Jeg var til fyraftensmøde hos IBBY i Københavns Hovedbibliotek i sidste uge, hvor temaet var etnicitet i danske børne- og ungdomsbøger. Om hvordan brune og hvide repræsenteres i litteraturen; om vores behov for at spejle os i noget genkendeligt; om mangelen på repræsentation for etniske minoriteter; om hvordan minoritetsbaggrunde også skal have lov at møde (en form for) sig selv i litteraturen; om hvorvidt hvide forfattere kan skrive om andre etniciteter; og om hvordan historierne behandler stereotyper og “den Anden”.

Panelet bestod af mødeleder Ahmad Mahmoud, Nadia Mansour, Mira C. Skadegård og Dorte Lilmose.
Det følgende er baseret på fyraftensmødet og de tanker det vækkede hos mig om etnicitet i B&U-litteraturen:

Fra højre: Ahmad Mahmoud, Mira C. Skadegård, Nadia Mansour, Dorte Lilmose

Ahmad Mahmoud sparker det hele i gang med en emneintroduktion og en oplæsning af en scene i Kim Fupz Aakesons “Mogens og Mahdi”, hvor Mogens besøger Mahdi midt i ramadanen. Mahdi kan ikke spise, og da Mogens finder ud af det, gør han sit allerbedste for at hyle Mahdi ud af det med sin medbragte rosinpakke. At det er den bedste, mest rosinede rosin han nogensinde har spist; at den er så lækker, så saftig, så sød og så sej som ingen rosin nogensinde før. Da Mahmoud er færdig med oplæsningen lægger han op til os at overveje spørgsmålet; kan en hvid forfatter tillade sig at skrive sådan om en anden etnicitet og en anden kultur?

Det lagde lidt op til at den eneste “hvide” person i panelet, Dorte Lilmose, forfatter af bl.a. “Pigen, spøgelset og den blå næse”, blev positioneret i front for denne påstand. Det var lidt et no-brainer spørgsmål, for ja, selvfølgelig kan man tillade sig at skrive om noget eller nogen man ikke selv deler specifikke træk/historie med. Som en i panelet sagde, hvis vi ikke kunne det, ville al vores litteratur være autobiografier. Noget der dog var en skuffelse, var at bøgerne hun præsenterede, var ikke blevet fremsendt til de to andre paneldeltagere. Havde de læst hendes bøger, kunne vi have overværet en ret interessant diskussion, der bundede i Skadegårds og Mansours teoretiske bagland med Lilmoses forsøg på at repræsentere og belyse etnicitet i B&U-litteraturen.

I løbet af de næste to timer tager panelet nogle ret store spørgsmål op som hænger sammen med identifikation og læseglæde og behovet for at skabe flere historier, der repræsenterer en bredere palet karakterer i B&U-litteratur. Mira Skadegård tager det interessante aspekt op, at når vi har så få bøger der repræsenterer forskellige etniske minoriteter, må vi forholde os til, hvordan de repræsenteres. Hendes udgangspunkt er strukturel diskrimination i dansk kontekst og dette særligt i relation til spørgsmål om magt, ulighed, inklusion og eksklusion. Fra hendes perspektiv bunder problematikken med repræsentation ikke i et ønske om at male lyserøde billeder af etnicitet, men at forholde sig til hvordan og i forhold til hvem minoriteterne positioneres. Da vi alle kommer med forskellige udgangspunkter, er det naivt at gå ud fra, at alle har lige muligheder i samfundet. Det er en pointe, der ofte er svær at forstå i Danmark (hele Norden faktisk), hvor vi bryster os af, at vi er lige og frie og demokratiske. Da Mahmoud spørger hende, om der skal være forskelsbehandling, svarer Skadegård, at en vis form for forskelsbehandling (ikke diskriminatorisk) er nødvendig for at behandle de strukturelle uligheder der findes i samfundet. De magtpositionerede vælger på basis af forudintagede overbevisnigner, og det må vi undersøge. Det leder til en diskussion om de historier der forefindes, er stereotypiske og diskriminatoriske.

Nadia Mansour kommenterer, at der ikke findes kvantitativ forskning i Danmark om hvorvidt minoriteter belyses diskriminatorisk. I USA har man meget fokus på dette emne, hvor forskningen har kortlagt en række diskriminatoriske markører i skønlitterære værker og B&U-litteratur. Med basis i denne forskning kan man gøre noget ved repræsentationen og rette op på denne skævvridning. Ifølge Mira Skadegård er det vigtigt at være opmærksom på den ubevidste stereotyp og at reflektere over sprogbrug i børne- og ungdomslitteratur og hvordan den modtages og behandles.

