Carls bog
Naja Marie Aidts bog, “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, med undertitlen “Carls bog”, er noget af det mest hjerteskærende jeg har læst i lang tid, hvis nogensinde. Der er ikke fyldestgørende ord i verden som med passende styrke kan formidle, hvor vigtig denne bog er.
Og med disse tanker in mente blokerede jeg nær ved min egen proces og muligheden for at forfatte en anmeldelse. Jeg har næsten fået berøringsangst, for jeg vil ikke forklejne sorgprocessen og det litterære udtryk som sorgen afstedkom med floskler. Men jeg vil gerne dele mine tanker, og har derfor fundet noterne frem, som jeg fik nedfældet, mens jeg læste.
Det er ikke min sorg – det er Najas sorg.
Det er min frygt. Najas realitet.
Det er det altid mulige. Det allerede overståne.
“Engang var du 9 år gammel.” Ikke: Engang, da du var. Nej, du var engang ni.
Jeg er glad for den gentagne scene i kursiv i de første mange sider; øjeblikket, før det alt ramler. For Naja har ikke taget telefonen endnu, endnu er Carl Emil i live, endnu er livet “For livet!” en realitet. Jeg kender den scene, jeg klynger mig til håbet.
I cafeen over for mig står en ung kvinde – en mor, en nybagt mor – og rokker frem og tilbage med barnet i favnen, stort smil. Hun har måske, måske ikke den samme frygt som jeg har, den som blev en realitet for Naja. Mon Naja nogensinde havde de tanker? Mon hun tror på tilfældigheder eller skæbne? Mine tanker kan ikke undgå at blande min Emil ind i læsningen. Carl Emil, Emil, engang var du ni år gammel. Engang bliver du ni år gammel. Ikke?
Men hvad bilder jeg mig egentlig ind? Det her er ikke min historie, ikke mit barn, ikke min sorg. Jeg skylder Naja at læse om hendes barn, et goldt sprog, rædslen, på hendes termer.
På den anden side; for at citere den just afdøde Ursula K Le Guin:
Lyt, læs, føl.
(Skriftstørrelse skifter – fx i passage da Naja fortæller hvordan Carl dør, er skriftstørrelsen langt større end omkringliggende skrift)
Død d 16. marts 2015 15:45 – da går jeg højgravid rundt. Hvad lavede jeg den dag? Den aften da Najas barn døde. Mærkede jeg liv i maven? Var jeg glad, bange, neutral?
intet sprog er muligt (s 31)
(Den sidste linje er en omskrivning af en linje fra Ursula Andkjær Olsens digtsamling Udgående fartøj)
Blodmåne (s. 32)
jeg hader min krop den fødte noget der døde den kunne ikke holde liv i dig jeg er alene (s. 38)
(s. 42)
jeg tænker på dig altid og der er tidspunkter hvor jeg ikke tænker på dig. det er ikke modsætningsfyldt. (s. 66)
(67)
(72) Efter endnu en kursiv scene – tilbageblik. Trauma, chok – det gentager sig, det øjeblik hvor verden standser, går i stå, knuses og er så afgørende mere end hverdagens trummerum.
Sproget svigter hende – sætter andres ord ind, læner sig op ad andres sorg, andres ord, oplevelser. Roubaud, CS Lewis, HC Andersen etc.
Hun tror hun er alene, han (faren) tror han er alene – de bliver glade for at de har samme oplevelse, samme sorg – ligeledes med de andre
Indgang: “ligemeget, den skal jeg heldigvis ikke opleve.” (Om carls død – find passage et sted i starten)
Cicero – sorg over datter (114)
Der er før.
Og efter.
(115)
(Sirenerne findes associationer – repetitiv, messende, poetisk)
Nævner Mnemosyne – græsk gudinde, men også sommerfugl. Udbredt i hele Europa men uddød i Danmark (også Sort Apollo, er dog ikke Apollo, da den ikke har de røde pletter). En side længere citeres Inger Christensen, reference til Sort Apollo.
Giv dét tilbage – en cirkulær bevægelse (141)
Vi er her. Men vi er også hos den døde. Det er ikke spor vanskeligt. Det sker helt af sig selv (151) – se note til s. 66.
Ingen skal glemme ham. Ikke så længe jeg lever. (154)
[…] hans døde krop skal ligge alene i et mørkt rum hele natten, og det gør mig syg at tænke på, jeg vil være hos ham, vi vil være hos ham, men det kan vi ikke, det må vi ikke, […] (156)
Til tonerne af Adagio for strings af Samuel Barber (nævnt på s. 152) læser jeg de sidste sider.
Digtet – det forudanende digt om Carls død – i Poesibog fra 2008, skrevet i Carls 16. år.
Omslag er af Olga Fröbe-Kapteyn (1881-1962) The central spiritual sun (1927-1934)
Ursula k le guin om vrede – essay i den nye samling – nyttig, farlig, våben.
Etnicitet i børne- og ungdomslitteratur
Jeg var til fyraftensmøde hos IBBY i Københavns Hovedbibliotek i sidste uge, hvor temaet var etnicitet i danske børne- og ungdomsbøger. Om hvordan brune og hvide repræsenteres i litteraturen; om vores behov for at spejle os i noget genkendeligt; om mangelen på repræsentation for etniske minoriteter; om hvordan minoritetsbaggrunde også skal have lov at møde (en form for) sig selv i litteraturen; om hvorvidt hvide forfattere kan skrive om andre etniciteter; og om hvordan historierne behandler stereotyper og “den Anden”.
Panelet bestod af mødeleder Ahmad Mahmoud, Nadia Mansour, Mira C. Skadegård og Dorte Lilmose.
Det følgende er baseret på fyraftensmødet og de tanker det vækkede hos mig om etnicitet i B&U-litteraturen:
Fra højre: Ahmad Mahmoud, Mira C. Skadegård, Nadia Mansour, Dorte Lilmose
Ahmad Mahmoud sparker det hele i gang med en emneintroduktion og en oplæsning af en scene i Kim Fupz Aakesons “Mogens og Mahdi”, hvor Mogens besøger Mahdi midt i ramadanen. Mahdi kan ikke spise, og da Mogens finder ud af det, gør han sit allerbedste for at hyle Mahdi ud af det med sin medbragte rosinpakke. At det er den bedste, mest rosinede rosin han nogensinde har spist; at den er så lækker, så saftig, så sød og så sej som ingen rosin nogensinde før. Da Mahmoud er færdig med oplæsningen lægger han op til os at overveje spørgsmålet; kan en hvid forfatter tillade sig at skrive sådan om en anden etnicitet og en anden kultur?
Det lagde lidt op til at den eneste “hvide” person i panelet, Dorte Lilmose, forfatter af bl.a. “Pigen, spøgelset og den blå næse”, blev positioneret i front for denne påstand. Det var lidt et no-brainer spørgsmål, for ja, selvfølgelig kan man tillade sig at skrive om noget eller nogen man ikke selv deler specifikke træk/historie med. Som en i panelet sagde, hvis vi ikke kunne det, ville al vores litteratur være autobiografier. Noget der dog var en skuffelse, var at bøgerne hun præsenterede, var ikke blevet fremsendt til de to andre paneldeltagere. Havde de læst hendes bøger, kunne vi have overværet en ret interessant diskussion, der bundede i Skadegårds og Mansours teoretiske bagland med Lilmoses forsøg på at repræsentere og belyse etnicitet i B&U-litteraturen.
