De små forlag rykker (for vildt)

For et par uger siden var jeg til et oplæg om den danske forlagsverden. Der blev selvfølgelig snakket en masse om de store spillere, hvordan de opererer og hvordan man får sin daglige gang derinde. Men det fik mig også til at tænke på i hvor høj grad litteraturen florerer i Danmark. Tag det fra en som har arbejdet inden for et endnu mindre sprogområde, antallet af danske kvalitetsudgivelser sparker røv! Vi kan altid komme ind i en længere diskussion om hvad kvalitet er, men det er også det, man har et kommentarspor til. Hvorom alting er, så er der et mylder af fantastisk spændende forlag i Danmark. Og det er ikke en underdrivelse – gentag efter mig: FANTASTISK spændende. Det er passionerede mennesker med pivsmukke udgivelser, som kæler for øjet ned til mindste vigtige detalje – sproget, fonten, papiret; you name it – det hele er der!

Lille Bogdag

Lille Bogdag 2015. Billede af Frej Rosenstjerne.

Og denne weekend (16.17. april) får vi endnu en gang lov at møde flere af de små forlag i Dome of Visions til Lille Bogdag. Lad os bare få rammerne udstukket med det samme: Fra sidste år kan jeg rapportere, at det var knaldvarmt (nice!), maden uden for var læ-æ-ækker, menneskene, for det meste, smilende på den der vi-er-alle-sammen-her-fordi-det-er-en-knaldhamrendeflippin-fed-oplevelse, oplæsningerne var veloplagte, og forfatterne kunne baske sig i et intimt publikums klare skin. Alt i alt en af de bedste litterære oplevelser i 2015.

I år kan vi gense Tomas Espedal – som jeg oplevede og mødte i Politikens Boghal i forbindelse med udgivelsen af fotobogen Mit Privatliv – yey!
Og så fremviser bogbinder Iben Andersen sine skillz, du kan snuse til en masse lækre tidsskrifter, høre fra oversætterne (yey!), bytte en bog, snakke med en forlægger (snak med dem alle!), plant rumpen i sædet og lad poesien flyde over dig som små bølgeskvulp. Sig det med mig: bølgeskvulp. Og i år kører Bogdagen et tema med titlen Andre formater, hvor du kan opleve sms-digte, interaktive værker og digital litteratur.

Og alt det her er netop noget, de små forlag kan. Ja, de er nørdede og har et publikum, der måske passer ind i en lille campingvogn (fanme en sjov en af slagsen). Og ja, de er en, måske to personer i en lille lejlighed med manuskripter under syltetøjsmadder. Men deres udgivelser anmeldes, nok fordi den passion skinner igennem, og tit og ofte kommer de længere med mindre. For de kan frembringe en unik entusiasme hos andre i kraft af den ambitioner de har om at give det bedste ud – give, som i at overrække, skænke denne verden – og nørkle. Tak for nørklingen. Det giver opmærksomhed.

Det viser sig desuden ofte, at sociale medier og alternative støttemuligheder spiller en stor og fordelagtig rolle for de små forlags og litteraturfestivalers overlevelse. Da Lille Bogdags fondsansøgninger uventet alle gav afslag (WTF btw?!) tog det blog 28 timer og et indlæg på Facebook, der blev delt 49 gange, for arrangørerne at skrabe penge sammen via en crowdfunding kampagne. 28 timer! Otte og tyve timer. Og så får vi alle lov at lege mæcener for en dag. Det er et investeret publikum og det får nok nogle klokker at ringe i litteraturgangene.

Der er masser af muligheder at møde danske forlag i løbet af året – der er efterhånden ikke mangel på små og store litteraturbegivenheder og -festivaler. Jeg nævner i flæng: Louisiana Literature, Vild med ORD, BogForum (er det ikke snart på tide nu at blive BogBella, eller er der for meget Twilightfanning over det?), Gentofte Bogmesse, Verdenslitteratur på MønKBH Læser, Krimimessen, Jakob Hansens Litteraturfestival, Litt talk på Vallekilde højskole, Tag og Læs! på Testrup Højskole og jeg kunne blive ved og ved og ved… jeg undskylder at opremsningen viser en klar bias mod store sjællandske begivenheder, men samtidig glædes jeg over, at der sgu også er mange begivenheder jeg endnu ikke har hørt om, eller har glemt i spændingen, derude i lokalområderne. Og når jeg engang flytter ud på BØHlandet (igen), så tager jeg sgu også ud og sætter den mest nørdede og sjoveste litteraturfestival op på en mark og genskaber Woodstock-følelsen. I kid you not: det er et punkt i min 5-års plan (OK, så måske 10-års plan).

