fluent, verdicts are on a case-by-case manner. The verdict has been very fascinating to read, and I recommend anyone interested in the case between the two parties, and copyright infringement in general, to read through the it.

What I am especially interested in, and what I have used some of my researching times delving into, is the concept of fair use in terms of its transformative dogma. Fair use is often used as a defense or strategy when previously published works are appropriated and – to use a much used phrase – made new. In such the appropriation or transformation must show a significant step towards changing the ‘old’ into a ‘new’ – whether it is in expression, meaning or message (read from page 19 onwards in judge Denny Chin’s verdict as how this applies in the case of Google Books).

Cases where authors such as Kenneth Goldsmith, who insists he has never ‘written’ any of his books‘, visual artists like Marcel Broodthaers’ graphical rendition of Mallarmé’s Un coup de Dés, replacing all words with black bars, and right over to your everyday fanfictionist using and relocating characters from all universes for a variety of purposes, these are (extreme) cases that highlight how no works are solely in their own, but need to be used, reused and recontexualised over and over and over again – some more calculated than others. It acknowledges that in unoriginality we can also find new – new expressions, thoughts, meanings and point of views, that can open up our awareness of and experience with text, language, symbols, our selves mind and body, etc.

__________________________

The following are quotes from the verdict – a collection of reasons Google Books is deemed fit to fall under the definition of fair use:

“Google Books provides a new and efficient way for readers and researchers to find books. It makes tens of millions of books searchable by words and phrases.”

“Indeed, Google Books has become such an important tool for researchers and librarians that it has been integrated into the educational system — it is taught as part of the information literacy curriculum to students at all levels.”

“Google Books permits humanities scholars to analyze massive amounts of data — the literary record created by a collection of tens of millions of books. Researchers can examine word frequencies, syntactic patterns, and thematic markers to consider how literary style has changed over time.”

Google Books expands access to books. In particular, traditionally underserved populations will benefit as they gain knowledge of and access to far more books.”

“…by helping readers and researchers identify books, Google Books benefits authors and publishers.”

You can read the whole verdict here: Authors Guild vs. Google Inc.

The Road

Ok, so in the end I was not at all into The Time Traveler’s Wife, it slowly started to rub me the wrong way. And about 150 pp. in, there was a scene worthy of 50SoG, and it was so toe cringing that I stopped investing in the narration completely. A bust for me.

So then I started on McCarthy.

theroad

As I was reading this apocalyptic novel The Road, my mind occasionally wandered off to AMC’s TV-series The Walking Dead. From the theme over imagery to language, the similarities were abundant. Although in The Walking Dead the world is overrun with zombies in never-ending waves, and The Road has just moved human life to a postapocalyptic state without the fantastical bonus, they share an underlining fear that goes to the core of the human condition and both serve as takes of just how far our imagination can take us when facing never-before tried situations. How truly horrific the end of days can or could be. What will become of humanity, love thy neighbor, gender equality, the PC-attitude.

The plot in The Road is fairly straight forward and that is not a criticism. The highlight of the novel is not in the plot. The world as a postmodern, social-media frenzied place run on the capitalists’ logic of growth and world diplomacy has ended. No need to embellish the pages with fast-paced action sequences and heroism. The quiet does well in foreboding the dangers up ahead. McCarthy employs a technique of undernarrating the events. We know nothing of why the world is reduced to ash, so we can only imagine. We are not told specifics about either characters, there is no great build-up. One part cynicism, one part filial affection, and a dash of eerie apathy. Add father and son walking on dusty roads surrounded by charred forests, covered in dust and pushing a cart filled with their last possessions and you have yourself a shitty situation. As I am reading it, I actually get a physical reaction and feel my mind starting to work the same way I do when watching scenes of The Walking Dead. A bit nervous of the scenes up ahead, the style does nothing to forewarn me. Even though I am only 50 pages in I am aware that McCarthy would not hesitate to kill off one or both of the main characters right there and then. Come to think of it, I think that would actually be an interesting development for the novel and narrator.