Et udvalg af de bøger, der lå i foyeren på Hovedbiblioteket:

Jakob Martin Strid – Mustafas kiosk

Bolatta Silis-Høegh: Aima

Matilda Ruta – Ninna og Stormskolen

En lærebog om tal

En lærebog om tal.

Og det synes jeg er en vigtig pointe ift. B&U-litteraturen. Vi må kigge på magtforholdene og spørge os selv; hvad kan vi gøre for at ruske op i fortællingerne? Og det gælder alle fra forlag, boghandlere, læsere, forfattere, støtteorganisationer og marketingfolk. Magtforholdet leder også til den næste problemstilling:  Hvem bestemmer, hvad begrebet kvalitet står for ift. litteraturen? Det er ofte oppe at vende, at der er en slags stiltiende accept (som nogle bekæmper) der rangerer litteratur efter nogle helt klassiske parametre – mange af hvilke bunder i arkæiske opfattelser af litteraturens iboende kvaliteter. Og selv om jeg ikke er fortaler for, at man skal kaste al litterær kritik og analyse ud af vinduet, langtfra, så mener jeg, at det er nødvendig at kigge på, OM vi bare blindt reproducerer “det der sælger” eller det, vi mener læseren vil have, eller det vi tror vi bør læse. En litteratur der reproducerer, er skæbnebestemt til at sygne hen og blive forældet. I denne sammenhæng bliver B&U-litteratur ofte rangeret langt under – i mangle af bedre ord – litteratur til voksne. Og i mange henseender kan man sige, at der er nogle finesser ved skønlitteratur, der kan være på et højere abstrakt plan end B&U-litteratur, men det er sandelig ikke et faktum! I børne- og ungdomslitteraturen kan fortællerne godt tåle at være lidt rebelske, og B&U-litteratur har en fascinerende udviklingshistorie bag sig; fra at fungere som rent ud sagt undervisnings- og moralelære til at gå helt over i og forbi abstrakt litteratur, forsøger forfatterne og illustratorerne at sprænge egne rammer og søge efter den gode historie. Mange af de endnu ulæste historier findes blandt etniske minoriteter.

Da snakken drejer ind på forskelsbehandling og om at få rettet op på denne skævvridning, rejser spørgsmålet sig fra publikum, om vi risikerer at dræbe kreativiteten ved at fokusere på etnicitet. Dette er et meget benyttet greb hvormed man positionerer kvalitet som en modsætning til (indsæt målgruppe her). Det er samme retorik der benyttes, når vi taler om forfattere af andet køn end Manden: Hvis vi giver forrang til nogen, ødelægger det så ikke hele området? Til dette vil jeg bare sige et rungende nej. Og dernæst; du burde vide bedre.

Da jeg startede på litteraturvidenskab, gik jeg ind i studiet med en absolut passion for skønlitteraturen, en ren læseglæde og en ubesudlet forståelse af hvad skønlitteratur var for noget. Da jeg afsluttede studiet var jeg træt, læste ikke med samme glød og jeg vidste slet ikke hvad var op og ned på noget som helst i litteraturen. Det tog mig et par år at få pusten igen og forstå, hvad der var sket. Og det er ikke en kritik af studiet, feltet, mine medstuderende eller underviserne, tværtimod. Men i løbet af de år lærte jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved strukturerne og rammerne hvori litteraturen opererer. Og ikke mindst ud fra hvilken position vi går til litteraturen. At litteratur aldrig – som i aldrig og ikke i nogen kontekst eller genre – står alene eller over noget andet. Uanset hvor mange blåstemplinger den får. Udsigelsen er i konstant relation til noget eller nogen. Og at det er min ypperste opgave at ikke “go gently into that good night”.