Men hvad jeg ved af, har der ikke før Lille Bogdag været en begivenhed, der samler specifikt de små kræfter under et tag, så den har helt klart eksistensberettigelse. Der er noget for alle hele året rundt, og jeg må sige, at for en som mig, der kan gå helt i spagat over en mærkelig tekst, cut up eller illustration, så er Lille Bogdag helt og aldeles slaraffenland møder chokoladefabrikken. Så kald mig Alice og mød mig i kuplen ved Det Kgl. Bibliotek.

 

Rivegilde

Dette indlæg er skrevet med inspiration fra appen “Truede Ord”. Applikationen fra Gyldendal indeholder en liste udarbejdet af Dansk Sprognævn med ord, som er i fare for at blive fjernet fra Retskrivningsordbogen.

ShoutingMatch

 

 

Ordet opstod omkring 1920 i Jylland. Oprindeligt betød ‘rivegilde’ fælles nedrakning af en fraværende person. Du ved; en slags teambuilding ved hjælp af syndebuk. En ikke helt ukendt situation for de fleste, der kommer fra små samfund. Men i 1970erne fik ordet en anden betydning – nemlig heftig debat –  og det var denne definition, der vandt ræset i 90erne, hvor fællesskabet mod den ikke-tilstedeværende måtte vige for direkte smack-down konfrontation og retten til at have ret. Så nu bruges ordet at belyse et møde eller anledning, hvor man strides, har vidt forskellige meninger og river i hver sin retning for at få ret – som i “årets finanslovsforhandling har udviklet sig til et rivegilde”. Eller tænk bare tilbage på enhver tv-debat, hvor du gang på gang håber på dialog og gang på gang bliver skuffet; et lysende eksempel på rivegilde foran åben skærm. Og en hurtig søgning på ordet viser også, at ordet oftest bliver brugt i journalistisk sammenhæng om politik og samfundsmæssige forhold.

En sjov sidebemærkning: Butikskæden Salling har muligvis – eller ikke – misforstået ordet, da de bruger det i en af deres salgskampagner. Men ifølge en artikel i JyllandsPosten fra 2000, var kæden og de mindre butikker i Århus til rivegilde, fordi førnævnte sammen med Magasin blev anklaget af en række af sidstenævnte for at skævvride konkurrencen og gøre det svært for forbrugeren at se forskel på kampagne- og udsalgsuger, gys og gru. Hvorom alting er, står kæden ved sin kampagne, men overvejer man, hvad definitionen på ordet er, så er heftig debat eller strid og kiv måske ikke lige det billede, man vil have tilknyttet sit brand – forudsat at definitionen rager en en høstblomst.

At det er et truet ord kommer nok ikke som en overraskelse – det har en lidt arkaisk klang og min kæbe ville nok ramme gulvet med 180 km/t, hvis jeg hørte en 20 årig ytre det til en fredagsbar. Når jeg tænker på ordene ‘rive’ og ‘gilde’ hver for sig, får jeg langt overvejende positive tanker. Så forestiller jeg mig 1920ernes kjoler, østers på bordet, cognac i glasset, ja, en episode af den der britiske serie, hvis titel ingen kan udtale rigtigt, men alle ser. Jeg hører nostalgiske sange og en fyr med glasset i hånden, der synger alt for højt og alt for skingert. Ser du også Sams Bar for dig?

Og rive? Al mad, der kan rives er lækker. En lækker ost, revet æble, halvdelen af min hånd hver eneste gang jeg forsøger mig med rivejernet, men hey, det er del af oplevelsen (og retten). Noget at rive i? Come on! Det er fyldt med positive konnotationer, arbejdsomhed og ære.

Sammensat associerer jeg ikke ordet med noget konstruktivt eller fremtidsholdbart, måske fordi begge ord er flyvske i natur. At rive er en pludselig, voldsom handling og gilde, omend oftest glædelig, en tidsbegrænset rituel begivenhed. Flyvske, men ikke destruktive. Intentionerne bag ‘rivegilde’ derimod er en belastende indstilling til samfundsdebatten. Og i værste fald en afledningsmanøvre som praktiseres, når argumenterne er i fare for at blive gennemhullet af saglig debat. Et eksempel, jeg umiddelbart tænker på, er striden mellem Inger Støjbjerg og AnneLise Marstrand-Jørgensen, som på nærværende tidspunkt blusser op og inviterer til en gedigen råbekamp mellem to fløje, som har notorisk svært ved at mødes på midten. Læs artiklen her, Støjbjergs reaktion her og Marstrand-Jørgensens svar her.

