Carls bog


Naja Marie Aidts bog, “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, med undertitlen “Carls bog”, er noget af det mest hjerteskærende jeg har læst i lang tid, hvis nogensinde. Der er ikke fyldestgørende ord i verden som med passende styrke kan formidle, hvor vigtig denne bog er.

Og med disse tanker in mente blokerede jeg nær ved min egen proces og muligheden for at forfatte en anmeldelse. Jeg har næsten fået berøringsangst, for jeg vil ikke forklejne sorgprocessen og det litterære udtryk som sorgen afstedkom med floskler. Men jeg vil gerne dele mine tanker, og har derfor fundet noterne frem, som jeg fik nedfældet, mens jeg læste.



Det er ikke min sorg – det er Najas sorg.

Det er min frygt. Najas realitet.

Det er det altid mulige. Det allerede overståne.

“Engang var du 9 år gammel.” Ikke: Engang, da du var. Nej, du var engang ni.

Jeg er glad for den gentagne scene i kursiv i de første mange sider; øjeblikket, før det alt ramler. For Naja har ikke taget telefonen endnu, endnu er Carl Emil i live, endnu er livet “For livet!” en realitet. Jeg kender den scene, jeg klynger mig til håbet.

I cafeen over for mig står en ung kvinde – en mor, en nybagt mor – og rokker frem og tilbage med barnet i favnen, stort smil. Hun har måske, måske ikke den samme frygt som jeg har, den som blev en realitet for Naja. Mon Naja nogensinde havde de tanker? Mon hun tror på tilfældigheder eller skæbne? Mine tanker kan ikke undgå at blande min Emil ind i læsningen. Carl Emil, Emil, engang var du ni år gammel. Engang bliver du ni år gammel. Ikke?

Men hvad bilder jeg mig egentlig ind? Det her er ikke min historie, ikke mit barn, ikke min sorg. Jeg skylder Naja at læse om hendes barn, et goldt sprog, rædslen, på hendes termer. 

På den anden side; for at citere den just afdøde Ursula K Le Guin: 

Lyt, læs, føl.

(Skriftstørrelse skifter – fx i passage da Naja fortæller hvordan Carl dør, er skriftstørrelsen langt større end omkringliggende skrift)

Død d 16. marts 2015 15:45 – da går jeg højgravid rundt. Hvad lavede jeg den dag? Den aften da Najas barn døde. Mærkede jeg liv i maven? Var jeg glad, bange, neutral?

intet sprog er muligt (s 31)

 

(Den sidste linje er en omskrivning af en linje fra Ursula Andkjær Olsens digtsamling Udgående fartøj)

Blodmåne (s. 32)

jeg hader min krop den fødte noget der døde den kunne ikke holde liv i dig jeg er alene (s. 38)

 

 

(s. 42)

jeg tænker på dig altid og der er tidspunkter hvor jeg ikke tænker på dig. det er ikke modsætningsfyldt. (s. 66)

(67)

(72) Efter endnu en kursiv scene – tilbageblik. Trauma, chok – det gentager sig, det øjeblik hvor verden standser, går i stå, knuses og er så afgørende mere end hverdagens trummerum. 

Sproget svigter hende – sætter andres ord ind, læner sig op ad andres sorg, andres ord, oplevelser. Roubaud, CS Lewis, HC Andersen etc. 

Hun tror hun er alene, han (faren) tror han er alene – de bliver glade for at de har samme oplevelse, samme sorg – ligeledes med de andre

Indgang: “ligemeget, den skal jeg heldigvis ikke opleve.” (Om carls død – find passage et sted i starten)

Cicero – sorg over datter (114)

Der er før. 

Og efter. 

(115)

(Sirenerne findes associationer – repetitiv, messende, poetisk)

Nævner Mnemosyne – græsk gudinde, men også sommerfugl. Udbredt i hele Europa men uddød i Danmark (også Sort Apollo, er dog ikke Apollo, da den ikke har de røde pletter). En side længere citeres Inger Christensen, reference til Sort Apollo.

Giv dét tilbage – en cirkulær bevægelse (141)

Vi er her. Men vi er også hos den døde. Det er ikke spor vanskeligt. Det sker helt af sig selv (151) – se note til s. 66. 

Ingen skal glemme ham. Ikke så længe jeg lever. (154)

[…] hans døde krop skal ligge alene i et mørkt rum hele natten, og det gør mig syg at tænke på, jeg vil være hos ham, vi vil være hos ham, men det kan vi ikke, det må vi ikke, […] (156)

Til tonerne af Adagio for strings af Samuel Barber (nævnt på s. 152) læser jeg de sidste sider.

Digtet – det forudanende digt om Carls død – i Poesibog fra 2008, skrevet i Carls 16. år. 

 

 

Omslag er af Olga Fröbe-Kapteyn (1881-1962) The central spiritual sun (1927-1934)

Ursula k le guin om vrede – essay i den nye samling – nyttig, farlig, våben.

Leave a Reply