Politiet kommer

Hvis jeg siger politi, hvad tænker du så? Hvad tænkte dit barndoms jeg?

Plakaten er et tryk af Morten Langkildes fotografi fra 1980, da store og voldelige demonstrationer udspillede sig på Nørrebro blandt andet i forbindelse med bydelssaneringen og rydningen af Byggelegepladsen (også kendt som Byggeren).

Pige 1: Ej, altså, hvor meget politi er der herude i dag???
Pige 2: Ja, det er totalt scary.

De to var ikke meget mere end 12 år, svingede deres soveposer op ad Nørrebrogade, og det fik mig at tænke hvilket indtryk politiet, ordensmagten med hele svineriet, kommer at have på Fittibolla© når han vokser op. Nu er jeg selv fra en lille flække med ikke flere end 1000 indboere, hvor politimanden kun var på besøg af og til på øen, når der skulle laves færdselstjek, og ellers var vores allround mælkemand/kabelfyr/brandmand også reservepoliti. Han var sgu hyggelig nok og far til min barndomsveninde, så der var ikke så meget angst for politibrutalitet på den front.

Men jeg kan godt se, at det er en anden realitet for Fittibolla© at vokse op i et område, hvor sirenerne er del af baggrundsstøjen, hvor beboere fra andre bydele ‘slummer den’ og indboerne meget hårdt holder på er charmerende omend ‘udfordret’. Det ord – udfordret – er en gentagende mantra herude. Eller rettere sagt på borgmesterplan og præger lokalpolitikken. Ja, så vi er måske lige mere udfordrede end Frederiksberg, men til gengæld er vi ikke kedelige: vi har mangfoldighed på vores side og denne brogede skare gør livet sjovt at leve. Hvis man vil til snooze fest, så flytter man til Amager. Hvis man ikke har noget imod at bades i blå blink af og til og ens børn nemt sover igennem lyden af pushere, som brøler politivold nede fra gruset i Nørrebroparken, så er Ydre Nørrebro din bydel. Eller Nordvest.

Neukolln

Neukölln i Berlin. På husmuren står “44 forbliver beskidt”. (Foto: Johannessen, 2011)

I ved også hvad mangfoldighd og udfordringer er kodeord for, ikke? Billigere boliger. Studerende, unge børnefamilier og ledige/folkepensionister flokker til bydelen, og gør klar til den ultimative storbysudvikling. Det er en historie så gammel som skabelsen og det er en udvikling som sker i alle storbyer: Jeg taler selvfølgelig om gentrificering. Jeg og min familie er del af freelancerlatte-segmentet, som er flyttet til inden for de sidste 5 år. Og det er et spændende område, helt anderledes og helt sit eget. Allerede i den korte tid vi har boet her, viser bydelen helt klare tegn på ændringer i demografi og ikke mindst ‘If you build it, they will come’-caféer. Såmænd, vi har endnu en imponerende samling falafel/shawarmabikse pakket ind på få km2, men lige så stille og roligt kommer den velkendte quirky indre nørrebroske café længere og længere ud. Vil du købe en lampe med din latté? Intet problem. Slentr så over til metrobyggeriet og find nye tags på den grønne væg og forsøg ikke at blive kørt over af cyklister/knallerter der suser forbi. Har du desperat brug for en kaktus til dit vindue, så går du selvfølgelig ned til Jægersborggade til en butik helliget den taknemmelige plante. Selvfølgelig efter at du har ædt dig gennem Shawarma mesterskabet. Eller hvad med at snuse til en vintage samling lp’er, imens cykelstyrsbaristaen komponerer din morgenmadsplatte? Og plej din oppustede mave med de friskeste aviser på biblioteket, sniksnak med Hus Forbi duden udenfor Føtex og stil dig i monstrøst lang kø til lagersalg i Nørrebrohallen. I skrivende stund er miksmakset på sit højeste, og det er glimrende. Vi er næsten nået det punkt, hvor vi burde stoppe mens legen er god. Men byhistorien er altid den samme fra land til land. Vi kommer at tippe over i privatmarkedsbyggeri, leje-, eje-, og andelsboligspriserne suser op over stratosfæren, sociale byggerier rives ned, underlige butikker som af en eller anden mærkelig grund klarede at holde sig oven vande, selv om de ikke har et produkt flere end tre mennesker om dagen har brug for, bukker endelig under. Og kunstnertyperne, de subsistensløse og familierne på stramme budgetter flytter de 700 m længere ud i byranden, hvor pizzarierne endnu ligger som soldaterrækker ned ad gaden.