I løbet af de næste to timer tager panelet nogle ret store spørgsmål op som hænger sammen med identifikation og læseglæde og behovet for at skabe flere historier, der repræsenterer en bredere palet karakterer i B&U-litteratur. Mira Skadegård tager det interessante aspekt op, at når vi har så få bøger der repræsenterer forskellige etniske minoriteter, må vi forholde os til, hvordan de repræsenteres. Hendes udgangspunkt er strukturel diskrimination i dansk kontekst og dette særligt i relation til spørgsmål om magt, ulighed, inklusion og eksklusion. Fra hendes perspektiv bunder problematikken med repræsentation ikke i et ønske om at male lyserøde billeder af etnicitet, men at forholde sig til hvordan og i forhold til hvem minoriteterne positioneres. Da vi alle kommer med forskellige udgangspunkter, er det naivt at gå ud fra, at alle har lige muligheder i samfundet. Det er en pointe, der ofte er svær at forstå i Danmark (hele Norden faktisk), hvor vi bryster os af, at vi er lige og frie og demokratiske. Da Mahmoud spørger hende, om der skal være forskelsbehandling, svarer Skadegård, at en vis form for forskelsbehandling (ikke diskriminatorisk) er nødvendig for at behandle de strukturelle uligheder der findes i samfundet. De magtpositionerede vælger på basis af forudintagede overbevisnigner, og det må vi undersøge. Det leder til en diskussion om de historier der forefindes, er stereotypiske og diskriminatoriske.
Nadia Mansour kommenterer, at der ikke findes kvantitativ forskning i Danmark om hvorvidt minoriteter belyses diskriminatorisk. I USA har man meget fokus på dette emne, hvor forskningen har kortlagt en række diskriminatoriske markører i skønlitterære værker og B&U-litteratur. Med basis i denne forskning kan man gøre noget ved repræsentationen og rette op på denne skævvridning. Ifølge Mira Skadegård er det vigtigt at være opmærksom på den ubevidste stereotyp og at reflektere over sprogbrug i børne- og ungdomslitteratur og hvordan den modtages og behandles.
Et udvalg af de bøger, der lå i foyeren på Hovedbiblioteket:
Jakob Martin Strid – Mustafas kiosk
Bolatta Silis-Høegh: Aima
Matilda Ruta – Ninna og Stormskolen
En lærebog om tal
En lærebog om tal.
Og det synes jeg er en vigtig pointe ift. B&U-litteraturen. Vi må kigge på magtforholdene og spørge os selv; hvad kan vi gøre for at ruske op i fortællingerne? Og det gælder alle fra forlag, boghandlere, læsere, forfattere, støtteorganisationer og marketingfolk. Magtforholdet leder også til den næste problemstilling: Hvem bestemmer, hvad begrebet kvalitet står for ift. litteraturen? Det er ofte oppe at vende, at der er en slags stiltiende accept (som nogle bekæmper) der rangerer litteratur efter nogle helt klassiske parametre – mange af hvilke bunder i arkæiske opfattelser af litteraturens iboende kvaliteter. Og selv om jeg ikke er fortaler for, at man skal kaste al litterær kritik og analyse ud af vinduet, langtfra, så mener jeg, at det er nødvendig at kigge på, OM vi bare blindt reproducerer “det der sælger” eller det, vi mener læseren vil have, eller det vi tror vi bør læse. En litteratur der reproducerer, er skæbnebestemt til at sygne hen og blive forældet. I denne sammenhæng bliver B&U-litteratur ofte rangeret langt under – i mangle af bedre ord – litteratur til voksne. Og i mange henseender kan man sige, at der er nogle finesser ved skønlitteratur, der kan være på et højere abstrakt plan end B&U-litteratur, men det er sandelig ikke et faktum! I børne- og ungdomslitteraturen kan fortællerne godt tåle at være lidt rebelske, og B&U-litteratur har en fascinerende udviklingshistorie bag sig; fra at fungere som rent ud sagt undervisnings- og moralelære til at gå helt over i og forbi abstrakt litteratur, forsøger forfatterne og illustratorerne at sprænge egne rammer og søge efter den gode historie. Mange af de endnu ulæste historier findes blandt etniske minoriteter.
Da snakken drejer ind på forskelsbehandling og om at få rettet op på denne skævvridning, rejser spørgsmålet sig fra publikum, om vi risikerer at dræbe kreativiteten ved at fokusere på etnicitet. Dette er et meget benyttet greb hvormed man positionerer kvalitet som en modsætning til (indsæt målgruppe her). Det er samme retorik der benyttes, når vi taler om forfattere af andet køn end Manden: Hvis vi giver forrang til nogen, ødelægger det så ikke hele området? Til dette vil jeg bare sige et rungende nej. Og dernæst; du burde vide bedre.
Da jeg startede på litteraturvidenskab, gik jeg ind i studiet med en absolut passion for skønlitteraturen, en ren læseglæde og en ubesudlet forståelse af hvad skønlitteratur var for noget. Da jeg afsluttede studiet var jeg træt, læste ikke med samme glød og jeg vidste slet ikke hvad var op og ned på noget som helst i litteraturen. Det tog mig et par år at få pusten igen og forstå, hvad der var sket. Og det er ikke en kritik af studiet, feltet, mine medstuderende eller underviserne, tværtimod. Men i løbet af de år lærte jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved strukturerne og rammerne hvori litteraturen opererer. Og ikke mindst ud fra hvilken position vi går til litteraturen. At litteratur aldrig – som i aldrig og ikke i nogen kontekst eller genre – står alene eller over noget andet. Uanset hvor mange blåstemplinger den får. Udsigelsen er i konstant relation til noget eller nogen. Og at det er min ypperste opgave at ikke “go gently into that good night”.
Og så var vi kommet til mærkaterne. Hvad skal vi kalde denne litteratur? Hvilken kasse kan vi proppe den i? Nadia Mansour, der er ph.d. i multikulturel litteratur i dansk kontekst, påpeger det problematiske i at kalde noget indvandrerlitteratur, som vi tenderer til at gøre hver gang en ikke etnisk dansker udgiver noget. Hun mener at det stigmatiserer forfatteren såvel som indholdet. Og at det læner sig op ad den måde vi stigmatiserer forfattere af andet køn end mand. Hvor vi ikke per se siger at noget er underordnet noget andet, men i receptionen af det, omtalen og støtten, kan man ane omridset af denne rangorden. En repræsentant fra Gyldendal, som sidder i publikum, efterlyser forskning på området og spørger om vi (red. forlagene) bør lave kampagner, hvortil panelet nikker og igen refererer til USA, som virker til at være langt forud for vores tid. Der bliver bl.a. nævnt “We need diverse books” – en non-profit børnebogsorganisation, der stræber efter væsentlig forandring i forlagsbranchen, at producere og promovere litteratur der afspejler og respekterer alle unges liv. Det er en inkluderende sag og på forsiden af deres hjemmeside står der: “Imagine a world in which all children can see themselves in the pages of a book.” Hvem kan dog synes at dette skulle forringe litteraturens kvalitet? En anden meget relevant side – især for de magtpositionerede – er bloggen Reading While White, “White librarians organizing to confront racism in the field of children’s and young adult literature.
