Det her bliver mit korteste indlæg nogensinde. Men det er lige gået op for mig at der kun er en uge tilbage af min barsel Det var meningen at jeg ville lave et indlæg, når der var en måned tilbage, en slags “huh hej, hvor går det dog hurtigt, hva’?” indlæg. Men shit altså! Hvad skete der lige for tiden, mand?

Det er hvad for en dato????

Vanen tro, når slige omstændigheder sniger sig ind på mig, har jeg sat effektivitets-, skema- og listemagerhatten på for alle pengene. Kylet babyen i swayen og sendt e-mails ud til Per og Poul, undersøgt min situation vis a vis freelancerforhold inden for a-kassesystemet (not happening), lavet beregninger, dobbelttjekket med aftaler fra fordums tid og håbe på at de stadig er gældende, og ikke mindst gå i panik over at min og Fittibollis© hverdag og dynamik kommer at ændre sig ret meget. Bortset fra et par timer ude om aftenen i ny og næ eller et hurtigt spurt ned til bageren, så har vi to været sammen 24/7. Nu skal jeg lige pludselig vænne mig til at ph.d.en bliver den primære omsorgsgiver – omend det i starten bliver med så meget fleksibilitet at jeg kan hive en dag ud af kalenderen, hvis det behager mig; få ondt i røven over det.

Jeg er glad for at vi har valgt at dele barslen næsten 50/50 og støtter 100% op om de helt essentielle bånd ph.d.en og Fittibolli© kommer at danne uden at jeg kigger dem over skulderen. Så der er intet i klemme der – jeg glæder mig at se hvordan ph.d.en løser hverdagens udfordringer (læs: I bedste Rush Hour-baby stil – se nedenfor video), men samtidig vil jeg også være med! Fittibolli© kan så meget nu og arbejder på højtryk for at få alle brikker på plads til lidt kravleri; det er lidt surt ikke at være der at høste frugterne af ens hårde arbejde. Det er sgu mig der har ligget på gulvet i flere timer og opmuntret, afledt og bestukket den unge at gide at ligge der i første omgang.

Når det så er sagt, så er jeg alligevel så klar at komme ud og lave noget andet end bleskift og helikopterture. Men jeg kunne ikke andet end at fælde en dum sentimental tåre, da jeg overrasket kiggede op fra computeren over på ph.d.en og sagde: “Der er kun en uge tilbage af min barsel…”