Nørrebro Lokaludvalg skrev et glimrende svar til Berlingske bloggeren som flygt… flyttede ud af IN, hvori de kontekstualiserede problematikkerne i KBH N og satte et tiltrængt historisk perspektiv på sagerne. Vi er altså ret mange mennesker herude. Det nytter ikke noget bare at sige at vi er charmerende, men udfordrede (selvom de også brugte den terminologi) eller at gå over i den anden grøft og være mistænkelige over for alle og enhver som opholder sig uden for Nørrebro st. efter kl. 23. Uden at romantisere forholdene, så er Nørrebro en kompleks bydel, hvor jeg vil vove at påstå at der endnu er plads til randeksistenserne samtidig med at kunstnertyperne får lov at udfolde sig i byrummet, kombicaféer popper op på hvert andet hjørne og barnevognene fylder på cykelstierne. Og tilflyttere såvel som besøgende må løsne op og undgå at arbejde sig for firkantet igennem bydelen.

Og politiet? Ja, de hører hjemme i Nørrebros bybillede lige så meget som pusherne i Nørrebroparken og de åndsvage ‘har-du-hevet-dit-kørekort-ud-af-en-tyggegummi-automat’-idioter der kører 90 ned ad Nørrebrogade og laver wheelies i svinget mellem Nørrebrohus og Føtex. Alle os andre i midten mødes i caféen for at observere og holde de samfundskritiske diskussioner i live.

Læs videre på nogle af de ting jeg har nævnt i indlægget:

Anne Sophia Hermansen i Berlingske

Nørrebro Lokaludvalgs svar til Anne Sophia Hermansen

“Her er bydelen, danskerne er bange for” i MX

Min lille elskede next-door café, som jeg ikke længere bare kan daffe ned til og hænge ud i i flere timer, fordi Politiken kom med en blændende anmeldelse og nu er den pakket alle ugens timer. Øv for mig, stort yay for dem!

Hvad har du i din taske?

På ethvert givet tidspunkt, når jeg står for den store opgave at gå tur med Fittibolla©, bliver der lagt en slagplan for turen, der tager højde for alt pånær en tsunamitrussel – selvom… Danmark er ret fladt, skørere ting er sket.

Med det in mente vil jeg gerne præsentere den typiske (for mig) udflugtstaske i billede og tekst:
Pusletaske 1

