CPH:DOX viser i denne uge Erik Gandinis dokumentar “The Swedish Theory of Love”. Titlen kommer fra et manifest udarbejdet i 70’erne af svenske politikere. Og i en rapport, som de nordiske lande udgav til World Economic Forum i 2011 om ‘The Nordic Way’, står der:
According to what we have called “a Swedish theory of love”, authentic relationships of love and friendship are only possible between individuals who do not depend on each other or stand in unequal power relations. Thus autonomy, equality and (statist) individualism are inextricably linked to each other. Whatever political and cultural drawbacks there might be to this commitment to personal autonomy, a strong state and social equality – the usual criticisms are conformity, loneliness and an intrusive bureaucracy – one should note the upside: citizens, who feel empowered, accept the demands of modernity and are willing to make compromises to achieve economic efficiency and rational decision-making.
I rapportens model ligger Sverige i den absolut yderkant af aksen ‘traditionel familie vs. individualisme’. Den nordiske model bliver ofte nævnt i forhold til mange ting, ofte med positive konnotationer, ligestilling, tryghed og tillid til hinanden og staten, glæde og økonomisk stabilitet. Og det viser bare at den er meget mere end politik – det er en indstilling, tør jeg sige det; a way of life.
Men Gandini – og kritiske røster – mener at der er en bagside til denne livsstil, som vi må være opmærksomme på. I jagten efter individualisme og autonomi er svenskerne paradoksalt nok mere alene, isoleret og risikerer i langt højere grad end i de traditionelle samfund at dø uden at nogen lægger mærke til det. Resten af de nordiske lande ligger også ret langt ude på den akse og derfor vil jeg argumentere at Gandinis fokus er relevant for hele den nordiske model. Gandini interviewer en polsk psykiater som forklarer, at livsglæde ikke nødvendigvis opstår af at leve et trygt liv, men hellere gennem de udfordringer og problemer, vi bliver udsat for og som vi må tackle. Når vi til gengæld deler vores eksistens i livet online og offline, renser vi nærmest vores tilværelse for forhindringer. Hvis en anden ytrer en mening vi ikke kan lide online, så blokerer vi bare vedkommende og finder nogen som vi kan være enige med – vi giver os ikke “muligheden for at føle ensomheden”.
Jeg synes at det er interessant at at den nordiske rapport netop nævner kritikpunkterne ensomhed og påtrængende bureaukrati, men lige så hurtigt fejer det af bordet igen, fordi fordelene er så meget bedre, og det er især den sidste del jeg hæftede mig ved: “… are willing to make compromises to achieve economic effieciency and rational decision-making.” Det er så selvfølgelig til World Economic Forum, så fokus ligger immervæk på økonomien, men det er alligevel ret slørede begreber, og jeg kan ikke helt se hvad den økonomiske effektivitet og rationelle afgørelser dækker over. Vil det sige at dette er unikt for den nordiske model? Og kan man sige at landene endnu er enige? I mange tilfælde bliver den nordiske model udhulet indefra – der skæres i sociale ydelser, der strammes og indskærpes og forflyttes – alt under påskud af at den nordiske model er truet af indre og ydre kræfter. Dog ofte er de ‘kræfter’ der henvises til, borgerne i landene som mistænkeliggøres af stat og kommune, snyltere, nassere og dem som ikke fik memoet om at der skal laves kompromisser for at opnå økomisk effektivitet. Jeg er ikke sikker på at grundtanken bag den nordiske model – økonomisk og social løsrivelse fra andre individer, dvs. at man ikke skulle være stavnsbunden af andre, for at indgå i ligeværdige forhold med hinanden – kan holde til hvad den bliver presset ud i for tiden. Hvad jeg nok egentlig cirkler omkring er: Kan den nordiske model overleve den højredrejning vores regeringer har taget?
For at komme tilbage til dokumentaren, så må jeg sige at det var et interessant projekt, da jeg læste om det – at kaste et kritisk blik på hvad det er for et samfund der er skabt i ‘du gamla, du fria, du fjällhöga nord’ (og i resten af Norden). Men det virkede bare ikke som om det var kritisk, men mere generelt negativt med et snert af humor. Og så var der visse dele af dokumentaren som var ret langhårede – fx de unge mennesker som dyrker en afart af 70ernes hippiebevægelse. Intentionen er god nok: De vil i kontakt med hinanden igen, de vil ses og høres og føles og ikke bare køre rundt i møllen med alle andre uden øjenkontakt. Men jeg må indrømme at mit kølige nordnordiske sind går i baglås, da jeg er vidne til deres løsning på denne isolation: at sidde i cirkler, vugge frem og tilbage og nå de orgiastiske højder med berøring, grin og rullen rundt i græsset. Det var halvvejs sekterisk, men måske er det nødvendigt, hvis man vil sprænge den stiltiende accept af den nordiske models konformitet og bureaukrati. Så bliver det lidt flippet. Men er vi ikke kommet lidt for langt fra hinanden, når mennesker kan ligge døde i en lejlighed i tre måneder uden at nogen savner en? Måske skulle vi turde være mere kritiske over for den nordiske models rammer, tage den op til revision.
Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede at der er tider hvor jeg ikke længere ser den nordiske model fra sin storhedstid i det samfund vi lever i i dag. Hellere bevæger vi os nærmere og nærmere amerikansk liberalpolitik; noget visse dele af befolkningen får våde øjne og ståpik af – og hvori der også er indgroede traditionelle familiemønstre og -værdier. Men jeg vil langt hellere have den nordiske model, hvis vi kan sætte ord på hvad der egentlig var der gjorde den så stærk. En model der løfter hele socialklasser op på samme niveau og fremmer ligeværd mellem mennesker – individer uden at give køb på vores trang til at være sociale.
Dokumentaren kan ses i Empire i morgen d. 12/11 og i Cinemateket på lørdag.
The Swedish Theory of Love