Og så var vi kommet til mærkaterne. Hvad skal vi kalde denne litteratur? Hvilken kasse kan vi proppe den i? Nadia Mansour, der er ph.d. i multikulturel litteratur i dansk kontekst, påpeger det problematiske i at kalde noget indvandrerlitteratur, som vi tenderer til at gøre hver gang en ikke etnisk dansker udgiver noget. Hun mener at det stigmatiserer forfatteren såvel som indholdet. Og at det læner sig op ad den måde vi stigmatiserer forfattere af andet køn end mand. Hvor vi ikke per se siger at noget er underordnet noget andet, men i receptionen af det, omtalen og støtten, kan man ane omridset af denne rangorden. En repræsentant fra Gyldendal, som sidder i publikum, efterlyser forskning på området og spørger om vi (red. forlagene) bør lave kampagner, hvortil panelet nikker og igen refererer til USA, som virker til at være langt forud for vores tid. Der bliver bl.a. nævnt “We need diverse books” – en non-profit børnebogsorganisation, der stræber efter væsentlig forandring i forlagsbranchen, at producere og promovere litteratur der afspejler og respekterer alle unges liv. Det er en inkluderende sag og på forsiden af deres hjemmeside står der: “Imagine a world in which all children can see themselves in the pages of a book.” Hvem kan dog synes at dette skulle forringe litteraturens kvalitet? En anden meget relevant side – især for de magtpositionerede – er bloggen Reading While White, “White librarians organizing to confront racism in the field of children’s and young adult literature.

Når man kigger ud over publikum er det glædeligt at se, at vi er ok bredt repræsenteret. Vi hører en anekdote fra en somalsk pige, som forsøger at få sine yngre søskende at læse mere (yay, high five, seje kvinde!). I hendes forsøg på at få broderen til at læse, tænker hun på at give ham noget litteratur, som vækker genklang og pirker til læselysten, så hun tænker noget om Somalia eller somalske børn. Hun leder højt og lavt og til sidst finder hun en bog på biblioteket (dobbelt yay, brug af bibliotek) om en somalsk dreng, men ak, da hun kigger igennem den, er det en historie om en dreng der bliver sendt på opdragelsesrejse til hjemlandet, for dernæst at blive “reddet” fra sine omgivelser og puttet i pleje af de gode hvide… Alene denne oplevelse burde være et himmelråbende opråb til branchen om at komme i omdrejninger. Dette kan ikke være den oplevelse disse børn skal vokse op med.

Nour og Noras første dag i børnehave (billede fra Kickstarterkampagnen)

Og nogle dage senere blev jeg tipset om denne kickstarterkampagne: “Nour og Noras første dag i børnehave”, der tager afsæt i kulturmøder og etnicitet i børnehøjde. Jeg kunne hoppe op og ned i stolen af glæde. Variety is the spice of life, som udtrykket tager til. Hvis børn møder en monokultur, bliver deres verdenssyn præget hen imod en monoforestilling af virkeligheden. Og det kan have betydning for, hvem de vil lege med, hvem de tiltrækkes og lukker ind i deres univers. Dit barn kan altså allerede helt fra spæd begynde at udelukke mennesker baseret på hudfarve, seksualitet og kropsform, hvis du ikke gør noget for at behandle disse emner. I stedet for at tysse på barnet, når h”n højlydt råber i 5C, “hvorfor er damen brun; har hun ikke puttet solcreme på?” eller “han har en stooooooooooor mave!”, så tag det op, og tag det respektfuldt og oprigtigt op. Og det med oprigtigheden mener jeg så alvorligt som amen i kirken. For det kan være, at du selv ikke har været introduceret for “den Anden” i din opvækst og derfor ikke ved hvordan mødet skal forklares. Og med “den Anden” mener jeg ikke nødvendigvis en dame i burka – jeg kan huske første gang jeg så en rødhåret knægt. Dude, et chok! Men du kan møde verden med et åbent sind og sætte dig ind i hvordan andres liv former sig. Og her er det nemlig så smart, at en af de måder, du kan behandle jeres omverden på, er gennem litteratur. En samtale med en billedbog imellem barn og voksen er noget af det bedste i verden at forklare (og måske selv blive klogere) hvordan verden er/kan være skruet sammen.

Jeg kan kun anbefale at I støtter op om diversitet i børne- og ungdomsbøger i dansk udgivelse. Snak med din bibliotekar, efterlys en bog hos boghandleren, vælg bevidst og inklusivt og sørg for at dit barn får en bred palet af verden gennem højtlæsning, alenelæsning, dialogisk læsning, “jeg-orker-ikke-at-læse-mere”-læsning, I don’t care just read! Og måske også støtte at Nour og Nora bliver udgivet. Fordi den forsøger at fylde et behov i B&U-litteraturen – at ethvert barn har ret til at spejle sig selv i litteraturen og opdage den reneste læseglæde og alle fordelene ved at være læsende. Og fordi dit barn – hvad enten det er brunt, hvidt, rødt, gult, blåt eller grønt – lærer af sine omgivelser. Og hvis ens omgivelser kun består af én hudfarve, af en kultur, eller en seksualitet, så er chancerne for at dit barn kommer at udelukke andre mennesker baseret på disse markører des større. Tyg lige på den. Og støt så den gode sag.