1: Pusleunderlag syet af min kære ph.d.’er, som er et omvandrende geni inden for alting. Han fikser børnecykler, lamper, syr pusleunderlag og sengerande, ahmen altså, der er ikke den ting han ikke kan.
2+3+4+5+6: Med flaskebørn er pusletasken din omvandrende pat. Pas godt på den, glem ikke én eneste ting, fordi så kan du lige så godt traske hjemad igen. Termokande med 38,5 grader varmt vand, flaske med låg, sut med låg og bund (god forbid at der skulle komme smuds på, uha uha), MME i pulver og flydende. Men Jenny? Hvorfor både pulver og flydende? Det skal jeg sige dig: Fordi jeg er den type taskepakker som tager alting OG køkkenvasken med. Spørg bare Tuelil og hun vil berette om vores berygtede tur til Irland.
7+8: Legetøj. Sansebold og bidering. You heard me – det er en fiskebidering i træ. Hvis nu han skulle blive træt af bolden. Hvorfor jeg har legetøj med til en tur med barnevognen/viklen, hænger igen sammen med førnævnte køkkenvask.
9: Paraply. Det regner ca. 5% af tiden når vi er udenfor, men den ene gang jeg glemmer den, åbner himlen sig og dumper halvdelen af sæsonens nedbør i et rap, det er jeg sikker på. No dice!
10: Som Liza siger: “Money makes the world go around” – aldrig mere sandt end når man er på barsel og ikke når at spise eller drikke før Fittibolli© gaber, og det så bare handler om at smide alt hvad man har i hænderne og tour de francer den til barnevognen at lægge ham før han forvandles til psykobaby 2.0.
11: Læbepomade – til alle de gange man ikke ved hvad man skal lave mens babyen sover og man allerede har gennemtrawlet Facebook, Instagram, Snapchat og nyhedssiderne for 4. gang. Så kan man altid tage sig god tid at pleje sine læber. Stå i Nørrebroparken ved siden af hjertetræet og smøre det paraben/parfume/farvefrie fedt på læberne som om det var en Dolce&Gabbana Deep Fuchsia Classic Cream Lipstick i forårssæsonen. Rigtig Marilyn Monroe langsomt (hvad fanden har man ellers af sjov i gaden?)
12: Noget så u-Marilyn som snotklude. Til gylp, når man ikke havde pakket stofbleen. Til kaffe på ens trøje, bukser, halstørklæde og hænder. Til desperat at fange mascaraens flugt ned ad kinderne, fordi man havde glemt paraplyen. Ja, i bund og grund lever jeg efter målsætningen: Hvis du har snotklud, er du ok.
13: Gajol. Der er ikke altid tid at børste tænder (se nr. 10). Ja, sådan er det bare. Men derfor skal min bestie ikke belemres med min sure-sokker udånding, når hun river en time ud af kalenderen for at tage en kaffe i Nørrebroparken. Sidespring: Jeg må bevæge mig ud af min sikkerhedszone – kan allerede mærke at hyppigheden hvormed jeg namedropper NBP ikke er godt for plotlinjen… Eller min coolness-factor (hvis jeg har sådan en).
14: Vanter til Fittibolla©. Ikke at han nogensinde får dem på. De ligger sgu meget godt i tasken og hygger sig til næste gang.
15: Rejsekort. Man ved aldrig om man får lyst til at prøve noget andet end Nørrebroparken, vel?
16: Babyalarm. Som man parrer med telefonen. Som så ligger og vibrerer som en defekt dildo hele vejen igennem min quiet time på café med min bestie hver gang en fugl flyver forbi vognen. Eller en scooter kører forbi. F(%€# scootere i denne bydel!!!!

Og det, ladies und gentlemen, var så min præ-udrejse taskegennemgang.

Efter udflugten ser den nogenlunde sådan ud:

Pusletaske 2

 

 

17: Regnponcho. Fordi paraplyen er ubrugelig, hvis der er sidevind. Køkkenvasken, people!
18: Stjernestrimler. Det er snart jul, som betyder at jeg igen i år skal bande og svovle over de tingester indtil forsøg nr. 43, en halt og forkølet stjerne med manglende takker, som jeg vogter som Den Ene Ring.
19+20+22: En harmløs tur til apoteket at se om de har vandtæt plaster resulterer i shop-amok. Sut til flasken, monstrøst dyre d-dråber som lige pludselig koster 40 kr. mindre end de plejer. Så køber man da to. Goddamn Fittibolli© er high-maintenance! “Nå, du kan ikke TÅLE almindelige d-dråber til en tyver fra Føtex? Nå, så man skal have særproduktet der indeholder 250 mio. mælkesyrebakterier fra 2 stammer og d-vitamin der samtidig koster 1000% mere?” Jaja, tudekiks til mig. Og en vintercreme. Lidt skal Penciltwisteren have ud af besværlighederne.
21. Legetøj. En hånddukke. Hvis Fittibolli© bliver træt af bideringen og bolden.
23. Og så gik turen til biblioteket at låne kreabog i julens tegn. Hey yey, papirstjerner og juleflet.
24. Lys i 100% stearin lyder så luxus. Og det er i den ende af skalen vi er på dette tidspunkt, så de skulle også med hjem.

Hvad har du i tasken? Og hvor meget af det bruger du i løbet af dagen?

