Litteraturen i 2017 – Del 1

Endnu et år – endnu en læseudfordring på Goodreads jeg dumpede. Men det handler selvfølgelig ikke om hvor meget man når at læse, det handler om hvad man tager med fra læsningen og den tid man tager sig med bogen. Så jeg er ikke så ked af at det blev til 20 bøger, for det var i særdeleshed litteratur som har sat sig – i hvert fald hovedparten af bøgerne. Så her er første del af min gennemgang af læseåret 2017.

Goodreads Reading Challenge 2017

2017 blev året hvor jeg endelig kom i gang med at læse igen efter to års latterlige læseår. Jeg mener what the actual laver jeg i 2015 og 2016, når jeg kun når at læse fem bøger pr. år? Og jeg var også bevidst om det, for det var lidt som om en del af mig – af min personlighed – manglede i hverdagen blandt barsel, dagpengestrid, tidsbegrænsede stillinger og alt, alt, alt for meget netflix! Skuden skulle vendes og det gjorde den i januar med en smuk bog om en falkoner, der talte til både hjerne og hjerte på én og samme tid. Og når det samtidig bliver anbefalet af min gode veninde, som altid rammer plet, når det kommer til anbefalinger, så var jeg ikke i tvivl, da jeg åbnede op på første side (metaforisk: Jeg læste den på en iPad). 2017 blev også året, hvor jeg, dels baseret på min pressede økomomi, dels fordi jeg elsker konceptet: 1) kom mere på biblioteket og 2) satte mere lid til e-bøgerne. Sidstnævnte for de er sgu smarte at have med i sengen, når læselampen i realiteten fungerer mere som en projektør end diskret lyskegle, og vækker alt og alle i huset så man bliver gryntet af som om man var i gang med at torturere sengepartneren via lys… Anywho, jeg kom væk fra emnet:

H is for Hawk af Helen Macdonald er en smuk bog om sorg og at bearbejde tab. Sproget er ligetil og fokuseret på detaljer ved falkoneri, så den grænser til en ikke-faglig fagbog (sorry, det sidste er en forfærdelig beskrivelse, men bær over med mig). Der er en filosofisk rød tråd om eksistens og væren gennem hele værket, og giver du dig selv tid til det, kan den sætte gang i nogle ret heftige tanker. Romanen tager sit udspring i Helen Macdonalds fars død, som efterlader hende i dyb, depressiv sorg. Som erfaren falkoner er det mest naturlige at vende sig mod arbejdet som så mange andre, men i stedet for at vende tilbage til de velkendte falke, kaster Helen sig over den flygtige rovfugl, duehøgen, i et forsøg at finde tilbage til faren og deres bånd. I denne omfattende sorg, som gør at hun lukker sig af fra andre mennesker, fordyber sig og fokuserer på duehøgen, forsøger hun at kaste al menneskelighed af sig, at blive en iagttager, og fordybe sig i fuglens væsen på et plan, der tilsidesætter det menneskelige, det emotionelle – i bund og grund forsøger ikke at være i sorgen.

I’d flown scores of hawks, and every step of their training was familiar to me. But while the steps were familiar, the person taking them was not. I was in ruins. Some deep part of me was trying to rebuild itself, and its model was right there on my fist. The hawk was everything I wanted to be: solitary, self-possessed, free from grief, and numb to the hurts of human life.

I had put myself in the hawk’s wild mind to tame her, and as the days passed in the darkened room my humanity was burning away.

Jeg slugte bogen på ingen tid og følte Macdonalds dybe sorg og hendes målrettede, snublende forsøg at komme ud på den anden side af sorgen for hvert skridt. Det er en dybt empatisk bog, som vækker genklang på mange planer, og man skal ikke være falkoner for at finde stor nydelse i de mange beskrivelser af den majestætiske duehøg. Jeg var så fascineret af denne verden, at det var oplagt at tage en tur til Ørnereservatet ved Skagen, da vi tog på familietur – og det var en oplevelse på så mange niveauer.

Planen af Morten Pape – Her skulle jeg sætte mig ind i et helt andet og meget menneskeligt univers, men stadig inden for det selvbiografiske spor. Vi kommer tæt på en dagligdag, jeg ikke kan påstå at have noget som helst kendskab til andet end på overfladen, men er blevet meget mere bevidst om efter de skiftende regeringers fokus på udlændingestramninger, øget social kontrol, reformer og generel assholery. Planen foregår i ghettoen, og er en skildring af en dreng-til-mands udvikling inden for samfundets dømmende rammer og kamp imod social arv. Det er en old school dannelsesroman med et moderne twist. Som sådan ikke særlig mange overraskelser givet genren, og litterært ikke en banebrydende fortælling. Men jeg er ikke desto mindre fanget og fascineret af historien grundet min absolutte uvidenhed om de indre funktioner i en ghetto og for familier på laveste rangstige i Danmark. Der er (maskulin) råhed for fuld skrue, mobning, multikultur og anti-kultur og er det det man søger i en fortælling, så vil jeg gerne anbefale denne bog.

