Læs eventuelt 1. del her.
Alright, som sagt i afslutningen af det tidligere indlæg, så var Offill ret heftig for mig at læse. Det samme kan man sige om den næste på listen, men på en helt anden måde.
The Vegetarian af Han Kang. Jeg forstår, hvorfor så mange er grebet af Vegetaren. Indgangen gør mig rasende og fængsler mig på en og samme tid.
Before my wife turned vegetarian, I’d always thought of her as completely unremarkable in every way. To be frank, the first time I met her I wasn’t even attracted to her. Middling height; bobbed hair neither long nor short; jaundiced, sickly-looking skin; somewhat prominent cheekbones; her timid, sallow aspect told med all I needed to know. As she came up to the table where I was waiting, I couldn’t help but notice her shoes – the plainest black shoes imaginable. And that walk of hers – neither fast nor slow, striding not mincing.
Så er tonen sat. Man kunne sige, at Vegetaren er objektificering af kvinden par excellence. Fortællingen skifter fra manden, til søsterens mand til søsteren, hvor vi kun får enkelte brudstykker af dialog fra centrumkarakteren, Yeong-hye, at høre. Efter et helt særligt voldsomt mareridt centreret omkring dyremishandling, beslutter Yeong-hye sig for at opgive kød og blive vegetar. Til stor forskrækkelse og skuffelse for alle omkring hende, distancerer hun sig, bliver mut, nægter at spise kød og gør op med den verdslige dagligdag, som alle omkring hende er vant til at hun bare eksisterer i og føler sig mest trygge med. Rollen som den gode hustru, den føjelige datter, den ikke-truende og uinteressante eksistens bliver sat på spidsen og udfordret, og hun gør ret kraftigt oprør. Når man rigtig kommer i gang med historien, finder man snart ud af, at Yeong-hyes oprør siger mere om de omkringværende karakterers personligheder og værdisæt end hvad de føler sig tilpas med at indse. Og at måden de hver især belyser hende giver ret godt indblik i karakterernes psyke og forfatteren udfolder dem smukt.
Beetle Queen af M. G. Leonard. Endnu en arbejdsbog – denne gang står kampen mellem de tre venner og den frygtelige billetøjdesigner Lucretia Cutter i Hollywood. Cutter har klædt alle de nominerede kvindelige skuespillere i de fineste billekjoler, men hvad er hendes intention? Darkus’ far er forsvundet og vennerne mener at han er taget til Lucretia Cutter; men med hvilket formål? Historien arbejder i hæsblæsende tempo frem imod en showdown foran kameraerne, hvor verden ser på imens Lucretia Cutter udfolder sin djævelske plan. Kan Darkus, onkel Max og vennerne redde billerne og verden denne gang? En fantastisk bog i trilogien og absolut en værdig læsning for dens yngre publikum.
An artist of the Fleeting World af Kazuo Ishiguro. Før hans bøger endte på bestsellerlisterne og var umulige at opdrive i bibliotekerne uden at stå i kø i 18 måneder, var jeg så heldig at læse Kazuo Ishiguros Kunstner i den flydende verden. Vi er i Japan efter 2. verdenskrig og det er blevet tid til at se fremad. Men fortiden sniger sig op imellem brædderne i kunstnerens hus, hvor han tilbringer dagene med døtre og barnebarnet. Den stoiske ro og ønsket om at let bygones be bygones viser sig at være svært for Ono, der må se fortiden i øjnene og anskue sine valg fra forskellige vinkler. Jeg har ikke stort kendskab til Japans rolle eller dagligdag under 2. verdenskrig, men historien udfolder sig smukt i Ishiguros trygge favn. Han skriver smukt og ustyltet og begreber som ære i japansk kulturarv og historie optager en væsentlig plads i progressionen.
The door af Magda Szabo. Et storslået værk, som jeg ikke vil skrive om her, da jeg har lavet et helt indlæg om det her.