Når man kigger ud over publikum er det glædeligt at se, at vi er ok bredt repræsenteret. Vi hører en anekdote fra en somalsk pige, som forsøger at få sine yngre søskende at læse mere (yay, high five, seje kvinde!). I hendes forsøg på at få broderen til at læse, tænker hun på at give ham noget litteratur, som vækker genklang og pirker til læselysten, så hun tænker noget om Somalia eller somalske børn. Hun leder højt og lavt og til sidst finder hun en bog på biblioteket (dobbelt yay, brug af bibliotek) om en somalsk dreng, men ak, da hun kigger igennem den, er det en historie om en dreng der bliver sendt på opdragelsesrejse til hjemlandet, for dernæst at blive “reddet” fra sine omgivelser og puttet i pleje af de gode hvide… Alene denne oplevelse burde være et himmelråbende opråb til branchen om at komme i omdrejninger. Dette kan ikke være den oplevelse disse børn skal vokse op med.
Nour og Noras første dag i børnehave (billede fra Kickstarterkampagnen)
Og nogle dage senere blev jeg tipset om denne kickstarterkampagne: “Nour og Noras første dag i børnehave”, der tager afsæt i kulturmøder og etnicitet i børnehøjde. Jeg kunne hoppe op og ned i stolen af glæde. Variety is the spice of life, som udtrykket tager til. Hvis børn møder en monokultur, bliver deres verdenssyn præget hen imod en monoforestilling af virkeligheden. Og det kan have betydning for, hvem de vil lege med, hvem de tiltrækkes og lukker ind i deres univers. Dit barn kan altså allerede helt fra spæd begynde at udelukke mennesker baseret på hudfarve, seksualitet og kropsform, hvis du ikke gør noget for at behandle disse emner. I stedet for at tysse på barnet, når h”n højlydt råber i 5C, “hvorfor er damen brun; har hun ikke puttet solcreme på?” eller “han har en stooooooooooor mave!”, så tag det op, og tag det respektfuldt og oprigtigt op. Og det med oprigtigheden mener jeg så alvorligt som amen i kirken. For det kan være, at du selv ikke har været introduceret for “den Anden” i din opvækst og derfor ikke ved hvordan mødet skal forklares. Og med “den Anden” mener jeg ikke nødvendigvis en dame i burka – jeg kan huske første gang jeg så en rødhåret knægt. Dude, et chok! Men du kan møde verden med et åbent sind og sætte dig ind i hvordan andres liv former sig. Og her er det nemlig så smart, at en af de måder, du kan behandle jeres omverden på, er gennem litteratur. En samtale med en billedbog imellem barn og voksen er noget af det bedste i verden at forklare (og måske selv blive klogere) hvordan verden er/kan være skruet sammen.
Jeg kan kun anbefale at I støtter op om diversitet i børne- og ungdomsbøger i dansk udgivelse. Snak med din bibliotekar, efterlys en bog hos boghandleren, vælg bevidst og inklusivt og sørg for at dit barn får en bred palet af verden gennem højtlæsning, alenelæsning, dialogisk læsning, “jeg-orker-ikke-at-læse-mere”-læsning, I don’t care just read! Og måske også støtte at Nour og Nora bliver udgivet. Fordi den forsøger at fylde et behov i B&U-litteraturen – at ethvert barn har ret til at spejle sig selv i litteraturen og opdage den reneste læseglæde og alle fordelene ved at være læsende. Og fordi dit barn – hvad enten det er brunt, hvidt, rødt, gult, blåt eller grønt – lærer af sine omgivelser. Og hvis ens omgivelser kun består af én hudfarve, af en kultur, eller en seksualitet, så er chancerne for at dit barn kommer at udelukke andre mennesker baseret på disse markører des større. Tyg lige på den. Og støt så den gode sag.
Litteraturen i 2017 – Del 2
Læs eventuelt 1. del her.
Alright, som sagt i afslutningen af det tidligere indlæg, så var Offill ret heftig for mig at læse. Det samme kan man sige om den næste på listen, men på en helt anden måde.
Goodreads Reading Challenge 2017
The Vegetarian af Han Kang. Jeg forstår, hvorfor så mange er grebet af Vegetaren. Indgangen gør mig rasende og fængsler mig på en og samme tid.
Before my wife turned vegetarian, I’d always thought of her as completely unremarkable in every way. To be frank, the first time I met her I wasn’t even attracted to her. Middling height; bobbed hair neither long nor short; jaundiced, sickly-looking skin; somewhat prominent cheekbones; her timid, sallow aspect told med all I needed to know. As she came up to the table where I was waiting, I couldn’t help but notice her shoes – the plainest black shoes imaginable. And that walk of hers – neither fast nor slow, striding not mincing.
Så er tonen sat. Man kunne sige, at Vegetaren er objektificering af kvinden par excellence. Fortællingen skifter fra manden, til søsterens mand til søsteren, hvor vi kun får enkelte brudstykker af dialog fra centrumkarakteren, Yeong-hye, at høre. Efter et helt særligt voldsomt mareridt centreret omkring dyremishandling, beslutter Yeong-hye sig for at opgive kød og blive vegetar. Til stor forskrækkelse og skuffelse for alle omkring hende, distancerer hun sig, bliver mut, nægter at spise kød og gør op med den verdslige dagligdag, som alle omkring hende er vant til at hun bare eksisterer i og føler sig mest trygge med. Rollen som den gode hustru, den føjelige datter, den ikke-truende og uinteressante eksistens bliver sat på spidsen og udfordret, og hun gør ret kraftigt oprør. Når man rigtig kommer i gang med historien, finder man snart ud af, at Yeong-hyes oprør siger mere om de omkringværende karakterers personligheder og værdisæt end hvad de føler sig tilpas med at indse. Og at måden de hver især belyser hende giver ret godt indblik i karakterernes psyke og forfatteren udfolder dem smukt.
Beetle Queen af M. G. Leonard. Endnu en arbejdsbog – denne gang står kampen mellem de tre venner og den frygtelige billetøjdesigner Lucretia Cutter i Hollywood. Cutter har klædt alle de nominerede kvindelige skuespillere i de fineste billekjoler, men hvad er hendes intention? Darkus’ far er forsvundet og vennerne mener at han er taget til Lucretia Cutter; men med hvilket formål? Historien arbejder i hæsblæsende tempo frem imod en showdown foran kameraerne, hvor verden ser på imens Lucretia Cutter udfolder sin djævelske plan. Kan Darkus, onkel Max og vennerne redde billerne og verden denne gang? En fantastisk bog i trilogien og absolut en værdig læsning for dens yngre publikum.
