[‘jɛnɪ]

Jeg har ikke tænkt synderligt meget over mit navn, før jeg blev omkring 16-17 år. Mine forældre valgte navnet, og til min mors store lettelse fandt min far ikke ud af, at min mormors mellemnavn var Henrikka før efter dåben. Og jeg var ok tilfreds med navnet. Nok mere end ok, fordi det var nu min mormors navn. Vi var ‘navnar’, som man siger på færøsk, og det var ikke en heeelt dum position at stå i.

Men så oprandt dagen, hvor jeg flyttede til Danmark. Og lige pludselig kom jeg i kontakt med en følelse af afmagt, fordi en del af min identitet, som jeg havde taget for givet, konstant blev udfordret. Hvem er jeg, hvis jeg har identificeret mig og er blevet tiltalt hele mit liv som Jenny med et nordisk j, men det med et viskes ud og bliver Jenny med engelsk j, til trods for mange gentagende “Jeg hedder altså…”? Værre endnu: dano-englænder j – altså sorry, men djenny skurrer så forfærdeligt i mine ører, at jeg på visse dage føler det som et fysisk angreb, når nogen siger mit navn i Kongerigets fladeste afkrog.

Man får næsten lyst til at recitere Shakespeares Julie i en lang kontinuerlig mantra; for hvad er egentlig det store problem? En rose – jeg – dufter lige så sødt om jeg tiltales djenny, djenni, ienni eller noget helt fjerde. Ph.d.en har et par navne i kærestekassen til mig, min mor kalder mig af og til Popeye og mine søskende ynder at kalde mig alle diminutive ord de kan komme i tanker om bare så jeg ikke glemmer, at jeg er en lille prop på 1 meter og 60…

Etymologien på OED siger, at navnet stammer fra 1600-tallet og er “A female personal name, pet-form or familiar equivalent of Janet (or, by confusion with Jinny or Jeanie, of Jane), and so serving as a feminine of Jack. Hence, like Jack, used as a feminine prefix, and as the name of machines.” Som min matematiklærer også ofte mindede mig om, deler jeg også navnet med den første industrielle spindemaskine, spinning-jenny, elsket af fabriksejeren og hadet og saboteret af arbejderen, som frygtede for sit job.

Så, for at komme tilbage til den nordiske sammenhæng: Jeg forstår denne hang til angloficering til dels, fordi de nordiske lande er så gennemsyrede med engelske fraser og kultur, at man næsten tager det for givet, at det skulle være ˈdʒɛni. Det er jo et engelsk navn. Samtidig har jeg endnu at møde en dansker, der hedder Jenny. I Norge er navnet i stærk fremgang i disse år og i 2014 lå det på en 18. plads i statistikken. I Sverige er der nedgangstider for mine navnefæller. Og ifølge den uceremonielle navnestatistik Danmarks Radio lavede for nogle år siden, forbindes mit navn – hvis jeg husker rigtigt – med en 40+ sosu-assistent i Nordjylland. Vi har yderemere mistet 86 Jenny’er fra 2015 til 2016, så totalantallet af Jenny’er i landet nu ligger på 2.175. Vi er et navn i frit fald. Så det er måske ikke så mærkeligt. Hvis de nu alle bor i Nordjylland. Og måske endda også vil tituleres djenni. Men jeg kan ikke, jeg kan IKKE, ryste det af mig, at folk ikke lader sig rette, når jeg høfligt siger ‘ienni’.

Når det så er sagt, så kendte jeg heller ikke mange Jennyer, da jeg boede i Færøerne. Sandt at sige var det kun mig og min bedstemor – altså, som jeg kendte til. Til trods for vores store kærlighed til englænderne, deres Cadbury og soldater, som heldigvis vandt ræset op til Færøerne over tyskerne tilbage i 1940erne, så er mit navn aldrig blevet associeret med den engelske udtale, før jeg udvandrede til fladlandet. Men det er nok af den simple grund, at de ældre generationer er i en konstant fornægtelsestilstand om egne kompetencer, når det kommer til engelsk, og det smitter af på de yngre generationer. Vi siger gladeligt Digestive udpenslet med hårdt g og langt i, og i lang tid troede jeg, at jeg drak typo te (Typhoo). Så kan I for øvrigt bare forestille jer, hvordan Viscount kiksen udtales.

Og så tror jeg, at jeg vil afslutte denne svada med min gode mand Sebastians version af Seeräuberjenny – som i selve teksten ikke bliver nævnt ved navns nævnelse en eneste gang, så her kan danskeren heller ikke lære, hvordan den propre nordiske Jenny skal udtales.