Beetle Boy af M.G. Leonard – OK, full disclosure, dette er en arbejdsbog, i den forstand at jeg har oversat den til færøsk. Men ikke desto mindre er det en bog jeg også fandt underholdende og sjov at læse. Den er helt klart til et yngre publikum eller voksne som nyder at læse børnebøger på mellemniveau. Jeg forestiller mig, at den bliver en darling i skolen. Billedrengen (DK titel) er første del af en triologi om en moderløs dreng, Darkus, hvis far – forsker og leder på afdelingen for billesamlingen på det naturhistoriske museum – lige pludselig forsvinder under mystiske omstændigheder og uden spor. Darkus må flytte ind hos sin onkel, en verdensomrejst arkæolog med seriøse Indiana Jones vibes (hvis Indiana Jones var britisk), og møder i denne sammenhæng to nye venner – kække Virginia og nørdede Bertolt – i en ny skole, bliver mobbet af bøller og reddet af en kæmpestor bille med et kæmpe udstående horn. Darkus er opsat på at finde ud af hvad der er sket med faren, for han kan ikke bare være rejst. Og snart render han og vennerne sig ind i et spind af mystiske spor om genmanipulation, en splitterravende gal billedame og eventyr, som ethvert barn ville dø af misundelse for at få en flig af. Anbefales til skolebørn og ungdommelige sjæle. Og til en vis del til folk som er nysgerrige på biller, men hellere vil have info pakket ind i litteratur end opslagslingo.

Óendaliga Vera af Marjun Syderbø Kjelnæs – Dette var et af årets bedste læsninger. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg sad og kæmpede med tårerne hen imod afslutningen. Havde det ikke været fordi jeg sad i en flyver på vej hjem fra en studietur i Budapest omgivet af 10. klasse elever, så havde jeg givet fuldt los og ladet de små, våde sataner flyde. Jeg måtte pænt vente, ånde dybt ind og lade oplevelsen synke. Vera (finurlig detalje fra overskriften – henviser både til væsen, at være og navnet på hovedkarakteren) sidder på alderdomshjem (eller sygehus?) i livets sidste strækning, ude af stand til at tale, men med mere tyngde bag de tænkte ord end hvad fleste talende mønstrer. leon er en tro besøger, Veras eneste kontakt til den fysiske omverden foruden plejepersonalet. Vi følger Vera op gennem hendes sorg- og passionsfyldte liv, og parallelt med dette følger vi leon, som står ved en skillevej, en slags midtvejskrise. De personer Kjelnæs introducerer i løbet af fortællingen, som har (haft) betydning for Vera, får akkurat så meget plads og fokus i romanen, at de fremstår klare; og med dem får vi indblik i Veras liv (og leons). Fortællingen spiller på hjertestrengene, og sproget fanger en empati, som skinner igennem fra forfatter over karaktererne i bogen til læseren. Jeg kan ikke anbefale denne bog nok til folk, som er i stand til at læse færøsk – det er en absolut must read. Og danske læsere kan være heldige i at Forlaget Torgard udgiver romanen på dansk, forventeligt inden sommer 2018. Jeg håber så meget for denne bog (og potentielle læsere) at den kommer længere ud i verden.

Stoner af John Williams – så var vi ved den amerikanske portion af litteraturhistorien. Kunne ikke andet end at fnise umodent, da jeg første gang så titlen, for jeg kan ikke være den eneste, der ser et langhåret, sandaliklædt nirvanavrag med en bong på en sofa for mit indre… eller? #momjoke aside, det er i hvert fald ikke det romanen handler om. Som så mange andre 300+ siders amerikanske romaner, så sigter denne efter titlen som the Great American Novel – eller, akademisk roman, som jeg lige har lært (fordi den handler om en underviser på et uni? I dunno, men det er åbenbart en genredefinition nu…) – delvis udviklingsroman, delvis udskejelser udi filosofiske betragtninger, delvis stik til den etablerede samfundsstruktur mod den utilpassede, den rugged (mands)person som forsøger at klatre op rangstigen og hans store forkærlighed for litteraturen. William Stoner er af landmandsfamilie og det ligger ikke umiddelbart i kortene at han skal være noget andet end en forlængelse af den stolte landbrugstradition. Akademia tiltaler ham dog så meget at han søger om og får tildelt en plads ved landbrugsfakultetet på et universitet. Meningen er, at han skal erhverve viden om landbrug for at sikre familiens gård ind i det nye århundrede, men her finder han ud af, at landbrug ikke tiltaler ham nær så meget som litteraturens kringlede verden. So far so good, og her føler jeg lidt et stik af genkendelse – ikke at jeg var presset til at overtage gården (ja, jeg er landmandsdatter), men det er alligevel en 300+ års (maskulin) familietradition jeg vendte ryggen til fordel for storby og litteratur, så ja. Stoner føler sig dog ikke veltilpas i elfenbenstårnet qua hans anderledes baggrund, økonomiske status og livsperspektiv. Og efter en fejde med en konkurrerende underviser, bliver grænserne trukket op og venner er måske ikke så tro, som man kunne ønske sig. Blandet ind i fortællingen om det akademiske miljø, kommer vi ind i historiens vingesus med en oversøisk krig, som sætter de patriotiske over for de mindre patriotiske, et mærkeligt ægteskab jeg ikke kan greje og finder mig selv at root for the other side, affære(r?) med kvinden som forstod han på planer hans kone ikke gør (please!). Jeg er sikker på, at der er mange som ville finde denne roman absolut fascinerende, både hvad angår personudviklingen og det akademiske miljø, men andet end plotlinjen, er ikke meget hængt ved hos mig, som jeg ikke allerede har læst i andre udviklingsromaner.