An artist of the Fleeting World af Kazuo Ishiguro. Før hans bøger endte på bestsellerlisterne og var umulige at opdrive i bibliotekerne uden at stå i kø i 18 måneder, var jeg så heldig at læse Kazuo Ishiguros Kunstner i den flydende verden. Vi er i Japan efter 2. verdenskrig og det er blevet tid til at se fremad. Men fortiden sniger sig op imellem brædderne i kunstnerens hus, hvor han tilbringer dagene med døtre og barnebarnet. Den stoiske ro og ønsket om at let bygones be bygones viser sig at være svært for Ono, der må se fortiden i øjnene og anskue sine valg fra forskellige vinkler. Jeg har ikke stort kendskab til Japans rolle eller dagligdag under 2. verdenskrig, men historien udfolder sig smukt i Ishiguros trygge favn. Han skriver smukt og ustyltet og begreber som ære i japansk kulturarv og historie optager en væsentlig plads i progressionen.
The door af Magda Szabo. Et storslået værk, som jeg ikke vil skrive om her, da jeg har lavet et helt indlæg om det her.
Undis Brekke af Gunnhild Øyehaug. Norsk litteratur i sin fineste form. Åh, at skulle tilbage til sin hjemstavn og undervise selv om man er dødtræt af studerende. Alt er gået i stå; skriften, forholdet og livet – en snigende angst fylder mere og mere. Den flade eksistens, svigt og fortid som drøner på max volume, selv om man ikke er klar til at blive konfronteret med hvem man er blevet og hvad der er sket en. Hvordan man måler sig op imod andre, dømmer andre, føler sig dømt af andre, og slår tilbage med fuld, men impotent, styrke. Det lyder måske tungt, men Øyehaug skriver faktisk ret morsomt og Undis er befriende i sin whatdafuckism – hvordan fanden endte hun her? Sådan? What.da.fuck?
Dissident Gardens af Jonathan Lethem. Den store amerikanske. Jeg opgiver. Det var okay at læse, men jeg orker ikke flere 600+ sider om amerikaneres indsovsethed og opstyltede sprog. Det er bare så svært at sætte sig ind i karaktererne, når man føler at man har læst den samme person udfolde sig i alle andre amerikanske forfatteres bøger. Hård dom og hurtig glemt.
Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan. Denne valgte jeg efter at jeg havde læst et indlæg fra Frk. Borch anbefaler, som var blæst over ende og næsten ikke kunne få armene ned for at skrive anmeldelsen af de Vigans forfatterskab. Og da mit forhold til den franske forfatterstab var meget forbedret efter mødet med Sarrazin, mente jeg at det måtte være et godt valg. Jeg blev ikke skuffet. Det er storlitteratur og fantastisk spændende. Jeg ved ikke om jeg ikke havde bidt mærke i at det er en slags thriller med en autobiografisk tilgang, men det var kun godt, for havde jeg vidst det på forhånd ville jeg nok ikke have givet det en chance. Men de Vigan skriver virkelig godt, fængende, for at bruge en godt og grundigt fortærsket beskrivelse.
Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse af Frank Wedekind. Nope. Bare nope. Læst på en aften. Pressemeddelelsen lovede mig avantgarde og noget med køn, feminisme og kritik. Jeg ved ikke hvad jeg læste, men det nåede ikke op på de højder, jeg havde drømt om at den titel kunne bringe mig.
Oneiron af Laura Lindstedt. Denne til gengæld, uuuuuuh, hvis der er noget jeg er kommet til at elske, så er det de finske forfattere! Med Oksanen og efter hende kom Westö og så gik jeg tilbage til Oksanen og så blæste Lindstedt mig omkuld. Altså, det her er ikke inklusive hele min barndom som jeg tror må være fyldt med finske historier, uden at jeg vidste det – Mumi er selvfølgelig et givet. Jeg vil ikke sige noget om handlingen, for jeg mener helt ærligt, at du skal læse den uden mine (eller andres, stop lige der, don’t google that shit) tanker i dit hovede. Men man aner lidt finsk kultur og mentalitet blandet med den globaliserede verden. Kom tilbage når du er færdig, så laver vi en salon og inviterer Lindstedt til Danmark. Til min store rædsel var min nr. 1 anbefaler, Charlotte – hende, hvis anbefalinger til mig altid rammer plet – ikke helt overbevist, men hey, vi kan ikke vinde alle.
Det store stilehæfte / Beviset / Den tredje løgn af Agota Kristof. Jeg lånte Det store stilehæfte efter at have læst Magda Szabos The door, for nogle gange skinner der et helt særligt udtryk igennem hos forfattere af samme periode og nationalitet, som taler til mig og fascinerer mig. Som med de finske forfattere, er ungarske forfattere (eller er det de kvindelige forfattere?) højt på min to-read liste. De kan noget med den mørke, trodsige skrift som bærer vidne om hårde skæbner, umulige valg og ren eksistentialistisk guld for hjernecellerne. Selv om karaktererne virker tillukkede, næsten flade, i udtryk og tale, så siger deres handlinger så meget om os som mennesker. Og det belyser mennesket i grelt modlys; hvordan vi ikke kan gemme os bag glansbilleder og hvordan vores eksistens ikke altid er omgivet af lyserøde filtre. Det er godt at være lyserød, men vi må også ruste os i tanke og sind for hvem vi er i modgang og når vi udfordres. Og det kan blandt andre Szabo og Kristof, Øyehaug, Kang, Oksanen og Lindstedt.
Og sådan sluttede mit bogår. Så det handler ikke altid om at vinde i Goodreads challenge, men om at fylde sit hoved med god litteratur.
Litteraturen i 2017 – Del 1
Endnu et år – endnu en læseudfordring på Goodreads jeg dumpede. Men det handler selvfølgelig ikke om hvor meget man når at læse, det handler om hvad man tager med fra læsningen og den tid man tager sig med bogen. Så jeg er ikke så ked af at det blev til 20 bøger, for det var i særdeleshed litteratur som har sat sig – i hvert fald hovedparten af bøgerne. Så her er første del af min gennemgang af læseåret 2017.
Goodreads Reading Challenge 2017
2017 blev året hvor jeg endelig kom i gang med at læse igen efter to års latterlige læseår. Jeg mener what the actual laver jeg i 2015 og 2016, når jeg kun når at læse fem bøger pr. år? Og jeg var også bevidst om det, for det var lidt som om en del af mig – af min personlighed – manglede i hverdagen blandt barsel, dagpengestrid, tidsbegrænsede stillinger og alt, alt, alt for meget netflix! Skuden skulle vendes og det gjorde den i januar med en smuk bog om en falkoner, der talte til både hjerne og hjerte på én og samme tid. Og når det samtidig bliver anbefalet af min gode veninde, som altid rammer plet, når det kommer til anbefalinger, så var jeg ikke i tvivl, da jeg åbnede op på første side (metaforisk: Jeg læste den på en iPad). 2017 blev også året, hvor jeg, dels baseret på min pressede økomomi, dels fordi jeg elsker konceptet: 1) kom mere på biblioteket og 2) satte mere lid til e-bøgerne. Sidstnævnte for de er sgu smarte at have med i sengen, når læselampen i realiteten fungerer mere som en projektør end diskret lyskegle, og vækker alt og alle i huset så man bliver gryntet af som om man var i gang med at torturere sengepartneren via lys… Anywho, jeg kom væk fra emnet:
H is for Hawk af Helen Macdonald er en smuk bog om sorg og at bearbejde tab. Sproget er ligetil og fokuseret på detaljer ved falkoneri, så den grænser til en ikke-faglig fagbog (sorry, det sidste er en forfærdelig beskrivelse, men bær over med mig). Der er en filosofisk rød tråd om eksistens og væren gennem hele værket, og giver du dig selv tid til det, kan den sætte gang i nogle ret heftige tanker. Romanen tager sit udspring i Helen Macdonalds fars død, som efterlader hende i dyb, depressiv sorg. Som erfaren falkoner er det mest naturlige at vende sig mod arbejdet som så mange andre, men i stedet for at vende tilbage til de velkendte falke, kaster Helen sig over den flygtige rovfugl, duehøgen, i et forsøg at finde tilbage til faren og deres bånd. I denne omfattende sorg, som gør at hun lukker sig af fra andre mennesker, fordyber sig og fokuserer på duehøgen, forsøger hun at kaste al menneskelighed af sig, at blive en iagttager, og fordybe sig i fuglens væsen på et plan, der tilsidesætter det menneskelige, det emotionelle – i bund og grund forsøger ikke at være i sorgen.
