Det her bliver mit korteste indlæg nogensinde. Men det er lige gået op for mig at der kun er en uge tilbage af min barsel Det var meningen at jeg ville lave et indlæg, når der var en måned tilbage, en slags “huh hej, hvor går det dog hurtigt, hva’?” indlæg. Men shit altså! Hvad skete der lige for tiden, mand?
Vanen tro, når slige omstændigheder sniger sig ind på mig, har jeg sat effektivitets-, skema- og listemagerhatten på for alle pengene. Kylet babyen i swayen og sendt e-mails ud til Per og Poul, undersøgt min situation vis a vis freelancerforhold inden for a-kassesystemet (not happening), lavet beregninger, dobbelttjekket med aftaler fra fordums tid og håbe på at de stadig er gældende, og ikke mindst gå i panik over at min og Fittibollis© hverdag og dynamik kommer at ændre sig ret meget. Bortset fra et par timer ude om aftenen i ny og næ eller et hurtigt spurt ned til bageren, så har vi to været sammen 24/7. Nu skal jeg lige pludselig vænne mig til at ph.d.en bliver den primære omsorgsgiver – omend det i starten bliver med så meget fleksibilitet at jeg kan hive en dag ud af kalenderen, hvis det behager mig; få ondt i røven over det.
Jeg er glad for at vi har valgt at dele barslen næsten 50/50 og støtter 100% op om de helt essentielle bånd ph.d.en og Fittibolli© kommer at danne uden at jeg kigger dem over skulderen. Så der er intet i klemme der – jeg glæder mig at se hvordan ph.d.en løser hverdagens udfordringer (læs: I bedste Rush Hour-baby stil – se nedenfor video), men samtidig vil jeg også være med! Fittibolli© kan så meget nu og arbejder på højtryk for at få alle brikker på plads til lidt kravleri; det er lidt surt ikke at være der at høste frugterne af ens hårde arbejde. Det er sgu mig der har ligget på gulvet i flere timer og opmuntret, afledt og bestukket den unge at gide at ligge der i første omgang.
Når det så er sagt, så er jeg alligevel så klar at komme ud og lave noget andet end bleskift og helikopterture. Men jeg kunne ikke andet end at fælde en dum sentimental tåre, da jeg overrasket kiggede op fra computeren over på ph.d.en og sagde: “Der er kun en uge tilbage af min barsel…”
På ethvert givet tidspunkt, når jeg står for den store opgave at gå tur med Fittibolla©, bliver der lagt en slagplan for turen, der tager højde for alt pånær en tsunamitrussel – selvom… Danmark er ret fladt, skørere ting er sket.
Med det in mente vil jeg gerne præsentere den typiske (for mig) udflugtstaske i billede og tekst:
1: Pusleunderlag syet af min kære ph.d.’er, som er et omvandrende geni inden for alting. Han fikser børnecykler, lamper, syr pusleunderlag og sengerande, ahmen altså, der er ikke den ting han ikke kan.
2+3+4+5+6: Med flaskebørn er pusletasken din omvandrende pat. Pas godt på den, glem ikke én eneste ting, fordi så kan du lige så godt traske hjemad igen. Termokande med 38,5 grader varmt vand, flaske med låg, sut med låg og bund (god forbid at der skulle komme smuds på, uha uha), MME i pulver og flydende. Men Jenny? Hvorfor både pulver og flydende? Det skal jeg sige dig: Fordi jeg er den type taskepakker som tager alting OG køkkenvasken med. Spørg bare Tuelil og hun vil berette om vores berygtede tur til Irland.
7+8: Legetøj. Sansebold og bidering. You heard me – det er en fiskebidering i træ. Hvis nu han skulle blive træt af bolden. Hvorfor jeg har legetøj med til en tur med barnevognen/viklen, hænger igen sammen med førnævnte køkkenvask.
9: Paraply. Det regner ca. 5% af tiden når vi er udenfor, men den ene gang jeg glemmer den, åbner himlen sig og dumper halvdelen af sæsonens nedbør i et rap, det er jeg sikker på. No dice!
10: Som Liza siger: “Money makes the world go around” – aldrig mere sandt end når man er på barsel og ikke når at spise eller drikke før Fittibolli© gaber, og det så bare handler om at smide alt hvad man har i hænderne og tour de francer den til barnevognen at lægge ham før han forvandles til psykobaby 2.0.
11: Læbepomade – til alle de gange man ikke ved hvad man skal lave mens babyen sover og man allerede har gennemtrawlet Facebook, Instagram, Snapchat og nyhedssiderne for 4. gang. Så kan man altid tage sig god tid at pleje sine læber. Stå i Nørrebroparken ved siden af hjertetræet og smøre det paraben/parfume/farvefrie fedt på læberne som om det var en Dolce&Gabbana Deep Fuchsia Classic Cream Lipstick i forårssæsonen. Rigtig Marilyn Monroe langsomt (hvad fanden har man ellers af sjov i gaden?)
12: Noget så u-Marilyn som snotklude. Til gylp, når man ikke havde pakket stofbleen. Til kaffe på ens trøje, bukser, halstørklæde og hænder. Til desperat at fange mascaraens flugt ned ad kinderne, fordi man havde glemt paraplyen. Ja, i bund og grund lever jeg efter målsætningen: Hvis du har snotklud, er du ok.
13: Gajol. Der er ikke altid tid at børste tænder (se nr. 10). Ja, sådan er det bare. Men derfor skal min bestie ikke belemres med min sure-sokker udånding, når hun river en time ud af kalenderen for at tage en kaffe i Nørrebroparken. Sidespring: Jeg må bevæge mig ud af min sikkerhedszone – kan allerede mærke at hyppigheden hvormed jeg namedropper NBP ikke er godt for plotlinjen… Eller min coolness-factor (hvis jeg har sådan en).