Undis Brekke af Gunnhild Øyehaug. Norsk litteratur i sin fineste form. Åh, at skulle tilbage til sin hjemstavn og undervise selv om man er dødtræt af studerende. Alt er gået i stå; skriften, forholdet og livet – en snigende angst fylder mere og mere. Den flade eksistens, svigt og fortid som drøner på max volume, selv om man ikke er klar til at blive konfronteret med hvem man er blevet og hvad der er sket en. Hvordan man måler sig op imod andre, dømmer andre, føler sig dømt af andre, og slår tilbage med fuld, men impotent, styrke. Det lyder måske tungt, men Øyehaug skriver faktisk ret morsomt og Undis er befriende i sin whatdafuckism – hvordan fanden endte hun her? Sådan? What.da.fuck?
Dissident Gardens af Jonathan Lethem. Den store amerikanske. Jeg opgiver. Det var okay at læse, men jeg orker ikke flere 600+ sider om amerikaneres indsovsethed og opstyltede sprog. Det er bare så svært at sætte sig ind i karaktererne, når man føler at man har læst den samme person udfolde sig i alle andre amerikanske forfatteres bøger. Hård dom og hurtig glemt.
Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan. Denne valgte jeg efter at jeg havde læst et indlæg fra Frk. Borch anbefaler, som var blæst over ende og næsten ikke kunne få armene ned for at skrive anmeldelsen af de Vigans forfatterskab. Og da mit forhold til den franske forfatterstab var meget forbedret efter mødet med Sarrazin, mente jeg at det måtte være et godt valg. Jeg blev ikke skuffet. Det er storlitteratur og fantastisk spændende. Jeg ved ikke om jeg ikke havde bidt mærke i at det er en slags thriller med en autobiografisk tilgang, men det var kun godt, for havde jeg vidst det på forhånd ville jeg nok ikke have givet det en chance. Men de Vigan skriver virkelig godt, fængende, for at bruge en godt og grundigt fortærsket beskrivelse.
Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse af Frank Wedekind. Nope. Bare nope. Læst på en aften. Pressemeddelelsen lovede mig avantgarde og noget med køn, feminisme og kritik. Jeg ved ikke hvad jeg læste, men det nåede ikke op på de højder, jeg havde drømt om at den titel kunne bringe mig.
Oneiron af Laura Lindstedt. Denne til gengæld, uuuuuuh, hvis der er noget jeg er kommet til at elske, så er det de finske forfattere! Med Oksanen og efter hende kom Westö og så gik jeg tilbage til Oksanen og så blæste Lindstedt mig omkuld. Altså, det her er ikke inklusive hele min barndom som jeg tror må være fyldt med finske historier, uden at jeg vidste det – Mumi er selvfølgelig et givet. Jeg vil ikke sige noget om handlingen, for jeg mener helt ærligt, at du skal læse den uden mine (eller andres, stop lige der, don’t google that shit) tanker i dit hovede. Men man aner lidt finsk kultur og mentalitet blandet med den globaliserede verden. Kom tilbage når du er færdig, så laver vi en salon og inviterer Lindstedt til Danmark. Til min store rædsel var min nr. 1 anbefaler, Charlotte – hende, hvis anbefalinger til mig altid rammer plet – ikke helt overbevist, men hey, vi kan ikke vinde alle.