I’d flown scores of hawks, and every step of their training was familiar to me. But while the steps were familiar, the person taking them was not. I was in ruins. Some deep part of me was trying to rebuild itself, and its model was right there on my fist. The hawk was everything I wanted to be: solitary, self-possessed, free from grief, and numb to the hurts of human life.
I had put myself in the hawk’s wild mind to tame her, and as the days passed in the darkened room my humanity was burning away.
Jeg slugte bogen på ingen tid og følte Macdonalds dybe sorg og hendes målrettede, snublende forsøg at komme ud på den anden side af sorgen for hvert skridt. Det er en dybt empatisk bog, som vækker genklang på mange planer, og man skal ikke være falkoner for at finde stor nydelse i de mange beskrivelser af den majestætiske duehøg. Jeg var så fascineret af denne verden, at det var oplagt at tage en tur til Ørnereservatet ved Skagen, da vi tog på familietur – og det var en oplevelse på så mange niveauer.
Planen af Morten Pape – Her skulle jeg sætte mig ind i et helt andet og meget menneskeligt univers, men stadig inden for det selvbiografiske spor. Vi kommer tæt på en dagligdag, jeg ikke kan påstå at have noget som helst kendskab til andet end på overfladen, men er blevet meget mere bevidst om efter de skiftende regeringers fokus på udlændingestramninger, øget social kontrol, reformer og generel assholery. Planen foregår i ghettoen, og er en skildring af en dreng-til-mands udvikling inden for samfundets dømmende rammer og kamp imod social arv. Det er en old school dannelsesroman med et moderne twist. Som sådan ikke særlig mange overraskelser givet genren, og litterært ikke en banebrydende fortælling. Men jeg er ikke desto mindre fanget og fascineret af historien grundet min absolutte uvidenhed om de indre funktioner i en ghetto og for familier på laveste rangstige i Danmark. Der er (maskulin) råhed for fuld skrue, mobning, multikultur og anti-kultur og er det det man søger i en fortælling, så vil jeg gerne anbefale denne bog.
Beetle Boy af M.G. Leonard – OK, full disclosure, dette er en arbejdsbog, i den forstand at jeg har oversat den til færøsk. Men ikke desto mindre er det en bog jeg også fandt underholdende og sjov at læse. Den er helt klart til et yngre publikum eller voksne som nyder at læse børnebøger på mellemniveau. Jeg forestiller mig, at den bliver en darling i skolen. Billedrengen (DK titel) er første del af en triologi om en moderløs dreng, Darkus, hvis far – forsker og leder på afdelingen for billesamlingen på det naturhistoriske museum – lige pludselig forsvinder under mystiske omstændigheder og uden spor. Darkus må flytte ind hos sin onkel, en verdensomrejst arkæolog med seriøse Indiana Jones vibes (hvis Indiana Jones var britisk), og møder i denne sammenhæng to nye venner – kække Virginia og nørdede Bertolt – i en ny skole, bliver mobbet af bøller og reddet af en kæmpestor bille med et kæmpe udstående horn. Darkus er opsat på at finde ud af hvad der er sket med faren, for han kan ikke bare være rejst. Og snart render han og vennerne sig ind i et spind af mystiske spor om genmanipulation, en splitterravende gal billedame og eventyr, som ethvert barn ville dø af misundelse for at få en flig af. Anbefales til skolebørn og ungdommelige sjæle. Og til en vis del til folk som er nysgerrige på biller, men hellere vil have info pakket ind i litteratur end opslagslingo.
Óendaliga Vera af Marjun Syderbø Kjelnæs – Dette var et af årets bedste læsninger. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg sad og kæmpede med tårerne hen imod afslutningen. Havde det ikke været fordi jeg sad i en flyver på vej hjem fra en studietur i Budapest omgivet af 10. klasse elever, så havde jeg givet fuldt los og ladet de små, våde sataner flyde. Jeg måtte pænt vente, ånde dybt ind og lade oplevelsen synke. Vera (finurlig detalje fra overskriften – henviser både til væsen, at være og navnet på hovedkarakteren) sidder på alderdomshjem (eller sygehus?) i livets sidste strækning, ude af stand til at tale, men med mere tyngde bag de tænkte ord end hvad fleste talende mønstrer. leon er en tro besøger, Veras eneste kontakt til den fysiske omverden foruden plejepersonalet. Vi følger Vera op gennem hendes sorg- og passionsfyldte liv, og parallelt med dette følger vi leon, som står ved en skillevej, en slags midtvejskrise. De personer Kjelnæs introducerer i løbet af fortællingen, som har (haft) betydning for Vera, får akkurat så meget plads og fokus i romanen, at de fremstår klare; og med dem får vi indblik i Veras liv (og leons). Fortællingen spiller på hjertestrengene, og sproget fanger en empati, som skinner igennem fra forfatter over karaktererne i bogen til læseren. Jeg kan ikke anbefale denne bog nok til folk, som er i stand til at læse færøsk – det er en absolut must read. Og danske læsere kan være heldige i at Forlaget Torgard udgiver romanen på dansk, forventeligt inden sommer 2018. Jeg håber så meget for denne bog (og potentielle læsere) at den kommer længere ud i verden.