Den nordiske model

Den nordiske modelCPH:DOX viser i denne uge Erik Gandinis dokumentar “The Swedish Theory of Love”. Titlen kommer fra et manifest udarbejdet i 70’erne af svenske politikere. Og i en rapport, som de nordiske lande udgav til World Economic Forum i 2011 om ‘The Nordic Way’, står der:

According to what we have called “a Swedish theory of love”, authentic relationships of love and friendship are only possible between individuals who do not depend on each other or stand in unequal power relations. Thus autonomy, equality and (statist) individualism are inextricably linked to each other. Whatever political and cultural drawbacks there might be to this commitment to personal autonomy, a strong state and social equality – the usual criticisms are conformity, loneliness and an intrusive bureaucracy – one should note the upside: citizens, who feel empowered, accept the demands of modernity and are willing to make compromises to achieve economic efficiency and rational decision-making.

I rapportens model ligger Sverige i den absolut yderkant af aksen ‘traditionel familie vs. individualisme’. Den nordiske model bliver ofte nævnt i forhold til mange ting, ofte med positive konnotationer, ligestilling, tryghed og tillid til hinanden og staten, glæde og økonomisk stabilitet. Og det viser bare at den er meget mere end politik – det er en indstilling, tør jeg sige det; a way of life.

Men Gandini – og kritiske røster – mener at der er en bagside til denne livsstil, som vi må være opmærksomme på. I jagten efter individualisme og autonomi er svenskerne paradoksalt nok mere alene, isoleret og risikerer i langt højere grad end i de traditionelle samfund at dø uden at nogen lægger mærke til det. Resten af de nordiske lande ligger også ret langt ude på den akse og derfor vil jeg argumentere at Gandinis fokus er relevant for hele den nordiske model. Gandini interviewer en polsk psykiater som forklarer, at livsglæde ikke nødvendigvis opstår af at leve et trygt liv, men hellere gennem de udfordringer og problemer, vi bliver udsat for og som vi må tackle. Når vi til gengæld deler vores eksistens i livet online og offline, renser vi nærmest vores tilværelse for forhindringer. Hvis en anden ytrer en mening vi ikke kan lide online, så blokerer vi bare vedkommende og finder nogen som vi kan være enige med – vi giver os ikke “muligheden for at føle ensomheden”.

Jeg synes at det er interessant at at den nordiske rapport netop nævner kritikpunkterne ensomhed og påtrængende bureaukrati, men lige så hurtigt fejer det af bordet igen, fordi fordelene er så meget bedre, og det er især den sidste del jeg hæftede mig ved: “… are willing to make compromises to achieve economic effieciency and rational decision-making.” Det er så selvfølgelig til World Economic Forum, så fokus ligger immervæk på økonomien, men det er alligevel ret slørede begreber, og jeg kan ikke helt se hvad den økonomiske effektivitet og rationelle afgørelser dækker over. Vil det sige at dette er unikt for den nordiske model? Og kan man sige at landene endnu er enige? I mange tilfælde bliver den nordiske model udhulet indefra – der skæres i sociale ydelser, der strammes og indskærpes og forflyttes – alt under påskud af at den nordiske model er truet af indre og ydre kræfter. Dog ofte er de ‘kræfter’ der henvises til, borgerne i landene som mistænkeliggøres af stat og kommune, snyltere, nassere og dem som ikke fik memoet om at der skal laves kompromisser for at opnå økomisk effektivitet. Jeg er ikke sikker på at grundtanken bag den nordiske model – økonomisk og social løsrivelse fra andre individer, dvs. at man ikke skulle være stavnsbunden af andre, for at indgå i ligeværdige forhold med hinanden – kan holde til hvad den bliver presset ud i for tiden. Hvad jeg nok egentlig cirkler omkring er: Kan den nordiske model overleve den højredrejning vores regeringer har taget?

For at komme tilbage til dokumentaren, så må jeg sige at det var et interessant projekt, da jeg læste om det – at kaste et kritisk blik på hvad det er for et samfund der er skabt i ‘du gamla, du fria, du fjällhöga nord’ (og i resten af Norden). Men det virkede bare ikke som om det var kritisk, men mere generelt negativt med et snert af humor. Og så var der visse dele af dokumentaren som var ret langhårede – fx de unge mennesker som dyrker en afart af 70ernes hippiebevægelse. Intentionen er god nok: De vil i kontakt med hinanden igen, de vil ses og høres og føles og ikke bare køre rundt i møllen med alle andre uden øjenkontakt. Men jeg må indrømme at mit kølige nordnordiske sind går i baglås, da jeg er vidne til deres løsning på denne isolation: at sidde i cirkler, vugge frem og tilbage og nå de orgiastiske højder med berøring, grin og rullen rundt i græsset. Det var halvvejs sekterisk, men måske er det nødvendigt, hvis man vil sprænge den stiltiende accept af den nordiske models konformitet og bureaukrati. Så bliver det lidt flippet. Men er vi ikke kommet lidt for langt fra hinanden, når mennesker kan ligge døde i en lejlighed i tre måneder uden at nogen savner en? Måske skulle vi turde være mere kritiske over for den nordiske models rammer, tage den op til revision.