Astragal af Albertine Sarrazin er indbegrebet af franskhed i min stereotype verden. Insinuerende flirt, passion, fyldte læber, sexet vold (what?), oo-la-la, voulez vous og pø a pø. Jeg har et utrolig anstrengt forhold til fransk(mænd), som mange i min omgangskreds har erfaret et par gange, bundet i en (freudiansk?) barndomsoplevelse i Paris koblet til min ikke-undskyldende semi-vanillalivsstil uden nogen intention om at ændre mit syn på dem. Sorry, you guys, men I kan sagtens leve uden min billigelse, nay, det er min påstand at de lever AF min misbilligelse. (SIDESPOR) Hvad der kunne lyde som om jeg hadede romanen er et kneb, en finte, for jeg absolut elskede hvert ord, hver sætning og hver side af denne bog. For mig ukendt og valgt alene fordi Patti Smith står for forordet, så sneg denne roman sig ind under huden og efterlod et varigt indtryk. Smukt sprog (jeg må gå ud fra at det var smukt på fransk, og oversætteren har gjort et kanonflot arbejde, kudos). Anne flygter fra et kvindefængsel og brækker forfodsknoglen (astragalen) i forsøget. Hun bliver samlet op af en forbikørende mand, Julien, som bliver hendes elsker, og som gemmer hende væk fra autoriteterne i familiens hjem. Romanen er et langt og passioneret road trip gennem Frankrigs småbyer op til glitrende Paris og langs vejen og i storbyen kommer læseren ind på livet af Anne, en barsk kvinde med en dyster grundindstilling, som lever efter mottoet at intet her i livet er givet eller kommer uden aktiv handling, men det oplevede skal sandelig opleves på godt og ondt. Det blev til tider lidt for meget for denne kølige nordbo, men samtidig nød jeg at udfordre hvorfor visse aspekter af denne type kvinde/livsstil gør mig semi ilde til mode. Hvis man er til Patti Smith’s Just Kids, moderne franske romaner, stærke kvindelige forfattere, cigaretrygende femme fatales, sårbarhed pakket ind i råhed, ja hele spektret af fransk stereotypi, så er man solgt til denne bog.

Og sådan blev det af Maren Uthaug – Jeg “mødte” prisvindende forfatter bag striben Ting, jeg gjorde, som har grebet hele Politiken-segmentet og videre by the balls, ved et tilfælde på mit lokale biblioteks reol. Når jeg kommer på biblioteket, lader jeg ofte tilfældighederne råde (inden for rimelighedens grænser) og ofte ender der nogle ret overraskende titler i mit skød. Mit yndlingssted på biblioteket (det er et ret skrabet bibliotek, mind you, intet som Gentofte Hovedbibliotek, som jeg ville have sex med, hvis jeg var til den slags) er den lille roterende 14-dages lån reol, for her får jeg muligheden for at møde nye, ukendte forfattere samt utrolig eftertragtede titler. I Uthaugs tilfælde tror jeg næsten, at det var en kombination af hendes efternavn og min forkærlighed for stædige midt-i-luften titler, der tiltrak mig. Siden er jeg kommet at kende hendes finurlige striber om hverdagen, og har fulgt hende på Instagram, hvor hun pt er gået i gang med del to af fortælling om Johan og Aagot. Og jeg kan på det allervarmeste anbefale, at du tager et smut forbi, hvis du ikke allerede er hooked på #teamagot. Og sådan blev det er Uthaugs debutroman; en fortælling om Knut, der tager op til Nordnorge og forelsker sig i samekvinden Rhitta, med hvem han får datteren Risten. Knut er ikke den mormorens kop the, langt fra, men til gengæld er der masser af hengivenhed til barnebarnet, som i tryghed og symbiose med den traditionelle bedstemor, tegner og får fortalt historier om fordums sagaer. Det er en historie om stærke rødder og nye tider, og der er råt for usødede karakterbeskrivelser blandet med en vis trang til humor fra forfatterens side. Da Knut falder for danske Grethe, forlanger Rhitta at han tager Risten med til Danmark, da hun frygter at Risten er i fare for at blive kidnappet af søsteren, som er forsvundet/forvist op i fjeldene. Hvad Risten i begyndelsen tror er en sommerferietur til Danmark, viser sig at blive et længere ophold, et ophørt forhold til moren, og en opvækst i parcelhusdanmark med en stedmor som huser bådflygtninge i kælderen, en bleeding-heart figur, der dog ikke er så altruistisk, at hun ikke er bleg for at mistænke tidligere nævnte for at stjæle fra sig. Kan varmt anbefales alle kølige nordboer, som ved at der gemmer sig mere blandt linjerne end først opfanget og elsker litteratur, der anerkender den dybde.

På Bornholm må man græde overalt af Martha Flyvholm Tode – endnu en debut, endnu et 14-dages lån på biblioteket. Valgt ene og alene fordi det er en god titel og den gav associationer til familie på Bornholm (ikke at de står og flæber i Hammershus eller ned i sildekarret, det var mere Bornholmdelen, jøsses). Men så lidt skal der åbenbart til for at jeg udvælger en bog. Jeg troede i første omgang, at det var lyrik, før jeg åbnede op på første side (… indrømmede litteraten, der forsøger at være bare en lille smule professionel), men her er vi ude i noget så smart som en kortroman. Ikke en novelle, ikke en roman = kortroman. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker den – der var noget med sorg (duh), så meget kan jeg huske. Men i stedet for at google mig frem til handlingen, må dette faktum bevidne, at fortællingen ikke fæstnede sig. Måske læste jeg den for hurtigt, måske ville det gavne at genlæse den, måske var jeg ikke i det rigtige humør. Jeg ved ikke. Jeg ved bare, at jeg kan hverken anbefale eller fraråde en læsning.