Stoner af John Williams – så var vi ved den amerikanske portion af litteraturhistorien. Kunne ikke andet end at fnise umodent, da jeg første gang så titlen, for jeg kan ikke være den eneste, der ser et langhåret, sandaliklædt nirvanavrag med en bong på en sofa for mit indre… eller? #momjoke aside, det er i hvert fald ikke det romanen handler om. Som så mange andre 300+ siders amerikanske romaner, så sigter denne efter titlen som the Great American Novel – eller, akademisk roman, som jeg lige har lært (fordi den handler om en underviser på et uni? I dunno, men det er åbenbart en genredefinition nu…) – delvis udviklingsroman, delvis udskejelser udi filosofiske betragtninger, delvis stik til den etablerede samfundsstruktur mod den utilpassede, den rugged (mands)person som forsøger at klatre op rangstigen og hans store forkærlighed for litteraturen. William Stoner er af landmandsfamilie og det ligger ikke umiddelbart i kortene at han skal være noget andet end en forlængelse af den stolte landbrugstradition. Akademia tiltaler ham dog så meget at han søger om og får tildelt en plads ved landbrugsfakultetet på et universitet. Meningen er, at han skal erhverve viden om landbrug for at sikre familiens gård ind i det nye århundrede, men her finder han ud af, at landbrug ikke tiltaler ham nær så meget som litteraturens kringlede verden. So far so good, og her føler jeg lidt et stik af genkendelse – ikke at jeg var presset til at overtage gården (ja, jeg er landmandsdatter), men det er alligevel en 300+ års (maskulin) familietradition jeg vendte ryggen til fordel for storby og litteratur, så ja. Stoner føler sig dog ikke veltilpas i elfenbenstårnet qua hans anderledes baggrund, økonomiske status og livsperspektiv. Og efter en fejde med en konkurrerende underviser, bliver grænserne trukket op og venner er måske ikke så tro, som man kunne ønske sig. Blandet ind i fortællingen om det akademiske miljø, kommer vi ind i historiens vingesus med en oversøisk krig, som sætter de patriotiske over for de mindre patriotiske, et mærkeligt ægteskab jeg ikke kan greje og finder mig selv at root for the other side, affære(r?) med kvinden som forstod han på planer hans kone ikke gør (please!). Jeg er sikker på, at der er mange som ville finde denne roman absolut fascinerende, både hvad angår personudviklingen og det akademiske miljø, men andet end plotlinjen, er ikke meget hængt ved hos mig, som jeg ikke allerede har læst i andre udviklingsromaner.
Astragal af Albertine Sarrazin er indbegrebet af franskhed i min stereotype verden. Insinuerende flirt, passion, fyldte læber, sexet vold (what?), oo-la-la, voulez vous og pø a pø. Jeg har et utrolig anstrengt forhold til fransk(mænd), som mange i min omgangskreds har erfaret et par gange, bundet i en (freudiansk?) barndomsoplevelse i Paris koblet til min ikke-undskyldende semi-vanillalivsstil uden nogen intention om at ændre mit syn på dem. Sorry, you guys, men I kan sagtens leve uden min billigelse, nay, det er min påstand at de lever AF min misbilligelse. (SIDESPOR) Hvad der kunne lyde som om jeg hadede romanen er et kneb, en finte, for jeg absolut elskede hvert ord, hver sætning og hver side af denne bog. For mig ukendt og valgt alene fordi Patti Smith står for forordet, så sneg denne roman sig ind under huden og efterlod et varigt indtryk. Smukt sprog (jeg må gå ud fra at det var smukt på fransk, og oversætteren har gjort et kanonflot arbejde, kudos). Anne flygter fra et kvindefængsel og brækker forfodsknoglen (astragalen) i forsøget. Hun bliver samlet op af en forbikørende mand, Julien, som bliver hendes elsker, og som gemmer hende væk fra autoriteterne i familiens hjem. Romanen er et langt og passioneret road trip gennem Frankrigs småbyer op til glitrende Paris og langs vejen og i storbyen kommer læseren ind på livet af Anne, en barsk kvinde med en dyster grundindstilling, som lever efter mottoet at intet her i livet er givet eller kommer uden aktiv handling, men det oplevede skal sandelig opleves på godt og ondt. Det blev til tider lidt for meget for denne kølige nordbo, men samtidig nød jeg at udfordre hvorfor visse aspekter af denne type kvinde/livsstil gør mig semi ilde til mode. Hvis man er til Patti Smith’s Just Kids, moderne franske romaner, stærke kvindelige forfattere, cigaretrygende femme fatales, sårbarhed pakket ind i råhed, ja hele spektret af fransk stereotypi, så er man solgt til denne bog.
Og sådan blev det af Maren Uthaug – Jeg “mødte” prisvindende forfatter bag striben Ting, jeg gjorde, som har grebet hele Politiken-segmentet og videre by the balls, ved et tilfælde på mit lokale biblioteks reol. Når jeg kommer på biblioteket, lader jeg ofte tilfældighederne råde (inden for rimelighedens grænser) og ofte ender der nogle ret overraskende titler i mit skød. Mit yndlingssted på biblioteket (det er et ret skrabet bibliotek, mind you, intet som Gentofte Hovedbibliotek, som jeg ville have sex med, hvis jeg var til den slags) er den lille roterende 14-dages lån reol, for her får jeg muligheden for at møde nye, ukendte forfattere samt utrolig eftertragtede titler. I Uthaugs tilfælde tror jeg næsten, at det var en kombination af hendes efternavn og min forkærlighed for stædige midt-i-luften titler, der tiltrak mig. Siden er jeg kommet at kende hendes finurlige striber om hverdagen, og har fulgt hende på Instagram, hvor hun pt er gået i gang med del to af fortælling om Johan og Aagot. Og jeg kan på det allervarmeste anbefale, at du tager et smut forbi, hvis du ikke allerede er hooked på #teamagot. Og sådan blev det er Uthaugs debutroman; en fortælling om Knut, der tager op til Nordnorge og forelsker sig i samekvinden Rhitta, med hvem han får datteren Risten. Knut er ikke den mormorens kop the, langt fra, men til gengæld er der masser af hengivenhed til barnebarnet, som i tryghed og symbiose med den traditionelle bedstemor, tegner og får fortalt historier om fordums sagaer. Det er en historie om stærke rødder og nye tider, og der er råt for usødede karakterbeskrivelser blandet med en vis trang til humor fra forfatterens side. Da Knut falder for danske Grethe, forlanger Rhitta at han tager Risten med til Danmark, da hun frygter at Risten er i fare for at blive kidnappet af søsteren, som er forsvundet/forvist op i fjeldene. Hvad Risten i begyndelsen tror er en sommerferietur til Danmark, viser sig at blive et længere ophold, et ophørt forhold til moren, og en opvækst i parcelhusdanmark med en stedmor som huser bådflygtninge i kælderen, en bleeding-heart figur, der dog ikke er så altruistisk, at hun ikke er bleg for at mistænke tidligere nævnte for at stjæle fra sig. Kan varmt anbefales alle kølige nordboer, som ved at der gemmer sig mere blandt linjerne end først opfanget og elsker litteratur, der anerkender den dybde.
På Bornholm må man græde overalt af Martha Flyvholm Tode – endnu en debut, endnu et 14-dages lån på biblioteket. Valgt ene og alene fordi det er en god titel og den gav associationer til familie på Bornholm (ikke at de står og flæber i Hammershus eller ned i sildekarret, det var mere Bornholmdelen, jøsses). Men så lidt skal der åbenbart til for at jeg udvælger en bog. Jeg troede i første omgang, at det var lyrik, før jeg åbnede op på første side (… indrømmede litteraten, der forsøger at være bare en lille smule professionel), men her er vi ude i noget så smart som en kortroman. Ikke en novelle, ikke en roman = kortroman. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker den – der var noget med sorg (duh), så meget kan jeg huske. Men i stedet for at google mig frem til handlingen, må dette faktum bevidne, at fortællingen ikke fæstnede sig. Måske læste jeg den for hurtigt, måske ville det gavne at genlæse den, måske var jeg ikke i det rigtige humør. Jeg ved ikke. Jeg ved bare, at jeg kan hverken anbefale eller fraråde en læsning.