14: Vanter til Fittibolla©. Ikke at han nogensinde får dem på. De ligger sgu meget godt i tasken og hygger sig til næste gang.
15: Rejsekort. Man ved aldrig om man får lyst til at prøve noget andet end Nørrebroparken, vel?
16: Babyalarm. Som man parrer med telefonen. Som så ligger og vibrerer som en defekt dildo hele vejen igennem min quiet time på café med min bestie hver gang en fugl flyver forbi vognen. Eller en scooter kører forbi. F(%€# scootere i denne bydel!!!!
Og det, ladies und gentlemen, var så min præ-udrejse taskegennemgang.
Efter udflugten ser den nogenlunde sådan ud:
17: Regnponcho. Fordi paraplyen er ubrugelig, hvis der er sidevind. Køkkenvasken, people!
18: Stjernestrimler. Det er snart jul, som betyder at jeg igen i år skal bande og svovle over de tingester indtil forsøg nr. 43, en halt og forkølet stjerne med manglende takker, som jeg vogter som Den Ene Ring.
19+20+22: En harmløs tur til apoteket at se om de har vandtæt plaster resulterer i shop-amok. Sut til flasken, monstrøst dyre d-dråber som lige pludselig koster 40 kr. mindre end de plejer. Så køber man da to. Goddamn Fittibolli© er high-maintenance! “Nå, du kan ikke TÅLE almindelige d-dråber til en tyver fra Føtex? Nå, så man skal have særproduktet der indeholder 250 mio. mælkesyrebakterier fra 2 stammer og d-vitamin der samtidig koster 1000% mere?” Jaja, tudekiks til mig. Og en vintercreme. Lidt skal Penciltwisteren have ud af besværlighederne.
21. Legetøj. En hånddukke. Hvis Fittibolli© bliver træt af bideringen og bolden.
23. Og så gik turen til biblioteket at låne kreabog i julens tegn. Hey yey, papirstjerner og juleflet.
24. Lys i 100% stearin lyder så luxus. Og det er i den ende af skalen vi er på dette tidspunkt, så de skulle også med hjem.
Hvad har du i tasken? Og hvor meget af det bruger du i løbet af dagen?
Mit planlagte indlæg skulle summe af overskud fordi mor og Fittibolli havde været til halvanden times yoga med andre overskudsmødre og -babyer, og nu casually slængte os på sofaen, sønnike kurrende med en bold, mig med den bærbare.
Men jeg må sgu ændre undertitlen til: Om at have meldt sig til mor og baby yoga, for siden at misse hidtil to ud af de i alt seks gange, fordi babys formiddagslur strækker sig så forbasket lækkert lige smack midt ind i rejsetid og udøvelse af yogapositioner i said Shala på Østerbro, og jeg ikke nænner at vække ham, fordi han var lidt grumpy i morges, spiste ikke så meget og jeg ikke giiiiiiider at have exorcist baby på hænderne resten af dagen. Prioriteringer mand!
Jeg gik til graviditetsyoga samme sted – Yogamudra på Østerbro med skønne, rolige Bodil, som hilste med et smil hver gang jeg trådte ind – og det var så lækkert. Runde maver overalt, rolige stemmer, åndedrætsøvelser og forventningsglæde. Og så de vigtige, nay livsnødvendige, knibeøvelser.
Hvordan klarer andre mennesker det? Skal man bare lade være med at melde sig til noget, gå barnevognstur nr. 6.000 i Nørrebroparken, smile plastisk til pusherne ved nummer fire træ fra Stefansgadeindgangen og tænke at næste gang når vi det og det bliver godt, eller er nøglen bare at melde sig til AAAAAAALT og så komme til 15% af begivenhederne? Sidstnævnte løsning virker mig en smule dyrt i det lange løb. Men det forklarer måske hvorfor de gode økonomer som holder styr på os allesammen siger, at børn koster ca. 800.000 kr. i løbet af deres første 18 år her på jorden.
Jeg ved i hvert fald hvad en del af løsningen er: Slap af, kvinde, vær ikke så skal-nå-ditten-skal-nå-datten, livet er ikke et skema (eller en liste). Livet må sgu godt være messy, ungen skrige ind i hovedet på den sure dame i 5A’eren, huen sidde skævt og barnevognen danse polka på sit frimærke, som altid er okkuperet af velfungerende voksne mennesker, som bare ikke gider at “flytte jer længere bag i bussen”!!! Drama queen’en i mig flipper ud: Verden er i gang derude og I har ikke mig med, hvordan skal I klare jer, I dør, I ignoranter? Og så er det heller ikke så forfærdeligt – jeg elsker tårnlivet; at ligge i sofaen og læse bøger, surfe nyhedskanalerne, voldfortære serier på HBO og Netflix og spise mælkesnitter… og marabou daim… og lakridsovertrukne chokoladekugler… og salte nødder. Og jeg sørger altid for, at vi kommer ud og får lidt frisk luft og sparsomme solstråler, så Fittibolli ikke arver mors Count Dracula-lignende teint – men der bliver ikke kigget på klokken længere, vi når det når vi når det. Nogle gange ville det dog være rart at have et eller andet som var ufravigeligt fastlagt, noget, hvor selv en mors dårlige skemalægning og babys temperament skulle vige, come hell or high water. Som yoga hver mandag mellem 12 og 13:45.
(Opdatering: Vi nåede aldrig mere end til den éne time og det er ok.)