De urolige af Linn Ullmann – Jeg var ret ung første gang jeg læste noget af Ullmann, og det gjorde så heftigt indtryk på mig, at jeg valgte at skrive en længere opgave i gymnasiet om Før du sover (hermed anbefalet) og den står tåget, men samtidig klart, som en af hjørnestenene for min lyst at gå litteraturens veje. Vi er ude i noget helt andet (og dog) i De urolige. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016, men kunne dog ikke slå svenske Katarina Frostensons digtsamling, Sånger och formler, af pinden. Forfattere fra Norge har en god plads i mit hjerte, men det er først i år (2018) at jeg er blevet rigtig bevidst om det. Der er noget ved skriften, ved det underspillede og rå sprog, som på samme tid er så sprængfyldt med usagte følelser og sårbar fejlbarhed, der gør at karaktererne i norsk litteratur fremstår som dybt empatiske og giver mig håb om at menneskeheden ikke er tabt. Warts and all. De urolige er en tidstypisk roman – den selvbiografiske roman – i mamma, pappa, barn stil. Giver det mening? Nej, vel? Ok, vi prøver igen. Baseret i dokumenteret materiale, båndoptagelser lavet med faren og fragmenter fra hukommelsen, opbygger Linn en familiehistorie om hendes barndom med stor overvægt på en fraværende (karriere)mor og en karismatisk (fraværende) far, der fremtræder som en overstrålende kraft, om hvilken alle andre (forventes at) cirkulerer. Det er farens idé, at de to skal lave et erindringsværk sammen, men på det tidspunkt er han allerede stærkt ældet, og det falder på Linn at afslutte det. Progressionen er ikke nøglen i denne roman – det cirkulære er; erindringen, (gen)bearbejdningen af følelserne bag forhold, familie og kærlighed. For selv om der er stærke ambivalente følelser på spil, så er den ikke blottet for kærlighed, tværtimod. Anbefales til alle Bergmann-fans og -hadere, dem der søger poesi i erindringen, familiebåndsaficionadoer, eksistentialister og (wannabe)kølige nordboer.

Afd. for grublerier af Jenny Offill – Åh, min fornavnesøster, denne her var svær at læse. Både fordi jeg var lidt presset på den personlige front, da jeg læste den, og fordi den krævede så meget af mig; et overskud, et intellekt og tid jeg ikke besad. Den handler kort sagt om et ægteskab fra romance til krise og børn blandet ind i cocktailen, men mere af alt handler den om en person – en identiet – i krise. Ægteskabet bliver en ramme, hvori krisen får frit løb. Jeg tror delvis at den var hård at læse, fordi jeg følte at hovedkarakterens position talte lidt for direkte til min egen livskrise, eller rettere sagt, fordi jeg lagde min egen livskrise ind i hovedpersonens tanker, handlinger og fortælling. Det farvede læsningen og forstærkede min egen uvilje mod at sætte ord på en masse grublerier, jeg selv gik med. Og af selvsamme årsag mener jeg ikke, at jeg yder den retfærdighed, hvis ikke jeg giver mig selv muligheden for at genlæse den og lave en komparativ anmeldelse af den. Der er derfor intet punktum ved denne gennemgang, ingen krølle på halen.

 

Men kom tilbage senere og få et skud litteraturoplevelse i del 2, hvor jeg dykker ned i anden halvdel af læseåret 2017. Der er både meh- og OH.MY.GOD.-oplevelser og glæde, så meget glæde ved litteraturen

Og hvis du vil se hvad jeg læser i 2018, skal du være så velkommen at følge mig på Goodreads

Magda Szabó – Az ajtó

Tre dage. Så kort tid tog det mig at sluge 262 sider af ungarske Magda Szabós semi-autobiografiske og helt igennem fantastiske roman i et sommerhus på Vestsjælland.


Var det for ti år siden, ville det ikke have overrasket mig, men i dag, hvor mine dage konstant bliver afbrudt af: “Mamma, mamma, du skal komme her!” eller “Mamma, mamma, hvor er du?” eller ‘øh, shit, hvor er Fittibolli? Er han taget ALENE NED PÅ STRANDEN! LØØØØØØØØØØØØØB!!!’ (And the most distracted mom award goes to…). Eller hvad med den klassiske klokken-barnet-sover-endelig-skraber ZZZZZZZZzzzzZZZZ…?

Så er tre dage en guldmedalje i litteraturolympiaden.

Az ajtó, eller The Door – for lad os bare cut the bullshit! Jeg har ikke læst den på ungarsk, så jeg kravler lige ned fra min piedestal – er så meget en læsning værd. Og den sætter alt på spidsen allerede fra indgangskapitlet:

I seldom dream. When I do, I wake with a start, bathed in sweat. Then I lie back, waiting for my frantic heart to slow, and reflect on the overwhelming power of night’s spell. As a child and young woman, I had no dreams, either good or bad, but in old age I am confronted repeatedly with horrors from my past, all the more dismaying because compressed and compacted, and more terrible than anything I have lived through. […] Once, just once in my life, not in the cerebral anaemia of sleep but in reality, a door did stand before me. That door opened. It was opened by someone who defended her solitude and impotent misery so fiercely that she would have kept that door shut through a flaming roof crackled over her head. I alone had the power to make her open that lock. In turning the key she put more trust in me than she ever did in God, and in that fateful moment I believed I was godlike – all-wise, judicious, benevolent and rational. We were both wrong: she who put her faith in me, and I who thought too well of myself. […] The fact that I was trying to save her rather than destroy her changes nothing.

Romanen fortælles ud fra en ung kvindelig forfatters* synsvinkel, hvis karriere pludselig får fart på efter lang tids politisk eksklusion, og hendes forhold til husholdersken Emerence, som allernådigst har taget forfatteren og hendes mand under opsyn og vejledning udi livet. Og hvor fortælleren er hovedaksen hvorfra alle fortællinger udspringer, så er hun ikke den mest interessante karakter i romanen. Hendes handlinger, fortællinger og indblik er sekundær til Emerence. Denne husholderske har en stålsat karakter, formet af hårde vilkår og ikke uden sympatiske træk omend den strikse og til tider lidt overdrevne træn-dine-omgivelser-som-en-modvillig-hund teknikker frustrerer både mig som læser, men sandelig også forfatteren, som i sin unge alder og naive sind forsøger alle slags indfaldsvinkler at få Emerence til at kunne lide sig.

