Posts Tagged: japansk litteratur

Litteraturen i 2017 – Del 2

Læs eventuelt 1. del her.

Alright, som sagt i afslutningen af det tidligere indlæg, så var Offill ret heftig for mig at læse. Det samme kan man sige om den næste på listen, men på en helt anden måde.

Goodreads Reading Challenge 2017

The Vegetarian af Han Kang. Jeg forstår, hvorfor så mange er grebet af Vegetaren. Indgangen gør mig rasende og fængsler mig på en og samme tid.

Before my wife turned vegetarian, I’d always thought of her as completely unremarkable in every way. To be frank, the first time I met her I wasn’t even attracted to her. Middling height; bobbed hair neither long nor short; jaundiced, sickly-looking skin; somewhat prominent cheekbones; her timid, sallow aspect told med all I needed to know. As she came up to the table where I was waiting, I couldn’t help but notice her shoes – the plainest black shoes imaginable. And that walk of hers – neither fast nor slow, striding not mincing.

Så er tonen sat. Man kunne sige, at Vegetaren er objektificering af kvinden par excellence. Fortællingen skifter fra manden, til søsterens mand til søsteren, hvor vi kun får enkelte brudstykker af dialog fra centrumkarakteren, Yeong-hye, at høre. Efter et helt særligt voldsomt mareridt centreret omkring dyremishandling, beslutter Yeong-hye sig for at opgive kød og blive vegetar. Til stor forskrækkelse og skuffelse for alle omkring hende, distancerer hun sig, bliver mut, nægter at spise kød og gør op med den verdslige dagligdag, som alle omkring hende er vant til at hun bare eksisterer i og føler sig mest trygge med. Rollen som den gode hustru, den føjelige datter, den ikke-truende og uinteressante eksistens bliver sat på spidsen og udfordret, og hun gør ret kraftigt oprør. Når man rigtig kommer i gang med historien, finder man snart ud af, at Yeong-hyes oprør siger mere om de omkringværende karakterers personligheder og værdisæt end hvad de føler sig tilpas med at indse. Og at måden de hver især belyser hende giver ret godt indblik i karakterernes psyke og forfatteren udfolder dem smukt.

Beetle Queen af M. G. Leonard. Endnu en arbejdsbog – denne gang står kampen mellem de tre venner og den frygtelige billetøjdesigner Lucretia Cutter i Hollywood. Cutter har klædt alle de nominerede kvindelige skuespillere i de fineste billekjoler, men hvad er hendes intention? Darkus’ far er forsvundet og vennerne mener at han er taget til Lucretia Cutter; men med hvilket formål? Historien arbejder i hæsblæsende tempo frem imod en showdown foran kameraerne, hvor verden ser på imens Lucretia Cutter udfolder sin djævelske plan. Kan Darkus, onkel Max og vennerne redde billerne og verden denne gang? En fantastisk bog i trilogien og absolut en værdig læsning for dens yngre publikum.

An artist of the Fleeting World af Kazuo Ishiguro. Før hans bøger endte på bestsellerlisterne og var umulige at opdrive i bibliotekerne uden at stå i kø i 18 måneder, var jeg så heldig at læse Kazuo Ishiguros Kunstner i den flydende verden. Vi er i Japan efter 2. verdenskrig og det er blevet tid til at se fremad. Men fortiden sniger sig op imellem brædderne i kunstnerens hus, hvor han tilbringer dagene med døtre og barnebarnet. Den stoiske ro og ønsket om at let bygones be bygones viser sig at være svært for Ono, der må se fortiden i øjnene og anskue sine valg fra forskellige vinkler. Jeg har ikke stort kendskab til Japans rolle eller dagligdag under 2. verdenskrig, men historien udfolder sig smukt i Ishiguros trygge favn. Han skriver smukt og ustyltet og begreber som ære i japansk kulturarv og historie optager en væsentlig plads i progressionen.

The door af Magda Szabo. Et storslået værk, som jeg ikke vil skrive om her, da jeg har lavet et helt indlæg om det her.