Men hvorom alting er, så er jeg blevet klogere i dag – takket været rivegildet.

 

Gæk, gæk, gæk – mit navn er blevet væk

 

[‘jɛnɪ]

Jeg har ikke tænkt synderligt meget over mit navn, før jeg blev omkring 16-17 år. Mine forældre valgte navnet, og til min mors store lettelse fandt min far ikke ud af, at min mormors mellemnavn var Henrikka før efter dåben. Og jeg var ok tilfreds med navnet. Nok mere end ok, fordi det var nu min mormors navn. Vi var ‘navnar’, som man siger på færøsk, og det var ikke en heeelt dum position at stå i.

Men så oprandt dagen, hvor jeg flyttede til Danmark. Og lige pludselig kom jeg i kontakt med en følelse af afmagt, fordi en del af min identitet, som jeg havde taget for givet, konstant blev udfordret. Hvem er jeg, hvis jeg har identificeret mig og er blevet tiltalt hele mit liv som Jenny med et nordisk j, men det med et viskes ud og bliver Jenny med engelsk j, til trods for mange gentagende “Jeg hedder altså…”? Værre endnu: dano-englænder j – altså sorry, men djenny skurrer så forfærdeligt i mine ører, at jeg på visse dage føler det som et fysisk angreb, når nogen siger mit navn i Kongerigets fladeste afkrog.

Man får næsten lyst til at recitere Shakespeares Julie i en lang kontinuerlig mantra; for hvad er egentlig det store problem? En rose – jeg – dufter lige så sødt om jeg tiltales djenny, djenni, ienni eller noget helt fjerde. Ph.d.en har et par navne i kærestekassen til mig, min mor kalder mig af og til Popeye og mine søskende ynder at kalde mig alle diminutive ord de kan komme i tanker om bare så jeg ikke glemmer, at jeg er en lille prop på 1 meter og 60…

Etymologien på OED siger, at navnet stammer fra 1600-tallet og er “A female personal name, pet-form or familiar equivalent of Janet (or, by confusion with Jinny or Jeanie, of Jane), and so serving as a feminine of Jack. Hence, like Jack, used as a feminine prefix, and as the name of machines.” Som min matematiklærer også ofte mindede mig om, deler jeg også navnet med den første industrielle spindemaskine, spinning-jenny, elsket af fabriksejeren og hadet og saboteret af arbejderen, som frygtede for sit job.

Så, for at komme tilbage til den nordiske sammenhæng: Jeg forstår denne hang til angloficering til dels, fordi de nordiske lande er så gennemsyrede med engelske fraser og kultur, at man næsten tager det for givet, at det skulle være ˈdʒɛni. Det er jo et engelsk navn. Samtidig har jeg endnu at møde en dansker, der hedder Jenny. I Norge er navnet i stærk fremgang i disse år og i 2014 lå det på en 18. plads i statistikken. I Sverige er der nedgangstider for mine navnefæller. Og ifølge den uceremonielle navnestatistik Danmarks Radio lavede for nogle år siden, forbindes mit navn – hvis jeg husker rigtigt – med en 40+ sosu-assistent i Nordjylland. Vi har yderemere mistet 86 Jenny’er fra 2015 til 2016, så totalantallet af Jenny’er i landet nu ligger på 2.175. Vi er et navn i frit fald. Så det er måske ikke så mærkeligt. Hvis de nu alle bor i Nordjylland. Og måske endda også vil tituleres djenni. Men jeg kan ikke, jeg kan IKKE, ryste det af mig, at folk ikke lader sig rette, når jeg høfligt siger ‘ienni’.

Når det så er sagt, så kendte jeg heller ikke mange Jennyer, da jeg boede i Færøerne. Sandt at sige var det kun mig og min bedstemor – altså, som jeg kendte til. Til trods for vores store kærlighed til englænderne, deres Cadbury og soldater, som heldigvis vandt ræset op til Færøerne over tyskerne tilbage i 1940erne, så er mit navn aldrig blevet associeret med den engelske udtale, før jeg udvandrede til fladlandet. Men det er nok af den simple grund, at de ældre generationer er i en konstant fornægtelsestilstand om egne kompetencer, når det kommer til engelsk, og det smitter af på de yngre generationer. Vi siger gladeligt Digestive udpenslet med hårdt g og langt i, og i lang tid troede jeg, at jeg drak typo te (Typhoo). Så kan I for øvrigt bare forestille jer, hvordan Viscount kiksen udtales.