Emerence, som allerede er oppe i årene, da vi først hører om hende, er en hård arbejder, en no-bullshit kvinde, der ikke engang har en seng, for hvis hun skal lægge sig ned, så bliver hun ‘svimmel’. Alle i nabolaget respekterer hende og flere frygter hende i en vis grad: “Emerence was a caretaker, someone with a bit of authority; […] if she didn’t warm up to us, no amount of money would induce her to accept the job.” Da fortælleren (forfatteren) leder efter hjælp, er det ikke Emerence som bliver interviewet til stillingen. Snarere er det Emerence, som vælger at tage forfatteren og hendes mand under sin vinge, og det sker i en slags formel optagelsesceremoni både for at understrege at hun ikke påtager sig arbejde for hvem som helst og det handler i høj grad om hvem der har magten i forholdet.

Emerence regerer over sit kongerige med lige dele udskamning og næstekærlighed. Der er en måde at gøre det på og det er Emerences måde.Til de syge kommer hun med suppe og sidder hos dødeligt syge uanset stand. De slette – dem hun anser for at være slette – revser hun med hårde ord og fryser dem ude indtil de kommer krybende tilbage.

Emerence er ikke en kend-din-plads type. Hun harcelerer over Gud, som ingen plads har i hendes hjerte og gør det til stor frustration for den troende forfatter, som begynder at tage lange omveje til kirke for at undgå Emerences kritiske øje og dertilhørende verbal udskamning. Den unge forfatter er gentagne gange åbenbart frustreret af denne person, som udvikler sig i flere spor til en striks mor, ven, hjælper og et moralsk kompas, hvor livet former sig gennem årtier af litterær modgang, personlige forhold og succes i karrieren. Det er klart at de to – omend de begge er kommet fra samme egn – opholder sig i forskellige verdener og hvor de to mødes, sker der sammenstød, misforståelser, og i sidste ende uoprettelig skade.

Det afgørende fokuspunkt i historien – døren – og det stykke information indgangskapitlet lægger op til og pirker ved vores nysgerrighed, er Emerences meget bestemte afvisning af alle mennesker, som forsøger at komme ind på livet af hende. Den eneste, som har fået lov at komme inden om døren til det allerhelligste – hendes lejlighed – er den gamle militærmand i den gade, hvor al fortælling udspiller sig. Og dette kun én enkelt gang for langt tid siden, fordi myndighederne er nødsaget til at undersøge en række mistænkelige dødsfald blandt en nabos transportduer – en strid, der strækker sig langt ind i bogen med insinuationer, som yderligere grumser al “viden” om Emerence. For én ting står lysende klart – mennesker får ikke Emerences kærlighed i form af søde ord og tilkendegivelser. Men dyr, det er en anden sag. Emerence kaster al sin kærlighed på en lille udstødt hund, som hun påtvinger forfatteren og hendes mand, kun for derefter at gøre det meget klart for dyret, at Emerence er dens relle hersker i den lille flok. Igen til stor frustration for forfatteren, som ikke kan få hunden at adlyde – hunden, hverken hun eller manden ville have – hvis Emerence har sagt andet. Det er komisk, tragisk og enerverende på en og samme tid. Men når det er sagt, så er det svært ikke at se, at Emerence nærer stor kærlighed for forfatteren. Udsagnet, she grows on you, er meget passende her. Forfatteren misforstår – forståeligt nok – konstant Emerences forsøg på at gøre godt, og det gør det også så pinefuldt at læse. For de cirkler om hinanden, viser stor omsorg for hinanden og deres omgivelser, men fordi de er så forskellige, så rammer de lige så ofte ved siden af. Alt imens forfatterens og Emernces forhold udvikler sig, får vi også små indblik i Ungarns politiske landskab og ikke mindst litteraturens position i et svært polariseret miljø. Og her ser vi endnu et eksempel på Emerences studse hengivenhed. Da det litterære parnas skyr forfatteren og hendes litterære udtryk, sørger Emerence for at alle i gaden ved, at de skal stille op for forfatteren og vise deres støtte. Til trods for at hun ikke er en belæst person – den slags intetsigende fritidsaktivitet har hun ikke tid til – og at hun ingen respekt har for en person, hvis arbejde ikke handler om fysisk udfoldelse, så gør hun det meget klart, at hun er forfatterens største forsvarer. Hun er som en løvinde, der beskytter sit kuld, og hun gør det med stor ihærdighed.

Magda Szabó – og i forlængelse af hende oversætteren Len Rix – skriver sublimt og indlevende. Jeg havde så svært ved at rive mig fra bogen og fandt mange undskyldninger for at snige mig væk fra solbadningen ved Jammerland bugten bare for at læse et par sider eller bare et par sætninger. Jeg måtte høre mere, læse mere, forstå mere af denne forbindelse forfatteren havde til Emerence, vide mere om Emerence, som alle andre, der cirklede omkring den gamle dame, ville jeg også snage i hendes mest intime helligdom bag den skide dør, hun aldrig åbnede for nogen på nær én.