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede at der er tider hvor jeg ikke længere ser den nordiske model fra sin storhedstid i det samfund vi lever i i dag. Hellere bevæger vi os nærmere og nærmere amerikansk liberalpolitik; noget visse dele af befolkningen får våde øjne og ståpik af – og hvori der også er indgroede traditionelle familiemønstre og -værdier. Men jeg vil langt hellere have den nordiske model, hvis vi kan sætte ord på hvad der egentlig var der gjorde den så stærk. En model der løfter hele socialklasser op på samme niveau og fremmer ligeværd mellem mennesker – individer uden at give køb på vores trang til at være sociale.

Dokumentaren kan ses i Empire i morgen d. 12/11 og i Cinemateket på lørdag.
The Swedish Theory of Love

Om at gå til mor og baby yoga

YogahænderMit planlagte indlæg skulle summe af overskud fordi mor og Fittibolli havde været til halvanden times yoga med andre overskudsmødre og -babyer, og nu casually slængte os på sofaen, sønnike kurrende med en bold, mig med den bærbare.

Men jeg må sgu ændre undertitlen til: Om at have meldt sig til mor og baby yoga, for siden at misse hidtil to ud af de i alt seks gange, fordi babys formiddagslur strækker sig så forbasket lækkert lige smack midt ind i rejsetid og udøvelse af yogapositioner i said Shala på Østerbro, og jeg ikke nænner at vække ham, fordi han var lidt grumpy i morges, spiste ikke så meget og jeg ikke giiiiiiider at have exorcist baby på hænderne resten af dagen. Prioriteringer mand!

Jeg gik til graviditetsyoga samme sted – Yogamudra på Østerbro med skønne, rolige Bodil, som hilste med et smil hver gang jeg trådte ind – og det var så lækkert. Runde maver overalt, rolige stemmer, åndedrætsøvelser og forventningsglæde. Og så de vigtige, nay livsnødvendige, knibeøvelser.

Hvordan klarer andre mennesker det? Skal man bare lade være med at melde sig til noget, gå barnevognstur nr. 6.000 i Nørrebroparken, smile plastisk til pusherne ved nummer fire træ fra Stefansgadeindgangen og tænke at næste gang når vi det og det bliver godt, eller er nøglen bare at melde sig til AAAAAAALT og så komme til 15% af begivenhederne? Sidstnævnte løsning virker mig en smule dyrt i det lange løb. Men det forklarer måske hvorfor de gode økonomer som holder styr på os allesammen siger, at børn koster ca. 800.000 kr. i løbet af deres første 18 år her på jorden.

Jeg ved i hvert fald hvad en del af løsningen er: Slap af, kvinde, vær ikke så skal-nå-ditten-skal-nå-datten, livet er ikke et skema (eller en liste). Livet må sgu godt være messy, ungen skrige ind i hovedet på den sure dame i 5A’eren, huen sidde skævt og barnevognen danse polka på sit frimærke, som altid er okkuperet af velfungerende voksne mennesker, som bare ikke gider at “flytte jer længere bag i bussen”!!! Drama queen’en i mig flipper ud: Verden er i gang derude og I har ikke mig med, hvordan skal I klare jer, I dør, I ignoranter? Og så er det heller ikke så forfærdeligt – jeg elsker tårnlivet; at ligge i sofaen og læse bøger, surfe nyhedskanalerne, voldfortære serier på HBO og Netflix og spise mælkesnitter… og marabou daim… og lakridsovertrukne chokoladekugler… og salte nødder. Og jeg sørger altid for, at vi kommer ud og får lidt frisk luft og sparsomme solstråler, så Fittibolli ikke arver mors Count Dracula-lignende teint – men der bliver ikke kigget på klokken længere, vi når det når vi når det. Nogle gange ville det dog være rart at have et eller andet som var ufravigeligt fastlagt, noget, hvor selv en mors dårlige skemalægning og babys temperament skulle vige, come hell or high water. Som yoga hver mandag mellem 12 og 13:45.

