Dette indlæg er skrevet med inspiration fra appen “Truede Ord”. Applikationen fra Gyldendal indeholder en liste udarbejdet af Dansk Sprognævn med ord, som er i fare for at blive fjernet fra Retskrivningsordbogen.

Ordet opstod omkring 1920 i Jylland. Oprindeligt betød ‘rivegilde’ fælles nedrakning af en fraværende person. Du ved; en slags teambuilding ved hjælp af syndebuk. En ikke helt ukendt situation for de fleste, der kommer fra små samfund. Men i 1970erne fik ordet en anden betydning – nemlig heftig debat –  og det var denne definition, der vandt ræset i 90erne, hvor fællesskabet mod den ikke-tilstedeværende måtte vige for direkte smack-down konfrontation og retten til at have ret. Så nu bruges ordet at belyse et møde eller anledning, hvor man strides, har vidt forskellige meninger og river i hver sin retning for at få ret – som i “årets finanslovsforhandling har udviklet sig til et rivegilde”. Eller tænk bare tilbage på enhver tv-debat, hvor du gang på gang håber på dialog og gang på gang bliver skuffet; et lysende eksempel på rivegilde foran åben skærm. Og en hurtig søgning på ordet viser også, at ordet oftest bliver brugt i journalistisk sammenhæng om politik og samfundsmæssige forhold.

En sjov sidebemærkning: Butikskæden Salling har muligvis – eller ikke – misforstået ordet, da de bruger det i en af deres salgskampagner. Men ifølge en artikel i JyllandsPosten fra 2000, var kæden og de mindre butikker i Århus til rivegilde, fordi førnævnte sammen med Magasin blev anklaget af en række af sidstenævnte for at skævvride konkurrencen og gøre det svært for forbrugeren at se forskel på kampagne- og udsalgsuger, gys og gru. Hvorom alting er, står kæden ved sin kampagne, men overvejer man, hvad definitionen på ordet er, så er heftig debat eller strid og kiv måske ikke lige det billede, man vil have tilknyttet sit brand – forudsat at definitionen rager en en høstblomst.

At det er et truet ord kommer nok ikke som en overraskelse – det har en lidt arkaisk klang og min kæbe ville nok ramme gulvet med 180 km/t, hvis jeg hørte en 20 årig ytre det til en fredagsbar. Når jeg tænker på ordene ‘rive’ og ‘gilde’ hver for sig, får jeg langt overvejende positive tanker. Så forestiller jeg mig 1920ernes kjoler, østers på bordet, cognac i glasset, ja, en episode af den der britiske serie, hvis titel ingen kan udtale rigtigt, men alle ser. Jeg hører nostalgiske sange og en fyr med glasset i hånden, der synger alt for højt og alt for skingert. Ser du også Sams Bar for dig?

Og rive? Al mad, der kan rives er lækker. En lækker ost, revet æble, halvdelen af min hånd hver eneste gang jeg forsøger mig med rivejernet, men hey, det er del af oplevelsen (og retten). Noget at rive i? Come on! Det er fyldt med positive konnotationer, arbejdsomhed og ære.

Sammensat associerer jeg ikke ordet med noget konstruktivt eller fremtidsholdbart, måske fordi begge ord er flyvske i natur. At rive er en pludselig, voldsom handling og gilde, omend oftest glædelig, en tidsbegrænset rituel begivenhed. Flyvske, men ikke destruktive. Intentionerne bag ‘rivegilde’ derimod er en belastende indstilling til samfundsdebatten. Og i værste fald en afledningsmanøvre som praktiseres, når argumenterne er i fare for at blive gennemhullet af saglig debat. Et eksempel, jeg umiddelbart tænker på, er striden mellem Inger Støjbjerg og AnneLise Marstrand-Jørgensen, som på nærværende tidspunkt blusser op og inviterer til en gedigen råbekamp mellem to fløje, som har notorisk svært ved at mødes på midten. Læs artiklen her, Støjbjergs reaktion her og Marstrand-Jørgensens svar her.

Men hvorom alting er, så er jeg blevet klogere i dag – takket været rivegildet.