Hvis jeg siger politi, hvad tænker du så? Hvad tænkte dit barndoms jeg?

Plakaten er et tryk af Morten Langkildes fotografi fra 1980, da store og voldelige demonstrationer udspillede sig på Nørrebro blandt andet i forbindelse med bydelssaneringen og rydningen af Byggelegepladsen (også kendt som Byggeren).

Pige 1: Ej, altså, hvor meget politi er der herude i dag???
Pige 2: Ja, det er totalt scary.

De to var ikke meget mere end 12 år, svingede deres soveposer op ad Nørrebrogade, og det fik mig at tænke hvilket indtryk politiet, ordensmagten med hele svineriet, kommer at have på Fittibolla© når han vokser op. Nu er jeg selv fra en lille flække med ikke flere end 1000 indboere, hvor politimanden kun var på besøg af og til på øen, når der skulle laves færdselstjek, og ellers var vores allround mælkemand/kabelfyr/brandmand også reservepoliti. Han var sgu hyggelig nok og far til min barndomsveninde, så der var ikke så meget angst for politibrutalitet på den front.

Men jeg kan godt se, at det er en anden realitet for Fittibolla© at vokse op i et område, hvor sirenerne er del af baggrundsstøjen, hvor beboere fra andre bydele ‘slummer den’ og indboerne meget hårdt holder på er charmerende omend ‘udfordret’. Det ord – udfordret – er en gentagende mantra herude. Eller rettere sagt på borgmesterplan og præger lokalpolitikken. Ja, så vi er måske lige mere udfordrede end Frederiksberg, men til gengæld er vi ikke kedelige: vi har mangfoldighed på vores side og denne brogede skare gør livet sjovt at leve. Hvis man vil til snooze fest, så flytter man til Amager. Hvis man ikke har noget imod at bades i blå blink af og til og ens børn nemt sover igennem lyden af pushere, som brøler politivold nede fra gruset i Nørrebroparken, så er Ydre Nørrebro din bydel. Eller Nordvest.

Neukölln i Berlin. På husmuren står “44 forbliver beskidt”. (Foto: Johannessen, 2011)

I ved også hvad mangfoldighd og udfordringer er kodeord for, ikke? Billigere boliger. Studerende, unge børnefamilier og ledige/folkepensionister flokker til bydelen, og gør klar til den ultimative storbysudvikling. Det er en historie så gammel som skabelsen og det er en udvikling som sker i alle storbyer: Jeg taler selvfølgelig om gentrificering. Jeg og min familie er del af freelancerlatte-segmentet, som er flyttet til inden for de sidste 5 år. Og det er et spændende område, helt anderledes og helt sit eget. Allerede i den korte tid vi har boet her, viser bydelen helt klare tegn på ændringer i demografi og ikke mindst ‘If you build it, they will come’-caféer. Såmænd, vi har endnu en imponerende samling falafel/shawarmabikse pakket ind på få km2, men lige så stille og roligt kommer den velkendte quirky indre nørrebroske café længere og længere ud. Vil du købe en lampe med din latté? Intet problem. Slentr så over til metrobyggeriet og find nye tags på den grønne væg og forsøg ikke at blive kørt over af cyklister/knallerter der suser forbi. Har du desperat brug for en kaktus til dit vindue, så går du selvfølgelig ned til Jægersborggade til en butik helliget den taknemmelige plante. Selvfølgelig efter at du har ædt dig gennem Shawarma mesterskabet. Eller hvad med at snuse til en vintage samling lp’er, imens cykelstyrsbaristaen komponerer din morgenmadsplatte? Og plej din oppustede mave med de friskeste aviser på biblioteket, sniksnak med Hus Forbi duden udenfor Føtex og stil dig i monstrøst lang kø til lagersalg i Nørrebrohallen. I skrivende stund er miksmakset på sit højeste, og det er glimrende. Vi er næsten nået det punkt, hvor vi burde stoppe mens legen er god. Men byhistorien er altid den samme fra land til land. Vi kommer at tippe over i privatmarkedsbyggeri, leje-, eje-, og andelsboligspriserne suser op over stratosfæren, sociale byggerier rives ned, underlige butikker som af en eller anden mærkelig grund klarede at holde sig oven vande, selv om de ikke har et produkt flere end tre mennesker om dagen har brug for, bukker endelig under. Og kunstnertyperne, de subsistensløse og familierne på stramme budgetter flytter de 700 m længere ud i byranden, hvor pizzarierne endnu ligger som soldaterrækker ned ad gaden.

Nørrebro Lokaludvalg skrev et glimrende svar til Berlingske bloggeren som flygt… flyttede ud af IN, hvori de kontekstualiserede problematikkerne i KBH N og satte et tiltrængt historisk perspektiv på sagerne. Vi er altså ret mange mennesker herude. Det nytter ikke noget bare at sige at vi er charmerende, men udfordrede (selvom de også brugte den terminologi) eller at gå over i den anden grøft og være mistænkelige over for alle og enhver som opholder sig uden for Nørrebro st. efter kl. 23. Uden at romantisere forholdene, så er Nørrebro en kompleks bydel, hvor jeg vil vove at påstå at der endnu er plads til randeksistenserne samtidig med at kunstnertyperne får lov at udfolde sig i byrummet, kombicaféer popper op på hvert andet hjørne og barnevognene fylder på cykelstierne. Og tilflyttere såvel som besøgende må løsne op og undgå at arbejde sig for firkantet igennem bydelen.

Og politiet? Ja, de hører hjemme i Nørrebros bybillede lige så meget som pusherne i Nørrebroparken og de åndsvage ‘har-du-hevet-dit-kørekort-ud-af-en-tyggegummi-automat’-idioter der kører 90 ned ad Nørrebrogade og laver wheelies i svinget mellem Nørrebrohus og Føtex. Alle os andre i midten mødes i caféen for at observere og holde de samfundskritiske diskussioner i live.

Læs videre på nogle af de ting jeg har nævnt i indlægget:

Anne Sophia Hermansen i Berlingske

Nørrebro Lokaludvalgs svar til Anne Sophia Hermansen

“Her er bydelen, danskerne er bange for” i MX

Min lille elskede next-door café, som jeg ikke længere bare kan daffe ned til og hænge ud i i flere timer, fordi Politiken kom med en blændende anmeldelse og nu er den pakket alle ugens timer. Øv for mig, stort yay for dem!