De urolige af Linn Ullmann – Jeg var ret ung første gang jeg læste noget af Ullmann, og det gjorde så heftigt indtryk på mig, at jeg valgte at skrive en længere opgave i gymnasiet om Før du sover (hermed anbefalet) og den står tåget, men samtidig klart, som en af hjørnestenene for min lyst at gå litteraturens veje. Vi er ude i noget helt andet (og dog) i De urolige. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016, men kunne dog ikke slå svenske Katarina Frostensons digtsamling, Sånger och formler, af pinden. Forfattere fra Norge har en god plads i mit hjerte, men det er først i år (2018) at jeg er blevet rigtig bevidst om det. Der er noget ved skriften, ved det underspillede og rå sprog, som på samme tid er så sprængfyldt med usagte følelser og sårbar fejlbarhed, der gør at karaktererne i norsk litteratur fremstår som dybt empatiske og giver mig håb om at menneskeheden ikke er tabt. Warts and all. De urolige er en tidstypisk roman – den selvbiografiske roman – i mamma, pappa, barn stil. Giver det mening? Nej, vel? Ok, vi prøver igen. Baseret i dokumenteret materiale, båndoptagelser lavet med faren og fragmenter fra hukommelsen, opbygger Linn en familiehistorie om hendes barndom med stor overvægt på en fraværende (karriere)mor og en karismatisk (fraværende) far, der fremtræder som en overstrålende kraft, om hvilken alle andre (forventes at) cirkulerer. Det er farens idé, at de to skal lave et erindringsværk sammen, men på det tidspunkt er han allerede stærkt ældet, og det falder på Linn at afslutte det. Progressionen er ikke nøglen i denne roman – det cirkulære er; erindringen, (gen)bearbejdningen af følelserne bag forhold, familie og kærlighed. For selv om der er stærke ambivalente følelser på spil, så er den ikke blottet for kærlighed, tværtimod. Anbefales til alle Bergmann-fans og -hadere, dem der søger poesi i erindringen, familiebåndsaficionadoer, eksistentialister og (wannabe)kølige nordboer.
Afd. for grublerier af Jenny Offill – Åh, min fornavnesøster, denne her var svær at læse. Både fordi jeg var lidt presset på den personlige front, da jeg læste den, og fordi den krævede så meget af mig; et overskud, et intellekt og tid jeg ikke besad. Den handler kort sagt om et ægteskab fra romance til krise og børn blandet ind i cocktailen, men mere af alt handler den om en person – en identiet – i krise. Ægteskabet bliver en ramme, hvori krisen får frit løb. Jeg tror delvis at den var hård at læse, fordi jeg følte at hovedkarakterens position talte lidt for direkte til min egen livskrise, eller rettere sagt, fordi jeg lagde min egen livskrise ind i hovedpersonens tanker, handlinger og fortælling. Det farvede læsningen og forstærkede min egen uvilje mod at sætte ord på en masse grublerier, jeg selv gik med. Og af selvsamme årsag mener jeg ikke, at jeg yder den retfærdighed, hvis ikke jeg giver mig selv muligheden for at genlæse den og lave en komparativ anmeldelse af den. Der er derfor intet punktum ved denne gennemgang, ingen krølle på halen.
Men kom tilbage senere og få et skud litteraturoplevelse i del 2, hvor jeg dykker ned i anden halvdel af læseåret 2017. Der er både meh- og OH.MY.GOD.-oplevelser og glæde, så meget glæde ved litteraturen
Og hvis du vil se hvad jeg læser i 2018, skal du være så velkommen at følge mig på Goodreads
Magda Szabó – Az ajtó
Tre dage. Så kort tid tog det mig at sluge 262 sider af ungarske Magda Szabós semi-autobiografiske og helt igennem fantastiske roman i et sommerhus på Vestsjælland.
Var det for ti år siden, ville det ikke have overrasket mig, men i dag, hvor mine dage konstant bliver afbrudt af: “Mamma, mamma, du skal komme her!” eller “Mamma, mamma, hvor er du?” eller ‘øh, shit, hvor er Fittibolli? Er han taget ALENE NED PÅ STRANDEN! LØØØØØØØØØØØØØB!!!’ (And the most distracted mom award goes to…). Eller hvad med den klassiske klokken-barnet-sover-endelig-skraber ZZZZZZZZzzzzZZZZ…?
Så er tre dage en guldmedalje i litteraturolympiaden.
Az ajtó, eller The Door – for lad os bare cut the bullshit! Jeg har ikke læst den på ungarsk, så jeg kravler lige ned fra min piedestal – er så meget en læsning værd. Og den sætter alt på spidsen allerede fra indgangskapitlet:
I seldom dream. When I do, I wake with a start, bathed in sweat. Then I lie back, waiting for my frantic heart to slow, and reflect on the overwhelming power of night’s spell. As a child and young woman, I had no dreams, either good or bad, but in old age I am confronted repeatedly with horrors from my past, all the more dismaying because compressed and compacted, and more terrible than anything I have lived through. […] Once, just once in my life, not in the cerebral anaemia of sleep but in reality, a door did stand before me. That door opened. It was opened by someone who defended her solitude and impotent misery so fiercely that she would have kept that door shut through a flaming roof crackled over her head. I alone had the power to make her open that lock. In turning the key she put more trust in me than she ever did in God, and in that fateful moment I believed I was godlike – all-wise, judicious, benevolent and rational. We were both wrong: she who put her faith in me, and I who thought too well of myself. […] The fact that I was trying to save her rather than destroy her changes nothing.
Romanen fortælles ud fra en ung kvindelig forfatters* synsvinkel, hvis karriere pludselig får fart på efter lang tids politisk eksklusion, og hendes forhold til husholdersken Emerence, som allernådigst har taget forfatteren og hendes mand under opsyn og vejledning udi livet. Og hvor fortælleren er hovedaksen hvorfra alle fortællinger udspringer, så er hun ikke den mest interessante karakter i romanen. Hendes handlinger, fortællinger og indblik er sekundær til Emerence. Denne husholderske har en stålsat karakter, formet af hårde vilkår og ikke uden sympatiske træk omend den strikse og til tider lidt overdrevne træn-dine-omgivelser-som-en-modvillig-hund teknikker frustrerer både mig som læser, men sandelig også forfatteren, som i sin unge alder og naive sind forsøger alle slags indfaldsvinkler at få Emerence til at kunne lide sig.
Emerence, som allerede er oppe i årene, da vi først hører om hende, er en hård arbejder, en no-bullshit kvinde, der ikke engang har en seng, for hvis hun skal lægge sig ned, så bliver hun ‘svimmel’. Alle i nabolaget respekterer hende og flere frygter hende i en vis grad: “Emerence was a caretaker, someone with a bit of authority; […] if she didn’t warm up to us, no amount of money would induce her to accept the job.” Da fortælleren (forfatteren) leder efter hjælp, er det ikke Emerence som bliver interviewet til stillingen. Snarere er det Emerence, som vælger at tage forfatteren og hendes mand under sin vinge, og det sker i en slags formel optagelsesceremoni både for at understrege at hun ikke påtager sig arbejde for hvem som helst og det handler i høj grad om hvem der har magten i forholdet.