Det er ikke kun dele af Emerences tilgang til andre mennesker, der frustrerer mig, og derved også gør denne fortælling så indlevende. Det er også forfatteren/fortælleren, som er så opsat på at alle skal kunne lide hende. Hun gentager flere gange, at hun er en social og sympatisk person, men af og til krakelerer udsagnet og især sammen med Emerence, som gør det meget klart for forfatteren, at hun ikke er sat på jorden for at behage andre. Forfatteren bliver konfronteret med denne pæne pige i sig, som fluktuerer mellem selvoptaget godhed, manglende indsigt i egne adfærdsmønstre og reel omsorg for Emerence. Og det er også gennem denne linse vi tvinges at se og høre om Emerence. Ikke på noget punkt i historien får vi direkte indblik i Emerences tankemønster. I stedet må vi klare os med forfatterens udlægninger og de gange Emerence ytrer sig – ellere rettere sagt presses op i et hjørne af den kære forfatter – hvorefter hun uddeler sublime verbale smæk, som ikke mangler noget i grandios enetale og som i sig selv er værd en læsning. Men dette er også med til at gøre historien værd at læse – for hvem vil du tro på? Hvordan afkoder du Emerences væremåde og handlinger? Og hvad mener du om forfatteren? Så meget ligger åbent til fortolkning om det var Szabós hensigt eller ej.

Jeg kan ikke sige, at jeg bliver efterladt med fuld forståelse for hverken fortæller eller Emerence eller får en grand finale og happy end. Og som den sande tragedie fortællingen er, er det heller ikke meningen. Men jeg kan sige, at jeg nød at se livet fra Emerences (mærkelige) logik og morale omend det var gennem fortælleren. Jeg følte sympati for fortælleren, som gang på gang misforstår Emerence og gang på gang modtager skældud for derefter at undskylde – uanset om der er tale om reel skyld eller forestilt ud fra Emerences synspunkt – og krybe til korset. Til tider også nyde at arbejderen og kvinden  udviser så stor autoritet i et lettere betændt miljø, hvor man ikke skal træde meget ved siden af før man straffes. Og jeg gik ned ad mindernes gade til mine egne store maternalistiske helte, som virker irettesættende strenge og absolut ikke er sat på jorden for at behage andre, men som til gengæld har et hjerte af guld og hvis løvindekamp har været til gavn for mange naive og søgende sjæle. Omend de – som alle os andre – også snubler fra tid til anden.

Et sidste citat, som symbol på denne jernlady (ikke at forveksle med Thatcher) og den måde forfatteren lægger scenen for os og inviterer os at betragte Emerence og gøre os mange, mange tanker om hvad der gemmer sig bag:

“The old woman worked like a robot. She lifted unliftable furniture without the slightest regard for herself. There was something superhuman, almost alarming, in her physical strenght and her capacity for work, all the more so because in fact she had no need to take so much on. Emerence obviously revelled in her work. She loved it. When she found herself with free time, she had no idea where to begin. Whatever she took on, she did to perfection, moving around the apartment in almost total silence – not because she was over-familiar or snooping; she simply avoided unnecessary conversation. “

* Al omtale af forfatteren herefter skal forstås som karakteren i bogen, ikke Magda Szabó selv.

De små forlag rykker (for vildt)

For et par uger siden var jeg til et oplæg om den danske forlagsverden. Der blev selvfølgelig snakket en masse om de store spillere, hvordan de opererer og hvordan man får sin daglige gang derinde. Men det fik mig også til at tænke på i hvor høj grad litteraturen florerer i Danmark. Tag det fra en som har arbejdet inden for et endnu mindre sprogområde, antallet af danske kvalitetsudgivelser sparker røv! Vi kan altid komme ind i en længere diskussion om hvad kvalitet er, men det er også det, man har et kommentarspor til. Hvorom alting er, så er der et mylder af fantastisk spændende forlag i Danmark. Og det er ikke en underdrivelse – gentag efter mig: FANTASTISK spændende. Det er passionerede mennesker med pivsmukke udgivelser, som kæler for øjet ned til mindste vigtige detalje – sproget, fonten, papiret; you name it – det hele er der!

Lille Bogdag

Lille Bogdag 2015. Billede af Frej Rosenstjerne.

Og denne weekend (16.17. april) får vi endnu en gang lov at møde flere af de små forlag i Dome of Visions til Lille Bogdag. Lad os bare få rammerne udstukket med det samme: Fra sidste år kan jeg rapportere, at det var knaldvarmt (nice!), maden uden for var læ-æ-ækker, menneskene, for det meste, smilende på den der vi-er-alle-sammen-her-fordi-det-er-en-knaldhamrendeflippin-fed-oplevelse, oplæsningerne var veloplagte, og forfatterne kunne baske sig i et intimt publikums klare skin. Alt i alt en af de bedste litterære oplevelser i 2015.

I år kan vi gense Tomas Espedal – som jeg oplevede og mødte i Politikens Boghal i forbindelse med udgivelsen af fotobogen Mit Privatliv – yey!
Og så fremviser bogbinder Iben Andersen sine skillz, du kan snuse til en masse lækre tidsskrifter, høre fra oversætterne (yey!), bytte en bog, snakke med en forlægger (snak med dem alle!), plant rumpen i sædet og lad poesien flyde over dig som små bølgeskvulp. Sig det med mig: bølgeskvulp. Og i år kører Bogdagen et tema med titlen Andre formater, hvor du kan opleve sms-digte, interaktive værker og digital litteratur.

Og alt det her er netop noget, de små forlag kan. Ja, de er nørdede og har et publikum, der måske passer ind i en lille campingvogn (fanme en sjov en af slagsen). Og ja, de er en, måske to personer i en lille lejlighed med manuskripter under syltetøjsmadder. Men deres udgivelser anmeldes, nok fordi den passion skinner igennem, og tit og ofte kommer de længere med mindre. For de kan frembringe en unik entusiasme hos andre i kraft af den ambitioner de har om at give det bedste ud – give, som i at overrække, skænke denne verden – og nørkle. Tak for nørklingen. Det giver opmærksomhed.