Og så tror jeg, at jeg vil afslutte denne svada med min gode mand Sebastians version af Seeräuberjenny – som i selve teksten ikke bliver nævnt ved navns nævnelse en eneste gang, så her kan danskeren heller ikke lære, hvordan den propre nordiske Jenny skal udtales.

 

En uge tilbage

Det her bliver mit korteste indlæg nogensinde. Men det er lige gået op for mig at der kun er en uge tilbage af min barsel Det var meningen at jeg ville lave et indlæg, når der var en måned tilbage, en slags “huh hej, hvor går det dog hurtigt, hva’?” indlæg. Men shit altså! Hvad skete der lige for tiden, mand?

Barsel slutter

Det er hvad for en dato????

Vanen tro, når slige omstændigheder sniger sig ind på mig, har jeg sat effektivitets-, skema- og listemagerhatten på for alle pengene. Kylet babyen i swayen og sendt e-mails ud til Per og Poul, undersøgt min situation vis a vis freelancerforhold inden for a-kassesystemet (not happening), lavet beregninger, dobbelttjekket med aftaler fra fordums tid og håbe på at de stadig er gældende, og ikke mindst gå i panik over at min og Fittibollis© hverdag og dynamik kommer at ændre sig ret meget. Bortset fra et par timer ude om aftenen i ny og næ eller et hurtigt spurt ned til bageren, så har vi to været sammen 24/7. Nu skal jeg lige pludselig vænne mig til at ph.d.en bliver den primære omsorgsgiver – omend det i starten bliver med så meget fleksibilitet at jeg kan hive en dag ud af kalenderen, hvis det behager mig; få ondt i røven over det.

Jeg er glad for at vi har valgt at dele barslen næsten 50/50 og støtter 100% op om de helt essentielle bånd ph.d.en og Fittibolli© kommer at danne uden at jeg kigger dem over skulderen. Så der er intet i klemme der – jeg glæder mig at se hvordan ph.d.en løser hverdagens udfordringer (læs: I bedste Rush Hour-baby stil – se nedenfor video), men samtidig vil jeg også være med! Fittibolli© kan så meget nu og arbejder på højtryk for at få alle brikker på plads til lidt kravleri; det er lidt surt ikke at være der at høste frugterne af ens hårde arbejde. Det er sgu mig der har ligget på gulvet i flere timer og opmuntret, afledt og bestukket den unge at gide at ligge der i første omgang.

Når det så er sagt, så er jeg alligevel så klar at komme ud og lave noget andet end bleskift og helikopterture. Men jeg kunne ikke andet end at fælde en dum sentimental tåre, da jeg overrasket kiggede op fra computeren over på ph.d.en og sagde: “Der er kun en uge tilbage af min barsel…”

Politiet kommer

Hvis jeg siger politi, hvad tænker du så? Hvad tænkte dit barndoms jeg?

Plakaten er et tryk af Morten Langkildes fotografi fra 1980, da store og voldelige demonstrationer udspillede sig på Nørrebro blandt andet i forbindelse med bydelssaneringen og rydningen af Byggelegepladsen (også kendt som Byggeren).

Pige 1: Ej, altså, hvor meget politi er der herude i dag???
Pige 2: Ja, det er totalt scary.

De to var ikke meget mere end 12 år, svingede deres soveposer op ad Nørrebrogade, og det fik mig at tænke hvilket indtryk politiet, ordensmagten med hele svineriet, kommer at have på Fittibolla© når han vokser op. Nu er jeg selv fra en lille flække med ikke flere end 1000 indboere, hvor politimanden kun var på besøg af og til på øen, når der skulle laves færdselstjek, og ellers var vores allround mælkemand/kabelfyr/brandmand også reservepoliti. Han var sgu hyggelig nok og far til min barndomsveninde, så der var ikke så meget angst for politibrutalitet på den front.

Men jeg kan godt se, at det er en anden realitet for Fittibolla© at vokse op i et område, hvor sirenerne er del af baggrundsstøjen, hvor beboere fra andre bydele ‘slummer den’ og indboerne meget hårdt holder på er charmerende omend ‘udfordret’. Det ord – udfordret – er en gentagende mantra herude. Eller rettere sagt på borgmesterplan og præger lokalpolitikken. Ja, så vi er måske lige mere udfordrede end Frederiksberg, men til gengæld er vi ikke kedelige: vi har mangfoldighed på vores side og denne brogede skare gør livet sjovt at leve. Hvis man vil til snooze fest, så flytter man til Amager. Hvis man ikke har noget imod at bades i blå blink af og til og ens børn nemt sover igennem lyden af pushere, som brøler politivold nede fra gruset i Nørrebroparken, så er Ydre Nørrebro din bydel. Eller Nordvest.