Undis Brekke af Gunnhild Øyehaug. Norsk litteratur i sin fineste form. Åh, at skulle tilbage til sin hjemstavn og undervise selv om man er dødtræt af studerende. Alt er gået i stå; skriften, forholdet og livet – en snigende angst fylder mere og mere. Den flade eksistens, svigt og fortid som drøner på max volume, selv om man ikke er klar til at blive konfronteret med hvem man er blevet og hvad der er sket en. Hvordan man måler sig op imod andre, dømmer andre, føler sig dømt af andre, og slår tilbage med fuld, men impotent, styrke. Det lyder måske tungt, men Øyehaug skriver faktisk ret morsomt og Undis er befriende i sin whatdafuckism – hvordan fanden endte hun her? Sådan? What.da.fuck?

Dissident Gardens af Jonathan Lethem. Den store amerikanske. Jeg opgiver. Det var okay at læse, men jeg orker ikke flere 600+ sider om amerikaneres indsovsethed og opstyltede sprog. Det er bare så svært at sætte sig ind i karaktererne, når man føler at man har læst den samme person udfolde sig i alle andre amerikanske forfatteres bøger. Hård dom og hurtig glemt.

Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan. Denne valgte jeg efter at jeg havde læst et indlæg fra Frk. Borch anbefaler, som var blæst over ende og næsten ikke kunne få armene ned for at skrive anmeldelsen af de Vigans forfatterskab. Og da mit forhold til den franske forfatterstab var meget forbedret efter mødet med Sarrazin, mente jeg at det måtte være et godt valg. Jeg blev ikke skuffet. Det er storlitteratur og fantastisk spændende. Jeg ved ikke om jeg ikke havde bidt mærke i at det er en slags thriller med en autobiografisk tilgang, men det var kun godt, for havde jeg vidst det på forhånd ville jeg nok ikke have givet det en chance. Men de Vigan skriver virkelig godt, fængende, for at bruge en godt og grundigt fortærsket beskrivelse.

Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse af Frank Wedekind. Nope. Bare nope. Læst på en aften. Pressemeddelelsen lovede mig avantgarde og noget med køn, feminisme og kritik. Jeg ved ikke hvad jeg læste, men det nåede ikke op på de højder, jeg havde drømt om at den titel kunne bringe mig.

Oneiron af Laura Lindstedt. Denne til gengæld, uuuuuuh, hvis der er noget jeg er kommet til at elske, så er det de finske forfattere! Med Oksanen og efter hende kom Westö og så gik jeg tilbage til Oksanen og så blæste Lindstedt mig omkuld. Altså, det her er ikke inklusive hele min barndom som jeg tror må være fyldt med finske historier, uden at jeg vidste det – Mumi er selvfølgelig et givet. Jeg vil ikke sige noget om handlingen, for jeg mener helt ærligt, at du skal læse den uden mine (eller andres, stop lige der, don’t google that shit) tanker i dit hovede. Men man aner lidt finsk kultur og mentalitet blandet med den globaliserede verden. Kom tilbage når du er færdig, så laver vi en salon og inviterer Lindstedt til Danmark. Til min store rædsel var min nr. 1 anbefaler, Charlotte – hende, hvis anbefalinger til mig altid rammer plet – ikke helt overbevist, men hey, vi kan ikke vinde alle.

Det store stilehæfte / Beviset / Den tredje løgn af Agota Kristof. Jeg lånte Det store stilehæfte efter at have læst Magda Szabos The door, for nogle gange skinner der et helt særligt udtryk igennem hos forfattere af samme periode og nationalitet, som taler til mig og fascinerer mig. Som med de finske forfattere, er ungarske forfattere (eller er det de kvindelige forfattere?) højt på min to-read liste. De kan noget med den mørke, trodsige skrift som bærer vidne om hårde skæbner, umulige valg og ren eksistentialistisk guld for hjernecellerne. Selv om karaktererne virker tillukkede, næsten flade, i udtryk og tale, så siger deres handlinger så meget om os som mennesker. Og det belyser mennesket i grelt modlys; hvordan vi ikke kan gemme os bag glansbilleder og hvordan vores eksistens ikke altid er omgivet af lyserøde filtre. Det er godt at være lyserød, men vi må også ruste os i tanke og sind for hvem vi er i modgang og når vi udfordres. Og det kan blandt andre Szabo og Kristof, Øyehaug, Kang, Oksanen og Lindstedt.

Og sådan sluttede mit bogår. Så det handler ikke altid om at vinde i Goodreads challenge, men om at fylde sit hoved med god litteratur.