However, I do have my reservations about the genre or, should I say, to some pre-specified components of the genre. Mostly, these types of books/shows etc. seldom have the balls or ingenuity to leave the past or present behind to create something completely other, but instead use already lived or taught experience. It plays with the writer, viewer’s and/or reader’s knowledge of the world, and how we perceive or understand a human response. And so the imagery is very much embedded with the (nostalgic) brutality of traditional historical terror-infested reigns of emperor’s, kings, and dictators that have walked this earth. As such there is no room with the writer for a belief that maybe a couple of thousand – or hundred, hell, even ten – years of growing and change would have any effect on the life after the next big bang. We are predestined to regress into cave mentality and brutal slaughtering as a go-to, know-no-better alternative. It irks me that they continuously choose this easy way out. We already know that a lot of people will die. Some for ideological reasons, some because of their caring instincts which has no place in this setting (mostly women), some because they (mostly men) are rat bastards. And those who live develop into very stereotypical characters and take to extreme hierarchical structures that shut out the last 300 years of Enlightenment critical thought. There is a God, we have failed, are sinners, and survival of the fittest means those who shed evolution and go down to the nitty-gritty – not a single pause to question that which seems too obviously answered with reckless violence.

On that point the two however differ in strategy: Where TWD is visual in its core, it creates very in-your-face sequences to show the violence up close, TR uses a lot of subtle hints and uses the quiet, eerie mood to convey the dehumanizing development. Both work their way though like a sort of platform game – find food, shelter, medicine, avoid as best possible danger, search and destroy threats if necessary – bonus rounds expected when the heroes find hidden stash or a untampered supply room. I am tempted to be more inclined towards the latter – maybe because there is more of a challenge for my mind. As McCarthy operates on the very minimal when it comes to the build-up I am not bound by so many presets and can ask myself the question: How freely will I let my imagination run, to think up possibilities for the meltdown, the future, the middle, the characters? And in that sense, I can also test my own theories of how, what, and why the characters are what they are. As he only paints a scene of very few days and settings, I can use that little snippet and create a completely different world. It would be very hard to do so in the universe of The Walking Dead as the information of the characters in this sequential narrative form is always changing and layered. All the fan fiction in the world would contest me and prove the possibility of a reader taking control of a narrative such as TWD, but in the sense that there are hardcoded facts that would run counter to this action, TR offers me more of a say without tampering with the ‘truth’ (to be read in a very light manner, mind you!). I don’t have to read/write against the canon, but can create possible otherworlds to run alongside McCarthy.

With regards to the language in The Road I alternated between disappointed and elated. There were a lot of annoying metaphors which threw me off and in some sections the religious emphasis was too much for my taste. But there is no denying that McCarthy has a way with words that relays a certain underlying strange emotional current in the novel that sits longer with the reader. I can’t explain it, but just how annoyed I was at the religious rhetoric, as appreciative am I of the reaction it caused. So for those who contemplate The Road I would recommend reading it and discarding the temporary annoyance this poses. The long-term effects are much more pleasing.

Eyre and Rochester

Jane Eyre: An Autobiography ‘edited by Currer Bell’ (Charlotte Brontë), was published in 1847 and became an immediate success, and is to this day a popular choice around the world amongst readers, whether they fly solo or discuss it in groups.

The story of Jane Eyre is as classic a Bildungsroman as they come: an orphan, placed with an unjust aunt who begrudgingly makes a promise to her husband on his deathbed to keep her safe, is shipped off to a (horrible) charity school to toil and endure a bleak faith in the temperamental English countryside. Very Brontëesque, the weather plays a symbolic role in this constancy of inner and outer rebellion and feelings of injustice across the board. Injustice as to the way you treat an orphan, injustice as to how you educate children, not with pedagogical means but terror and the fear of an avenging God imprinted on their minds. And most of all injustice to women, how their station and role in life is predetermined and how this constantly and thoroughly impairs their independence.
As a young woman, Eyre leaves the school to become a governess for a little French girl at (da-da-da-da) Thornfield Hall, where dark and enigmatic master Rochester sits by the fire challenging this fresh and untainted, yet determined, addition to the house. Eyre becomes more and more infatuated by this Master – not just as you would expect in a romantic fashion, but more importantly as an equal. In the course of the story events and eerie sounds around the house, however, make her question daily life at Thornton Hall, and the peak of events which will send her spiraling in a new direction is just around the corner…