Neukolln

Neukölln i Berlin. På husmuren står “44 forbliver beskidt”. (Foto: Johannessen, 2011)

I ved også hvad mangfoldighd og udfordringer er kodeord for, ikke? Billigere boliger. Studerende, unge børnefamilier og ledige/folkepensionister flokker til bydelen, og gør klar til den ultimative storbysudvikling. Det er en historie så gammel som skabelsen og det er en udvikling som sker i alle storbyer: Jeg taler selvfølgelig om gentrificering. Jeg og min familie er del af freelancerlatte-segmentet, som er flyttet til inden for de sidste 5 år. Og det er et spændende område, helt anderledes og helt sit eget. Allerede i den korte tid vi har boet her, viser bydelen helt klare tegn på ændringer i demografi og ikke mindst ‘If you build it, they will come’-caféer. Såmænd, vi har endnu en imponerende samling falafel/shawarmabikse pakket ind på få km2, men lige så stille og roligt kommer den velkendte quirky indre nørrebroske café længere og længere ud. Vil du købe en lampe med din latté? Intet problem. Slentr så over til metrobyggeriet og find nye tags på den grønne væg og forsøg ikke at blive kørt over af cyklister/knallerter der suser forbi. Har du desperat brug for en kaktus til dit vindue, så går du selvfølgelig ned til Jægersborggade til en butik helliget den taknemmelige plante. Selvfølgelig efter at du har ædt dig gennem Shawarma mesterskabet. Eller hvad med at snuse til en vintage samling lp’er, imens cykelstyrsbaristaen komponerer din morgenmadsplatte? Og plej din oppustede mave med de friskeste aviser på biblioteket, sniksnak med Hus Forbi duden udenfor Føtex og stil dig i monstrøst lang kø til lagersalg i Nørrebrohallen. I skrivende stund er miksmakset på sit højeste, og det er glimrende. Vi er næsten nået det punkt, hvor vi burde stoppe mens legen er god. Men byhistorien er altid den samme fra land til land. Vi kommer at tippe over i privatmarkedsbyggeri, leje-, eje-, og andelsboligspriserne suser op over stratosfæren, sociale byggerier rives ned, underlige butikker som af en eller anden mærkelig grund klarede at holde sig oven vande, selv om de ikke har et produkt flere end tre mennesker om dagen har brug for, bukker endelig under. Og kunstnertyperne, de subsistensløse og familierne på stramme budgetter flytter de 700 m længere ud i byranden, hvor pizzarierne endnu ligger som soldaterrækker ned ad gaden.

Nørrebro Lokaludvalg skrev et glimrende svar til Berlingske bloggeren som flygt… flyttede ud af IN, hvori de kontekstualiserede problematikkerne i KBH N og satte et tiltrængt historisk perspektiv på sagerne. Vi er altså ret mange mennesker herude. Det nytter ikke noget bare at sige at vi er charmerende, men udfordrede (selvom de også brugte den terminologi) eller at gå over i den anden grøft og være mistænkelige over for alle og enhver som opholder sig uden for Nørrebro st. efter kl. 23. Uden at romantisere forholdene, så er Nørrebro en kompleks bydel, hvor jeg vil vove at påstå at der endnu er plads til randeksistenserne samtidig med at kunstnertyperne får lov at udfolde sig i byrummet, kombicaféer popper op på hvert andet hjørne og barnevognene fylder på cykelstierne. Og tilflyttere såvel som besøgende må løsne op og undgå at arbejde sig for firkantet igennem bydelen.

Og politiet? Ja, de hører hjemme i Nørrebros bybillede lige så meget som pusherne i Nørrebroparken og de åndsvage ‘har-du-hevet-dit-kørekort-ud-af-en-tyggegummi-automat’-idioter der kører 90 ned ad Nørrebrogade og laver wheelies i svinget mellem Nørrebrohus og Føtex. Alle os andre i midten mødes i caféen for at observere og holde de samfundskritiske diskussioner i live.

Læs videre på nogle af de ting jeg har nævnt i indlægget:

Anne Sophia Hermansen i Berlingske

Nørrebro Lokaludvalgs svar til Anne Sophia Hermansen

“Her er bydelen, danskerne er bange for” i MX

Min lille elskede next-door café, som jeg ikke længere bare kan daffe ned til og hænge ud i i flere timer, fordi Politiken kom med en blændende anmeldelse og nu er den pakket alle ugens timer. Øv for mig, stort yay for dem!