Det store stilehæfte / Beviset / Den tredje løgn af Agota Kristof. Jeg lånte Det store stilehæfte efter at have læst Magda Szabos The door, for nogle gange skinner der et helt særligt udtryk igennem hos forfattere af samme periode og nationalitet, som taler til mig og fascinerer mig. Som med de finske forfattere, er ungarske forfattere (eller er det de kvindelige forfattere?) højt på min to-read liste. De kan noget med den mørke, trodsige skrift som bærer vidne om hårde skæbner, umulige valg og ren eksistentialistisk guld for hjernecellerne. Selv om karaktererne virker tillukkede, næsten flade, i udtryk og tale, så siger deres handlinger så meget om os som mennesker. Og det belyser mennesket i grelt modlys; hvordan vi ikke kan gemme os bag glansbilleder og hvordan vores eksistens ikke altid er omgivet af lyserøde filtre. Det er godt at være lyserød, men vi må også ruste os i tanke og sind for hvem vi er i modgang og når vi udfordres. Og det kan blandt andre Szabo og Kristof, Øyehaug, Kang, Oksanen og Lindstedt.
Og sådan sluttede mit bogår. Så det handler ikke altid om at vinde i Goodreads challenge, men om at fylde sit hoved med god litteratur.
Var det for ti år siden, ville det ikke have overrasket mig, men i dag, hvor mine dage konstant bliver afbrudt af: “Mamma, mamma, du skal komme her!” eller “Mamma, mamma, hvor er du?” eller ‘øh, shit, hvor er Fittibolli? Er han taget ALENE NED PÅ STRANDEN! LØØØØØØØØØØØØØB!!!’ (And the most distracted mom award goes to…). Eller hvad med den klassiske klokken-barnet-sover-endelig-skraber ZZZZZZZZzzzzZZZZ…?
Så er tre dage en guldmedalje i litteraturolympiaden.
Az ajtó, eller The Door – for lad os bare cut the bullshit! Jeg har ikke læst den på ungarsk, så jeg kravler lige ned fra min piedestal – er så meget en læsning værd. Og den sætter alt på spidsen allerede fra indgangskapitlet:
I seldom dream. When I do, I wake with a start, bathed in sweat. Then I lie back, waiting for my frantic heart to slow, and reflect on the overwhelming power of night’s spell. As a child and young woman, I had no dreams, either good or bad, but in old age I am confronted repeatedly with horrors from my past, all the more dismaying because compressed and compacted, and more terrible than anything I have lived through. […] Once, just once in my life, not in the cerebral anaemia of sleep but in reality, a door did stand before me. That door opened. It was opened by someone who defended her solitude and impotent misery so fiercely that she would have kept that door shut through a flaming roof crackled over her head. I alone had the power to make her open that lock. In turning the key she put more trust in me than she ever did in God, and in that fateful moment I believed I was godlike – all-wise, judicious, benevolent and rational. We were both wrong: she who put her faith in me, and I who thought too well of myself. […] The fact that I was trying to save her rather than destroy her changes nothing.
Romanen fortælles ud fra en ung kvindelig forfatters* synsvinkel, hvis karriere pludselig får fart på efter lang tids politisk eksklusion, og hendes forhold til husholdersken Emerence, som allernådigst har taget forfatteren og hendes mand under opsyn og vejledning udi livet. Og hvor fortælleren er hovedaksen hvorfra alle fortællinger udspringer, så er hun ikke den mest interessante karakter i romanen. Hendes handlinger, fortællinger og indblik er sekundær til Emerence. Denne husholderske har en stålsat karakter, formet af hårde vilkår og ikke uden sympatiske træk omend den strikse og til tider lidt overdrevne træn-dine-omgivelser-som-en-modvillig-hund teknikker frustrerer både mig som læser, men sandelig også forfatteren, som i sin unge alder og naive sind forsøger alle slags indfaldsvinkler at få Emerence til at kunne lide sig.
Emerence, som allerede er oppe i årene, da vi først hører om hende, er en hård arbejder, en no-bullshit kvinde, der ikke engang har en seng, for hvis hun skal lægge sig ned, så bliver hun ‘svimmel’. Alle i nabolaget respekterer hende og flere frygter hende i en vis grad: “Emerence was a caretaker, someone with a bit of authority; […] if she didn’t warm up to us, no amount of money would induce her to accept the job.” Da fortælleren (forfatteren) leder efter hjælp, er det ikke Emerence som bliver interviewet til stillingen. Snarere er det Emerence, som vælger at tage forfatteren og hendes mand under sin vinge, og det sker i en slags formel optagelsesceremoni både for at understrege at hun ikke påtager sig arbejde for hvem som helst og det handler i høj grad om hvem der har magten i forholdet.
