Posts in Category: Børn
En uge tilbage
Det her bliver mit korteste indlæg nogensinde. Men det er lige gået op for mig at der kun er en uge tilbage af min barsel Det var meningen at jeg ville lave et indlæg, når der var en måned tilbage, en slags “huh hej, hvor går det dog hurtigt, hva’?” indlæg. Men shit altså! Hvad skete der lige for tiden, mand?
Det er hvad for en dato????
Vanen tro, når slige omstændigheder sniger sig ind på mig, har jeg sat effektivitets-, skema- og listemagerhatten på for alle pengene. Kylet babyen i swayen og sendt e-mails ud til Per og Poul, undersøgt min situation vis a vis freelancerforhold inden for a-kassesystemet (not happening), lavet beregninger, dobbelttjekket med aftaler fra fordums tid og håbe på at de stadig er gældende, og ikke mindst gå i panik over at min og Fittibollis© hverdag og dynamik kommer at ændre sig ret meget. Bortset fra et par timer ude om aftenen i ny og næ eller et hurtigt spurt ned til bageren, så har vi to været sammen 24/7. Nu skal jeg lige pludselig vænne mig til at ph.d.en bliver den primære omsorgsgiver – omend det i starten bliver med så meget fleksibilitet at jeg kan hive en dag ud af kalenderen, hvis det behager mig; få ondt i røven over det.
Jeg er glad for at vi har valgt at dele barslen næsten 50/50 og støtter 100% op om de helt essentielle bånd ph.d.en og Fittibolli© kommer at danne uden at jeg kigger dem over skulderen. Så der er intet i klemme der – jeg glæder mig at se hvordan ph.d.en løser hverdagens udfordringer (læs: I bedste Rush Hour-baby stil – se nedenfor video), men samtidig vil jeg også være med! Fittibolli© kan så meget nu og arbejder på højtryk for at få alle brikker på plads til lidt kravleri; det er lidt surt ikke at være der at høste frugterne af ens hårde arbejde. Det er sgu mig der har ligget på gulvet i flere timer og opmuntret, afledt og bestukket den unge at gide at ligge der i første omgang.
Når det så er sagt, så er jeg alligevel så klar at komme ud og lave noget andet end bleskift og helikopterture. Men jeg kunne ikke andet end at fælde en dum sentimental tåre, da jeg overrasket kiggede op fra computeren over på ph.d.en og sagde: “Der er kun en uge tilbage af min barsel…”
Om at gå til mor og baby yoga
Mit planlagte indlæg skulle summe af overskud fordi mor og Fittibolli havde været til halvanden times yoga med andre overskudsmødre og -babyer, og nu casually slængte os på sofaen, sønnike kurrende med en bold, mig med den bærbare.
Men jeg må sgu ændre undertitlen til: Om at have meldt sig til mor og baby yoga, for siden at misse hidtil to ud af de i alt seks gange, fordi babys formiddagslur strækker sig så forbasket lækkert lige smack midt ind i rejsetid og udøvelse af yogapositioner i said Shala på Østerbro, og jeg ikke nænner at vække ham, fordi han var lidt grumpy i morges, spiste ikke så meget og jeg ikke giiiiiiider at have exorcist baby på hænderne resten af dagen. Prioriteringer mand!
Jeg gik til graviditetsyoga samme sted – Yogamudra på Østerbro med skønne, rolige Bodil, som hilste med et smil hver gang jeg trådte ind – og det var så lækkert. Runde maver overalt, rolige stemmer, åndedrætsøvelser og forventningsglæde. Og så de vigtige, nay livsnødvendige, knibeøvelser.
Hvordan klarer andre mennesker det? Skal man bare lade være med at melde sig til noget, gå barnevognstur nr. 6.000 i Nørrebroparken, smile plastisk til pusherne ved nummer fire træ fra Stefansgadeindgangen og tænke at næste gang når vi det og det bliver godt, eller er nøglen bare at melde sig til AAAAAAALT og så komme til 15% af begivenhederne? Sidstnævnte løsning virker mig en smule dyrt i det lange løb. Men det forklarer måske hvorfor de gode økonomer som holder styr på os allesammen siger, at børn koster ca. 800.000 kr. i løbet af deres første 18 år her på jorden.
Jeg ved i hvert fald hvad en del af løsningen er: Slap af, kvinde, vær ikke så skal-nå-ditten-skal-nå-datten, livet er ikke et skema (eller en liste). Livet må sgu godt være messy, ungen skrige ind i hovedet på den sure dame i 5A’eren, huen sidde skævt og barnevognen danse polka på sit frimærke, som altid er okkuperet af velfungerende voksne mennesker, som bare ikke gider at “flytte jer længere bag i bussen”!!! Drama queen’en i mig flipper ud: Verden er i gang derude og I har ikke mig med, hvordan skal I klare jer, I dør, I ignoranter? Og så er det heller ikke så forfærdeligt – jeg elsker tårnlivet; at ligge i sofaen og læse bøger, surfe nyhedskanalerne, voldfortære serier på HBO og Netflix og spise mælkesnitter… og marabou daim… og lakridsovertrukne chokoladekugler… og salte nødder. Og jeg sørger altid for, at vi kommer ud og får lidt frisk luft og sparsomme solstråler, så Fittibolli ikke arver mors Count Dracula-lignende teint – men der bliver ikke kigget på klokken længere, vi når det når vi når det. Nogle gange ville det dog være rart at have et eller andet som var ufravigeligt fastlagt, noget, hvor selv en mors dårlige skemalægning og babys temperament skulle vige, come hell or high water. Som yoga hver mandag mellem 12 og 13:45.
(Opdatering: Vi nåede aldrig mere end til den éne time og det er ok.)
On Instagram