Emerence regerer over sit kongerige med lige dele udskamning og næstekærlighed. Der er en måde at gøre det på og det er Emerences måde.Til de syge kommer hun med suppe og sidder hos dødeligt syge uanset stand. De slette – dem hun anser for at være slette – revser hun med hårde ord og fryser dem ude indtil de kommer krybende tilbage.
Emerence er ikke en kend-din-plads type. Hun harcelerer over Gud, som ingen plads har i hendes hjerte og gør det til stor frustration for den troende forfatter, som begynder at tage lange omveje til kirke for at undgå Emerences kritiske øje og dertilhørende verbal udskamning. Den unge forfatter er gentagne gange åbenbart frustreret af denne person, som udvikler sig i flere spor til en striks mor, ven, hjælper og et moralsk kompas, hvor livet former sig gennem årtier af litterær modgang, personlige forhold og succes i karrieren. Det er klart at de to – omend de begge er kommet fra samme egn – opholder sig i forskellige verdener og hvor de to mødes, sker der sammenstød, misforståelser, og i sidste ende uoprettelig skade.
Det afgørende fokuspunkt i historien – døren – og det stykke information indgangskapitlet lægger op til og pirker ved vores nysgerrighed, er Emerences meget bestemte afvisning af alle mennesker, som forsøger at komme ind på livet af hende. Den eneste, som har fået lov at komme inden om døren til det allerhelligste – hendes lejlighed – er den gamle militærmand i den gade, hvor al fortælling udspiller sig. Og dette kun én enkelt gang for langt tid siden, fordi myndighederne er nødsaget til at undersøge en række mistænkelige dødsfald blandt en nabos transportduer – en strid, der strækker sig langt ind i bogen med insinuationer, som yderligere grumser al “viden” om Emerence. For én ting står lysende klart – mennesker får ikke Emerences kærlighed i form af søde ord og tilkendegivelser. Men dyr, det er en anden sag. Emerence kaster al sin kærlighed på en lille udstødt hund, som hun påtvinger forfatteren og hendes mand, kun for derefter at gøre det meget klart for dyret, at Emerence er dens relle hersker i den lille flok. Igen til stor frustration for forfatteren, som ikke kan få hunden at adlyde – hunden, hverken hun eller manden ville have – hvis Emerence har sagt andet. Det er komisk, tragisk og enerverende på en og samme tid. Men når det er sagt, så er det svært ikke at se, at Emerence nærer stor kærlighed for forfatteren. Udsagnet, she grows on you, er meget passende her. Forfatteren misforstår – forståeligt nok – konstant Emerences forsøg på at gøre godt, og det gør det også så pinefuldt at læse. For de cirkler om hinanden, viser stor omsorg for hinanden og deres omgivelser, men fordi de er så forskellige, så rammer de lige så ofte ved siden af. Alt imens forfatterens og Emernces forhold udvikler sig, får vi også små indblik i Ungarns politiske landskab og ikke mindst litteraturens position i et svært polariseret miljø. Og her ser vi endnu et eksempel på Emerences studse hengivenhed. Da det litterære parnas skyr forfatteren og hendes litterære udtryk, sørger Emerence for at alle i gaden ved, at de skal stille op for forfatteren og vise deres støtte. Til trods for at hun ikke er en belæst person – den slags intetsigende fritidsaktivitet har hun ikke tid til – og at hun ingen respekt har for en person, hvis arbejde ikke handler om fysisk udfoldelse, så gør hun det meget klart, at hun er forfatterens største forsvarer. Hun er som en løvinde, der beskytter sit kuld, og hun gør det med stor ihærdighed.
Magda Szabó – og i forlængelse af hende oversætteren Len Rix – skriver sublimt og indlevende. Jeg havde så svært ved at rive mig fra bogen og fandt mange undskyldninger for at snige mig væk fra solbadningen ved Jammerland bugten bare for at læse et par sider eller bare et par sætninger. Jeg måtte høre mere, læse mere, forstå mere af denne forbindelse forfatteren havde til Emerence, vide mere om Emerence, som alle andre, der cirklede omkring den gamle dame, ville jeg også snage i hendes mest intime helligdom bag den skide dør, hun aldrig åbnede for nogen på nær én.
Det er ikke kun dele af Emerences tilgang til andre mennesker, der frustrerer mig, og derved også gør denne fortælling så indlevende. Det er også forfatteren/fortælleren, som er så opsat på at alle skal kunne lide hende. Hun gentager flere gange, at hun er en social og sympatisk person, men af og til krakelerer udsagnet og især sammen med Emerence, som gør det meget klart for forfatteren, at hun ikke er sat på jorden for at behage andre. Forfatteren bliver konfronteret med denne pæne pige i sig, som fluktuerer mellem selvoptaget godhed, manglende indsigt i egne adfærdsmønstre og reel omsorg for Emerence. Og det er også gennem denne linse vi tvinges at se og høre om Emerence. Ikke på noget punkt i historien får vi direkte indblik i Emerences tankemønster. I stedet må vi klare os med forfatterens udlægninger og de gange Emerence ytrer sig – ellere rettere sagt presses op i et hjørne af den kære forfatter – hvorefter hun uddeler sublime verbale smæk, som ikke mangler noget i grandios enetale og som i sig selv er værd en læsning. Men dette er også med til at gøre historien værd at læse – for hvem vil du tro på? Hvordan afkoder du Emerences væremåde og handlinger? Og hvad mener du om forfatteren? Så meget ligger åbent til fortolkning om det var Szabós hensigt eller ej.
Jeg kan ikke sige, at jeg bliver efterladt med fuld forståelse for hverken fortæller eller Emerence eller får en grand finale og happy end. Og som den sande tragedie fortællingen er, er det heller ikke meningen. Men jeg kan sige, at jeg nød at se livet fra Emerences (mærkelige) logik og morale omend det var gennem fortælleren. Jeg følte sympati for fortælleren, som gang på gang misforstår Emerence og gang på gang modtager skældud for derefter at undskylde – uanset om der er tale om reel skyld eller forestilt ud fra Emerences synspunkt – og krybe til korset. Til tider også nyde at arbejderen og kvinden udviser så stor autoritet i et lettere betændt miljø, hvor man ikke skal træde meget ved siden af før man straffes. Og jeg gik ned ad mindernes gade til mine egne store maternalistiske helte, som virker irettesættende strenge og absolut ikke er sat på jorden for at behage andre, men som til gengæld har et hjerte af guld og hvis løvindekamp har været til gavn for mange naive og søgende sjæle. Omend de – som alle os andre – også snubler fra tid til anden.
Et sidste citat, som symbol på denne jernlady (ikke at forveksle med Thatcher) og den måde forfatteren lægger scenen for os og inviterer os at betragte Emerence og gøre os mange, mange tanker om hvad der gemmer sig bag:
“The old woman worked like a robot. She lifted unliftable furniture without the slightest regard for herself. There was something superhuman, almost alarming, in her physical strenght and her capacity for work, all the more so because in fact she had no need to take so much on. Emerence obviously revelled in her work. She loved it. When she found herself with free time, she had no idea where to begin. Whatever she took on, she did to perfection, moving around the apartment in almost total silence – not because she was over-familiar or snooping; she simply avoided unnecessary conversation. “
* Al omtale af forfatteren herefter skal forstås som karakteren i bogen, ikke Magda Szabó selv.