(Opdatering: Vi nåede aldrig mere end til den éne time og det er ok.)

Penciltwister 2.0

Happy legsSå går det løs – bloggen skal vækkes til live igen efter to (!) års pause.
Denne gang er det dog ikke en ren litteraturblog, og den kommer ikke til at være på engelsk. Sidste gang havde jeg en eller anden fantasi om at mit publikum ville være internationalt – mindre kan ikke gøre det – men det viste sig så at ‘mit publikum’ var min mor, min lillesøster og en bibliotekar, jeg mødte på Bogforum (dengang det var i Forum, yes så out of date er jeg). Der kan snige sig enkelte engelske fraser og ord ind, jeg kan ikke i det private skrive en tekst på kun ét sprog, det er mig alt for snævert. Så bliv ikke overrasket, hvis der sniger sig færingeslanger og selvopfundne ord ind i teksten. Hvis Tolkien m.fl. kan, så kan jeg også. Jeg smider måske også et Weltschmertz eller to ind i løbet af denne blogs levetid.

Jeg har som så ikke noget koncept – måske får jeg det hen ad vejen, men jeg har til gengæld masser af idéer. Hvad jeg ved, er at det skal være en rolig kanal. Med rolig mener jeg en skrabet version af min tidligere plugin/widget maniske side, da mit fokus ligger på at få noget ned på skærmen hellere end at sørge for, at alle sociale medie knapper fungerer og undersider linker til de korrekte steder etc.

 

Anywhoosels, jeg kan starte med en lille random liste om mig, som måske giver en indikation af hvad for en fisk jeg er:

        • Jeg elsker lister
        • Jeg kan tælle til 10 på koreansk – tror jeg – men kun syngende, takket være min fantastiske bog og kasettebånd fra Unicef, hvori der også var nogen på fransk med nogle elefanter på et edderkoppespind, men gees altså, fransk og mig er ikke venner.
        • Jeg har engang brugt ordet ‘pattestiv’ til en jobsamtale – det var først to sætninger længere fremme, at min hjerne var i stand til at absorbere, hvad jeg havde gjort.

    • Sidste år viste jeg min kusine, som har tvillinger, en overskuds-mommy-krea-blogger side med hjemmelavet legetøj og hyggelige aktiviteter at lave med ens børn og sagde med schwung i stemmen, “var det ikke noget, hva’? Altså, det er da pissesmart at man kan lave håndmaling selv og lede efter blade i skoven for så at lime dem ind i scrapbøger og lave økologiske glitterbomber med sine børn, hva’?” Nu ved jeg bedre…
    • Jeg er vild med jul – jaja, de fleste er, men jeg er all-out-full-blown-get-your-candles-in-check-and-pull-out-the-stockings skør med hele måneden – lalleglad har sjældent været brugt mere passende end i dette tilfælde.

    • Jeg har op til flere gange brugt babys flaskesteriliseringsvand til min kaffe ’cause let’s face it, hvem har tid til at koge vand i disse dage + jeg redder planeten en kop ad gangen, you’re welcome.
    • Går stadig i mine graviditetsbukser og preggostrømpebukser. F* U super stretchy high-waist slime line fit H&M bukser! Rum til kroppen holder for vildt.
    • Græd engang, da jeg fandt et babymøl klistret fast på ryggen i mølfælden… OK, det var i forgårs.
    • Fik jeg sagt at jeg ælsker lister?

Så hvad sker der derude, folks? Lad mig høre, hvad I vil vide, hvad I har lyst til at læse om (ja, mor/søster/bibliotekar, kom med jeres guldkorn).

Jeg glæder mig at komme i gang igen og hvis I simpelthen ikke kan få nok af Jenny-juicen (det hedder jeg forresten. Jenny, ikke juice-delen. Og med svensker-J, tak!), så er jeg også at støve op på Instagram, Snappos og én enkelt blåmånegang på Twitter.