Det viser sig desuden ofte, at sociale medier og alternative støttemuligheder spiller en stor og fordelagtig rolle for de små forlags og litteraturfestivalers overlevelse. Da Lille Bogdags fondsansøgninger uventet alle gav afslag (WTF btw?!) tog det blog 28 timer og et indlæg på Facebook, der blev delt 49 gange, for arrangørerne at skrabe penge sammen via en crowdfunding kampagne. 28 timer! Otte og tyve timer. Og så får vi alle lov at lege mæcener for en dag. Det er et investeret publikum og det får nok nogle klokker at ringe i litteraturgangene.

Der er masser af muligheder at møde danske forlag i løbet af året – der er efterhånden ikke mangel på små og store litteraturbegivenheder og -festivaler. Jeg nævner i flæng: Louisiana Literature, Vild med ORD, BogForum (er det ikke snart på tide nu at blive BogBella, eller er der for meget Twilightfanning over det?), Gentofte Bogmesse, Verdenslitteratur på MønKBH Læser, Krimimessen, Jakob Hansens Litteraturfestival, Litt talk på Vallekilde højskole, Tag og Læs! på Testrup Højskole og jeg kunne blive ved og ved og ved… jeg undskylder at opremsningen viser en klar bias mod store sjællandske begivenheder, men samtidig glædes jeg over, at der sgu også er mange begivenheder jeg endnu ikke har hørt om, eller har glemt i spændingen, derude i lokalområderne. Og når jeg engang flytter ud på BØHlandet (igen), så tager jeg sgu også ud og sætter den mest nørdede og sjoveste litteraturfestival op på en mark og genskaber Woodstock-følelsen. I kid you not: det er et punkt i min 5-års plan (OK, så måske 10-års plan).

Men hvad jeg ved af, har der ikke før Lille Bogdag været en begivenhed, der samler specifikt de små kræfter under et tag, så den har helt klart eksistensberettigelse. Der er noget for alle hele året rundt, og jeg må sige, at for en som mig, der kan gå helt i spagat over en mærkelig tekst, cut up eller illustration, så er Lille Bogdag helt og aldeles slaraffenland møder chokoladefabrikken. Så kald mig Alice og mød mig i kuplen ved Det Kgl. Bibliotek.

 

Rivegilde

Dette indlæg er skrevet med inspiration fra appen “Truede Ord”. Applikationen fra Gyldendal indeholder en liste udarbejdet af Dansk Sprognævn med ord, som er i fare for at blive fjernet fra Retskrivningsordbogen.

ShoutingMatch

 

 

Ordet opstod omkring 1920 i Jylland. Oprindeligt betød ‘rivegilde’ fælles nedrakning af en fraværende person. Du ved; en slags teambuilding ved hjælp af syndebuk. En ikke helt ukendt situation for de fleste, der kommer fra små samfund. Men i 1970erne fik ordet en anden betydning – nemlig heftig debat –  og det var denne definition, der vandt ræset i 90erne, hvor fællesskabet mod den ikke-tilstedeværende måtte vige for direkte smack-down konfrontation og retten til at have ret. Så nu bruges ordet at belyse et møde eller anledning, hvor man strides, har vidt forskellige meninger og river i hver sin retning for at få ret – som i “årets finanslovsforhandling har udviklet sig til et rivegilde”. Eller tænk bare tilbage på enhver tv-debat, hvor du gang på gang håber på dialog og gang på gang bliver skuffet; et lysende eksempel på rivegilde foran åben skærm. Og en hurtig søgning på ordet viser også, at ordet oftest bliver brugt i journalistisk sammenhæng om politik og samfundsmæssige forhold.

En sjov sidebemærkning: Butikskæden Salling har muligvis – eller ikke – misforstået ordet, da de bruger det i en af deres salgskampagner. Men ifølge en artikel i JyllandsPosten fra 2000, var kæden og de mindre butikker i Århus til rivegilde, fordi førnævnte sammen med Magasin blev anklaget af en række af sidstenævnte for at skævvride konkurrencen og gøre det svært for forbrugeren at se forskel på kampagne- og udsalgsuger, gys og gru. Hvorom alting er, står kæden ved sin kampagne, men overvejer man, hvad definitionen på ordet er, så er heftig debat eller strid og kiv måske ikke lige det billede, man vil have tilknyttet sit brand – forudsat at definitionen rager en en høstblomst.

At det er et truet ord kommer nok ikke som en overraskelse – det har en lidt arkaisk klang og min kæbe ville nok ramme gulvet med 180 km/t, hvis jeg hørte en 20 årig ytre det til en fredagsbar. Når jeg tænker på ordene ‘rive’ og ‘gilde’ hver for sig, får jeg langt overvejende positive tanker. Så forestiller jeg mig 1920ernes kjoler, østers på bordet, cognac i glasset, ja, en episode af den der britiske serie, hvis titel ingen kan udtale rigtigt, men alle ser. Jeg hører nostalgiske sange og en fyr med glasset i hånden, der synger alt for højt og alt for skingert. Ser du også Sams Bar for dig?

Og rive? Al mad, der kan rives er lækker. En lækker ost, revet æble, halvdelen af min hånd hver eneste gang jeg forsøger mig med rivejernet, men hey, det er del af oplevelsen (og retten). Noget at rive i? Come on! Det er fyldt med positive konnotationer, arbejdsomhed og ære.