Emerence regerer over sit kongerige med lige dele udskamning og næstekærlighed. Der er en måde at gøre det på og det er Emerences måde.Til de syge kommer hun med suppe og sidder hos dødeligt syge uanset stand. De slette – dem hun anser for at være slette – revser hun med hårde ord og fryser dem ude indtil de kommer krybende tilbage.
Emerence er ikke en kend-din-plads type. Hun harcelerer over Gud, som ingen plads har i hendes hjerte og gør det til stor frustration for den troende forfatter, som begynder at tage lange omveje til kirke for at undgå Emerences kritiske øje og dertilhørende verbal udskamning. Den unge forfatter er gentagne gange åbenbart frustreret af denne person, som udvikler sig i flere spor til en striks mor, ven, hjælper og et moralsk kompas, hvor livet former sig gennem årtier af litterær modgang, personlige forhold og succes i karrieren. Det er klart at de to – omend de begge er kommet fra samme egn – opholder sig i forskellige verdener og hvor de to mødes, sker der sammenstød, misforståelser, og i sidste ende uoprettelig skade.
Det afgørende fokuspunkt i historien – døren – og det stykke information indgangskapitlet lægger op til og pirker ved vores nysgerrighed, er Emerences meget bestemte afvisning af alle mennesker, som forsøger at komme ind på livet af hende. Den eneste, som har fået lov at komme inden om døren til det allerhelligste – hendes lejlighed – er den gamle militærmand i den gade, hvor al fortælling udspiller sig. Og dette kun én enkelt gang for langt tid siden, fordi myndighederne er nødsaget til at undersøge en række mistænkelige dødsfald blandt en nabos transportduer – en strid, der strækker sig langt ind i bogen med insinuationer, som yderligere grumser al “viden” om Emerence. For én ting står lysende klart – mennesker får ikke Emerences kærlighed i form af søde ord og tilkendegivelser. Men dyr, det er en anden sag. Emerence kaster al sin kærlighed på en lille udstødt hund, som hun påtvinger forfatteren og hendes mand, kun for derefter at gøre det meget klart for dyret, at Emerence er dens relle hersker i den lille flok. Igen til stor frustration for forfatteren, som ikke kan få hunden at adlyde – hunden, hverken hun eller manden ville have – hvis Emerence har sagt andet. Det er komisk, tragisk og enerverende på en og samme tid. Men når det er sagt, så er det svært ikke at se, at Emerence nærer stor kærlighed for forfatteren. Udsagnet, she grows on you, er meget passende her. Forfatteren misforstår – forståeligt nok – konstant Emerences forsøg på at gøre godt, og det gør det også så pinefuldt at læse. For de cirkler om hinanden, viser stor omsorg for hinanden og deres omgivelser, men fordi de er så forskellige, så rammer de lige så ofte ved siden af. Alt imens forfatterens og Emernces forhold udvikler sig, får vi også små indblik i Ungarns politiske landskab og ikke mindst litteraturens position i et svært polariseret miljø. Og her ser vi endnu et eksempel på Emerences studse hengivenhed. Da det litterære parnas skyr forfatteren og hendes litterære udtryk, sørger Emerence for at alle i gaden ved, at de skal stille op for forfatteren og vise deres støtte. Til trods for at hun ikke er en belæst person – den slags intetsigende fritidsaktivitet har hun ikke tid til – og at hun ingen respekt har for en person, hvis arbejde ikke handler om fysisk udfoldelse, så gør hun det meget klart, at hun er forfatterens største forsvarer. Hun er som en løvinde, der beskytter sit kuld, og hun gør det med stor ihærdighed.