So what does Charlotte do when she does what she does to you and me through Jane?
For one thing there is a constant toying with perspective. The narrator (Jane) every so often directs her speech at you, involves you in the scenes, breaking down the wall between her life as a series of events and your comfortable situation as voyeur. She disarms you by presenting herself as a plain, working woman – let your guard down, no threat here, feel free to read on – but in reality the very fact that she is NOT that, is fascinating and, I think, part of the reason she gets under your skin as a narrator. The reader is not just a spectator, but one who lives through and with the narrators’ situation. She guides you through the story, and you build up a sort of special interconnection between you and her because of this narrative change.
This way, it’s like I, being the reader here, can invest emotions and bond with the experience on another level than the laid-back reader, cruising in and out of the pages. I know it sounds cliché, but examining the emotional/moral/ethical levels of the story, you are there in the moment, and the moment may as well be 2012 as 1847.

And this leads me to another interesting aspect, which is the philosophical discussions Eyre and Rochester spend many a page debating, as well as the many layered and complex issues otherwise presented throughout the novel. Unlike your ‘tacky’ romance novels with very little to offer on the contemplative side, Jane Eyre is not merely a story of two people from different standings in life that end up emotionally and passionately attached. For sure there is that too – and descriptions of their emotional connection in spite of their stature reaches toe cringing cheese-levels at times (just remember it’s mid-1800’s literature). But Brontë still manages to interlace this rather corroded theme with sharp socioeconomic critique, the question of human value and equality of the sexes in a 19th century melting pot that might just as well apply to current debates. What does it mean to be a responsible and ethical person, and how do the theoretical high-level terms of intellect and reason stand up when you have to get up from your chaise longue and apply them to daily life choices.

To me Brontë presents us with a type of girl who grows up to be a combination type of heroic-stoic-plain woman, hellbent on questioning these power plays, and notions of justice, meticulously picking her battle grounds and rhetorical weapons, and in just the ‘right’ situations answers them with a kindness that verges on the point of sacrificial behaviour. But she is not without fault, nor is she the self-sacrificer per excellence. Eyre is Rochester’s redemption, but not on his terms as one would expect in the power display that is very evident from the first meeting on. Jane is very much her own, an Individual – not property, or a mere employee. In the character of Jane Eyre we are presented with someone who is very much aware of the injustice towards her, and signs of power plays that complicate the notion of simply ‘getting along’ and respecting your fellow human: be it child, man, woman, peasant, servant, they all face unjust authority plays, lain on them by a system, other people or most challenging of all: one’s self.

Of course, many of the choices and situations throughout the book are irrevocably connected to religion or religious rhetoric/ethics – more precisely the Christian faith – and so issues of self-sacrifice, redemption and belief in a just power higher than that we can experience from any personal and worldly gain are abound. Nonetheless there are what I would deem to be universal humanistic features that go against that pious attitude displayed by for instance St. John, a clergyman with whom she does the epic battle of wills with: can she, a plain governess, really turn down marriage that will be based on duty to God? It comes down to a core element of proto-feminism: the fundamental right to decide one’s faith and worth.

I could highlight many more points, whole sections of dialogue in fact, that tickles my brainstem. It says something about the test of times, when you think of the language which is altmodisch in general, and yet manages to suck in a 21. century reader just as easy as modern-day narratives. And I know that many too have had this experience of immersion I have had with Jane Eyre, in spite of different time periods, and antiquated language, when I mention the book, and another replies ‘aahh, Reader, I married him‘, and smiles in the sort of ‘we-share-the-same-experience’-way.