Sammensat associerer jeg ikke ordet med noget konstruktivt eller fremtidsholdbart, måske fordi begge ord er flyvske i natur. At rive er en pludselig, voldsom handling og gilde, omend oftest glædelig, en tidsbegrænset rituel begivenhed. Flyvske, men ikke destruktive. Intentionerne bag ‘rivegilde’ derimod er en belastende indstilling til samfundsdebatten. Og i værste fald en afledningsmanøvre som praktiseres, når argumenterne er i fare for at blive gennemhullet af saglig debat. Et eksempel, jeg umiddelbart tænker på, er striden mellem Inger Støjbjerg og AnneLise Marstrand-Jørgensen, som på nærværende tidspunkt blusser op og inviterer til en gedigen råbekamp mellem to fløje, som har notorisk svært ved at mødes på midten. Læs artiklen her, Støjbjergs reaktion her og Marstrand-Jørgensens svar her.

Men hvorom alting er, så er jeg blevet klogere i dag – takket været rivegildet.

 

Gæk, gæk, gæk – mit navn er blevet væk

 

[‘jɛnɪ]

Jeg har ikke tænkt synderligt meget over mit navn, før jeg blev omkring 16-17 år. Mine forældre valgte navnet, og til min mors store lettelse fandt min far ikke ud af, at min mormors mellemnavn var Henrikka før efter dåben. Og jeg var ok tilfreds med navnet. Nok mere end ok, fordi det var nu min mormors navn. Vi var ‘navnar’, som man siger på færøsk, og det var ikke en heeelt dum position at stå i.

Men så oprandt dagen, hvor jeg flyttede til Danmark. Og lige pludselig kom jeg i kontakt med en følelse af afmagt, fordi en del af min identitet, som jeg havde taget for givet, konstant blev udfordret. Hvem er jeg, hvis jeg har identificeret mig og er blevet tiltalt hele mit liv som Jenny med et nordisk j, men det med et viskes ud og bliver Jenny med engelsk j, til trods for mange gentagende “Jeg hedder altså…”? Værre endnu: dano-englænder j – altså sorry, men djenny skurrer så forfærdeligt i mine ører, at jeg på visse dage føler det som et fysisk angreb, når nogen siger mit navn i Kongerigets fladeste afkrog.

Man får næsten lyst til at recitere Shakespeares Julie i en lang kontinuerlig mantra; for hvad er egentlig det store problem? En rose – jeg – dufter lige så sødt om jeg tiltales djenny, djenni, ienni eller noget helt fjerde. Ph.d.en har et par navne i kærestekassen til mig, min mor kalder mig af og til Popeye og mine søskende ynder at kalde mig alle diminutive ord de kan komme i tanker om bare så jeg ikke glemmer, at jeg er en lille prop på 1 meter og 60…

Etymologien på OED siger, at navnet stammer fra 1600-tallet og er “A female personal name, pet-form or familiar equivalent of Janet (or, by confusion with Jinny or Jeanie, of Jane), and so serving as a feminine of Jack. Hence, like Jack, used as a feminine prefix, and as the name of machines.” Som min matematiklærer også ofte mindede mig om, deler jeg også navnet med den første industrielle spindemaskine, spinning-jenny, elsket af fabriksejeren og hadet og saboteret af arbejderen, som frygtede for sit job.

Så, for at komme tilbage til den nordiske sammenhæng: Jeg forstår denne hang til angloficering til dels, fordi de nordiske lande er så gennemsyrede med engelske fraser og kultur, at man næsten tager det for givet, at det skulle være ˈdʒɛni. Det er jo et engelsk navn. Samtidig har jeg endnu at møde en dansker, der hedder Jenny. I Norge er navnet i stærk fremgang i disse år og i 2014 lå det på en 18. plads i statistikken. I Sverige er der nedgangstider for mine navnefæller. Og ifølge den uceremonielle navnestatistik Danmarks Radio lavede for nogle år siden, forbindes mit navn – hvis jeg husker rigtigt – med en 40+ sosu-assistent i Nordjylland. Vi har yderemere mistet 86 Jenny’er fra 2015 til 2016, så totalantallet af Jenny’er i landet nu ligger på 2.175. Vi er et navn i frit fald. Så det er måske ikke så mærkeligt. Hvis de nu alle bor i Nordjylland. Og måske endda også vil tituleres djenni. Men jeg kan ikke, jeg kan IKKE, ryste det af mig, at folk ikke lader sig rette, når jeg høfligt siger ‘ienni’.

Når det så er sagt, så kendte jeg heller ikke mange Jennyer, da jeg boede i Færøerne. Sandt at sige var det kun mig og min bedstemor – altså, som jeg kendte til. Til trods for vores store kærlighed til englænderne, deres Cadbury og soldater, som heldigvis vandt ræset op til Færøerne over tyskerne tilbage i 1940erne, så er mit navn aldrig blevet associeret med den engelske udtale, før jeg udvandrede til fladlandet. Men det er nok af den simple grund, at de ældre generationer er i en konstant fornægtelsestilstand om egne kompetencer, når det kommer til engelsk, og det smitter af på de yngre generationer. Vi siger gladeligt Digestive udpenslet med hårdt g og langt i, og i lang tid troede jeg, at jeg drak typo te (Typhoo). Så kan I for øvrigt bare forestille jer, hvordan Viscount kiksen udtales.

Og så tror jeg, at jeg vil afslutte denne svada med min gode mand Sebastians version af Seeräuberjenny – som i selve teksten ikke bliver nævnt ved navns nævnelse en eneste gang, så her kan danskeren heller ikke lære, hvordan den propre nordiske Jenny skal udtales.