Magda Szabó – og i forlængelse af hende oversætteren Len Rix – skriver sublimt og indlevende. Jeg havde så svært ved at rive mig fra bogen og fandt mange undskyldninger for at snige mig væk fra solbadningen ved Jammerland bugten bare for at læse et par sider eller bare et par sætninger. Jeg måtte høre mere, læse mere, forstå mere af denne forbindelse forfatteren havde til Emerence, vide mere om Emerence, som alle andre, der cirklede omkring den gamle dame, ville jeg også snage i hendes mest intime helligdom bag den skide dør, hun aldrig åbnede for nogen på nær én.
Det er ikke kun dele af Emerences tilgang til andre mennesker, der frustrerer mig, og derved også gør denne fortælling så indlevende. Det er også forfatteren/fortælleren, som er så opsat på at alle skal kunne lide hende. Hun gentager flere gange, at hun er en social og sympatisk person, men af og til krakelerer udsagnet og især sammen med Emerence, som gør det meget klart for forfatteren, at hun ikke er sat på jorden for at behage andre. Forfatteren bliver konfronteret med denne pæne pige i sig, som fluktuerer mellem selvoptaget godhed, manglende indsigt i egne adfærdsmønstre og reel omsorg for Emerence. Og det er også gennem denne linse vi tvinges at se og høre om Emerence. Ikke på noget punkt i historien får vi direkte indblik i Emerences tankemønster. I stedet må vi klare os med forfatterens udlægninger og de gange Emerence ytrer sig – ellere rettere sagt presses op i et hjørne af den kære forfatter – hvorefter hun uddeler sublime verbale smæk, som ikke mangler noget i grandios enetale og som i sig selv er værd en læsning. Men dette er også med til at gøre historien værd at læse – for hvem vil du tro på? Hvordan afkoder du Emerences væremåde og handlinger? Og hvad mener du om forfatteren? Så meget ligger åbent til fortolkning om det var Szabós hensigt eller ej.
Jeg kan ikke sige, at jeg bliver efterladt med fuld forståelse for hverken fortæller eller Emerence eller får en grand finale og happy end. Og som den sande tragedie fortællingen er, er det heller ikke meningen. Men jeg kan sige, at jeg nød at se livet fra Emerences (mærkelige) logik og morale omend det var gennem fortælleren. Jeg følte sympati for fortælleren, som gang på gang misforstår Emerence og gang på gang modtager skældud for derefter at undskylde – uanset om der er tale om reel skyld eller forestilt ud fra Emerences synspunkt – og krybe til korset. Til tider også nyde at arbejderen og kvinden udviser så stor autoritet i et lettere betændt miljø, hvor man ikke skal træde meget ved siden af før man straffes. Og jeg gik ned ad mindernes gade til mine egne store maternalistiske helte, som virker irettesættende strenge og absolut ikke er sat på jorden for at behage andre, men som til gengæld har et hjerte af guld og hvis løvindekamp har været til gavn for mange naive og søgende sjæle. Omend de – som alle os andre – også snubler fra tid til anden.
Et sidste citat, som symbol på denne jernlady (ikke at forveksle med Thatcher) og den måde forfatteren lægger scenen for os og inviterer os at betragte Emerence og gøre os mange, mange tanker om hvad der gemmer sig bag:
“The old woman worked like a robot. She lifted unliftable furniture without the slightest regard for herself. There was something superhuman, almost alarming, in her physical strenght and her capacity for work, all the more so because in fact she had no need to take so much on. Emerence obviously revelled in her work. She loved it. When she found herself with free time, she had no idea where to begin. Whatever she took on, she did to perfection, moving around the apartment in almost total silence – not because she was over-familiar or snooping; she simply avoided unnecessary conversation. “
* Al omtale af forfatteren herefter skal forstås som karakteren i bogen, ikke Magda Szabó selv.